All posts in Portrætter

VVSeren: Redaktionelle billeder for AO Johansen og Datagraf

Tilbage før det blev sommer var jeg sammen med en journalist i Helsingør for at lave en artikel til AO Johansens kundemagasin Worker.

Vi skulle besøge Lars Knudsen hos Helsingør VVS.

Lars har et stort showroom i den bagerste af de to bygninger på grunden.

Her har han alt i energibesparende produkter indenfor køkken, bad og varme.

Mens han blev interviewet af journalisten tog jeg nogle billeder og efterfølgende et par portrætter forskellige steder i showroomet.

Medarbejderportrætterne: Fotoopgave udført for Veeam og Discus Communications

En fredag for en måneds tid siden var jeg i SOHO for, at lave medarbejderportrætter for it-virksomheden Veeam.

De var samlet til workshop og havde godt 15 medarbejdere de ønskede billeder af.

Jeg havde via en medarbejder hos Discus fået kontakt til virksomheden, som fremsendte et link til en side med lignende portrætter.

Det er altid en øvelse, at få portrætter til, at ligne nogle der er taget af en anden fotograf.

Men her var det ikke så svært: alle portætter var i pasfotoformat og nogle var taget med mobil, ansigterne orienteret til højre eller venstre og så var nogle taget af en prof.

Dem lænede jeg mig opad og kunne konstatere, at med en hvid væg som baggrund og en lampe bouncet op i loftet kunne det lade sig gøre at få nogle vellignende billeder.

Billederne skulle tages oppe i mødelokalet Oasen i det ret specielle kontorhotel SOHO i Kødbyen.

Her var der på tre af væggene hængt stof op i baner, men på væggen hvor projektoren og lærredet var, var væggen hvid.

Så lærredet blev rullet op og jeg var klar til skud.

Det gik rimeligt glat bortset fra, at der til, at begynde med var nogle, der stod og lavede ansigter bag min ryg, så den portrætterede ikke kunne koncentrere sig.

Det fik jeg venligt men bestemt stoppet.

Hardwareleverancen: Casebilleder for Comm2ig

For en af mine kunder, it-virksomheden Comm2ig i Kokkedal, skulle jeg lave billeder til en kundecase.

Comm2ig leverer blandt andet it-løsninger til større virksomheder og kommuner, herunder københavns kommune.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune skulle indføre en ny, mobil omsorgsjournal, som krævede en omfattende omstrukturering, både af medarbejdernes arbejdsrutiner og af netværket på forvaltningens 140 lokationer.

Hertil skulle Comm2ig levere 3.500 Samsung tablets.

Jeg skulle så ud til deres Center for Innovation og Digitalisering på Sjællandsgade og fotografere dels nogle brugere og så de to, der havde stået for ordren og implementeringen.

Med mig havde jeg en medarbejder fra Comm2ig, der havde styr på hvem vi skulle fotografere og hvordan.

Jeg havde på forhånd fået et udkast til et layout.

Der skulle bruges tre færdige billeder.

Først fotograferede jeg Jack, der havde bestilt it-løsningen.

Ejendommen de har til huse i har en for den tids byggeri typisk terazzoopgang.

Væggene var hvide og der var et godt lys derude.

Jeg bouncede en lampe op i loftet og ind i væggen på nogle af billederne.

Jeg fik Jack til, at ændre position ligesom jeg selv stod både på reposen under ham og over ham.

Efterfølgende skulle jeg fotografere en ergoterapeut hvis job er at være ude ved borgerne og vejlede dem her.

“Heldigvis” havde en af hendes kollegaer et aktuelt problem med sit ben og var udstyret med krykker.

Så hende fik vi til, at spille borger i en opstilling på en af gangene i huset.

Til sidst skulle jeg fotografere Mette, der er digitaliseringschef.

Jeg tog nogle billeder af hende på hendes kontor og nede ved indgangen foran bygningen.

Vielsen: Bryllupsfotografering ved Nivå Kirke

I junis første weekend var jeg oppe i Nivå for, at fotografere en af mine gamle studiekammerater fra Journalisthøjskolen, blive gift.

Det vil sige: jeg fotograferede dem ikke da de blev gift, men først bagefter.

Vi havde aftalt, at jeg skulle tage nogle portrætter af dem efter vielsen, men jeg kunne jo ligeså godt skyde lidt billeder når de kom ud af kirken og gæsterne sagde til lykke og der blev kastet ris.

De skulle hentes i en Rolls Royce efter seancen og mens jeg står og smalltalker med chaufføren kan jeg høre, at vielsen er overstået.

Så jeg står klar i det dørene går op og Karsten og Grethe kommer ud sammen med deres to sønner.

Det er lidt sjovt, at skulle mødes på den her måde når man ikke har set hinanden i nogle år.

Der gik en rum tid, mens gæsterne strømmede ud og jeg knipsede løs.

Nivø kirke ligger med skov på den ene side og marker på den anden.

Så jeg havde på forhånd udset mig hvor vi skulle tage portrætter.

Heldigvis var der et tyndt skydække, som gjorde at solen ikke var helt skarp.

Mens vi fotograferede ændrede det sig en smule, så jeg tog også nogle af billederne i skyggen af træerne.

Ministeren og formanden: Redaktionelle billeder til Landbrugsavisen og Ritzau Foto.

Landbrugsavisen skulle bruge nogle billeder fra et møde mellem beskæftigelsesminister Troels Lund Pouls og formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

Mødet handlede om en fornyet og øget indsats mod arbejdsulykker i landbruget, der sidste år kostede 11 personer livet.

Det er et stykke tid siden sidste opgave af denne slags for mig, som jeg ellers har lavet en del af.

Men jeg havde en god idé om hvordan billederne skulle tages.

Der var lagt op til nogle opstillede billeder af de to sammen, men når vi ikke, som det ellers var planlagt, havde et landbrug som location, synes det ikke oplagt.

Derfor blev hovedparten af billederne klassiske billeder af to personer, der taler sammen.

Jeg sluttede dog af med et opstillet billede på kontoret af de to sammen.

Tømrerne: Presseportrætter for HSR Tømrer & Partner.

Fra tid til anden tager jeg billeder for tømrerfirmaet HSR Tømrer & Partner i Rødovre.

Firmaet er startet for lidt over 10 år siden af de to tømrere Henrik og Ian.

Det er gået rigtigt godt for dem og de er nu et godt stykke over 50 medarbejdere i firmaet.

Når man gør sig bemærket i branchen, hvilket de gør, kommer man også i aviserne.

Derfor havde Henrik bedt mig om, at tage nogle portrætter af ham og Ian, som de kunne bruge som blandt andet handouts til pressen.

Derfor havde jeg sammen med deres kommunikationsmedarbejder aftalt, at fotografere dem i deres værksted.

Til den slags portrætter på location holder jeg det simpelt.

En lampe, som jeg så skyder enten direkte uden paraply eller softboks eller bouncer op i loftet eller ind i en væg.

Så med nystøjne skjorter tog de to indehavere opstilling i værkstedet hvor jeg bad dem om.

Vi fik taget en del forskellige billeder og endte ude foran firmaet ved den 2Cv, som de har investeret i og har fået malet i firmaets farver.

Her var det en fordel for mig, at jeg havde min Profotolampe med, da jeg skulle eksponere i skyggen, så den delvis blå himmel også blev korrekt eksponeret.

Jeg leverede alle billederne i farve og sort/hvid.

 

Forfatteren: Portrætbilleder taget for Kristeligt Dagblad og Ritzau Foto.

For et par uger siden mødtes jeg med en journalist fra Kristeligt dagblad og den norske forfatter Vigdis Hjort.

Jeg skulle tage billeder af hende til en artikel til avisen.

Artiklen handlede til dels om hendes seneste bog “Arv og miljø” der blandt andet foregår på Christianshavn hvor Vigdis også selv boede i en periode i 80erne.

Derfor mødtes vi på Christianshavns Torv og gik en tur rundt i bydelen.

Når man skal tage billeder af forfattere er det ofte svært, at portrættere dem i forhold til deres bøger.

Så lidt hjælp var der at hente i det vi som sagt bevægede os rundt på Christianshavn.

Vejret var blæsende med sol og spredte skyer, så lyset skiftede en del.

Jeg lavede et enkelt billede på en af broerne over kanalen i modlys, men tog ellers resten af billederne i skyggen hvor det er nemmere at få lavet noget pænt.

Efter en halv times tid hvor vi blandt andet havde været ved Eiffel Bar i Wildersgade og i en nærliggende baggård hvor Vigdis boede i en af ejendommene lod jeg journalisten og forfatteren fortsætte samtalen alene.

Jeg kørte på kontoret og lavede billeder.

Karrierekick: Portrætfotografering for Dansk Musikerforbund

I går var jeg sammen med to kollegaer inde i Dansk Musiker Forbunds afdeling på Sankt Hans Torv og fotografere.

To gange årligt tilbyder forbundet dets medlemmer karriererådgivning, møder med grafikere og så fotografering.

På sådan en dag ligger programmet helt klart: En times makeup og en times fotografering.

Hver fotograf har otte sessions hvor der skal fotograferes alt fra en enkelt kunstner til grupper med 4-5 medlemmer.

En fotograf holder til på 1. sal og benytter denne, samt udenfor til fotografering og to fotografer holder til på 3. sal og benytter studiet, der dels består af papirbaggrunde i den ene ende af lokalet og dels af sort molton i den anden ende af lokalet.

I lokalet, der er godt 40 kvadratmeter opholder sig udover de to fotografer, to stylister, samt kunstnere, der bliver fotograferet, sminket eller venter på, at blive fotograferet.

Nogle kunstnere har en helt klar idé om hvilke billeder, der skal tages og andre har en svag idé og dem taler vi så sammen med og kigger på billedeksempler med.

Det er en travl, men sjov dag og for nogle ender det op med et par billeder, mens andre kan få op til cirka 15 billeder.

Det er ofte hvis de er taget i studiet med samme baggrund og samme belysning, at det kan lade sig gøre.

Igen er der andre, der vil udenfor og fotograferes og her når vi ikke altid en masse.

Gårsdagens vejr var skyfrit og med blå himmel.

Heldigvis ligger lokalet vi fotograferer i mod nord, så vi får ikke sol ind før sidst på dagen.

Det indirekte sollys, der kommer ind i lokalet bliver reflekteret af de hvide facader på ejendommene på den anden side af torvet, hvilket er perfekt til fotografering uden lamper.

Min første session var med en kvindelig violinist og bratschist, som kun blev fotograferet i studiet både med og uden lamper.

Efterfølgende var det en cellist og en fløjtespiller, der fik taget billeder med lamper i studiet.

En mandlig guitarist fulgte efter og blev også fotograferet med lamper i studiet.

Han ville gerne have nogle billeder hvor han spillede og hvor hovedet på guitaren var uskarpt.

Faktisk et slags koncertbillede.

Ved et tilfælde gik kun den ene lampe af, hvilket betød at han blev fotograferet lidt i modlys, men det var faktisk lige netop det, der blev det gode billede i den serie.

Den næste jeg fotograferede var en kvindelig kirkesanger og projektleder, der ikke havde nogen idé til billeder, men sammen fandt vi hurtigt et udtryk i nogle billeder taget, hvor hun sad omvendt på en stol.

Det blev også til et par portrætter op ad en skallet væg nede i porten med en reflektor og diffust sollys som belysning.

Efter frokost var det en kvindelig klassisk kvartet, der skulle fotograferes med en genganger blandt dem jeg tidligere havde fotograferet.

De havde fundet en location lige på den anden side af torvet ved Verdenskulturcentret.

Jeg hankede op i min Profotolampe og vi gik over til Nørre Allé.

Her var der en trætrappe, som nu heldigvis lå i skygge, hvorved jeg lettere kunne styre lyset med lampen.

Vi lavede nogle forskellige opstillinger både siddende og stående.

Da jeg havde lavet billederne færdige var det rapperen Justin Swayzys tur.

Han ville gerne have lavet nogle billeder i studiet og ude på gaden hvor man kunne se det var København.

Vi tog nogle forskellige poses i studiet og gik efterfølgende ud i Sankt Hans Gade og skød nogle billeder på en strappesten med grafitti på en dør.

Vi sluttede af i gården blandt mælkekasser og skraldecontainere.

Endnu en en klassisk musiker skulle have taget billeder.

Denne gang en cellist der ville have billeder i studiet og på gaden (en rå baggrund)

I studiet skulle jeg blandt andet skyde nogle detaljer, som fokuserede på instrumentet og ikke musikeren.

Midt i eftermiddagsmyldretiden gik vi på gaden og skød nogle billeder af den spillende cellist, hvilket fik mange til, at stoppe op.

Slutteligt skød jeg en kvindelig singersongwriter/performer, der poserede sammen med et miniatureflygel.

En hel masse billeder taget med nogenlunde samme lyssætning, hvilket gjorde efterbehandlingen forholdsvis nem.

Da jeg havde pakket sammen og spist aftensmad kørte jeg hjem.

 

 

Medarbejderfotografering: Nye profilbilleder og gruppebillede taget for HSR Tømrer & Partner

For to uger siden var jeg ude hos HSR Tømrer & Partner på Islevdalvej i Rødovre for, at tage personaleportrætter og et gruppebillede af alle medarbejdere i virksomheden.

Det har jeg gjort løbende gennem de sidste par år.

Nu var tiden kommet for, at få taget en stribe helt nye.

Der var dels et ønske om fornyelse af billederne, dels var den valgte location til de gamle billeder blevet noget omstændelig, at fotografere på.

Det skyldes, at fotograferingen foregik midt i kontoret hvor der skulle flyttes rundt på medarbejdere, papirstakke, kontorsager og en enkelt skærmvæg.

Således havde man valgt, at bruge firmaets mødelokale, som location for de nye medarbejderportrætter.

Her kan man stå uforstyrret og det store tunge mødebord midt i lokalet flytter man ikke bare rundt på.

Og netop mødebordet blev udvalgt til, at være stedet hvor den fotograferede medarbejder skulle sidde.

I baggrunden hænger nogle smalle sort/hvide billeder, der ikke skal flyttes på og med en stor blænde og lille dybdeskarphed, blev det en perfekt baggrund.

Da jeg havde lavet profilbilleder af små tyve medarbejdere, der skulle have lavet det, var det tid til, at samle alle medarbejderne til et gruppebillede.

Sidste år havde vi lavet en opstilling ude i gården med bygningen i baggrunden, hvilket også var planen i år.

Men vejret ville det anderledes – det stod ned i stænger og blæste.

Så efter, at have ryddet nogle vinduer og noget træ væk og stillet borde/bænkesæt op i værkstedet kunne billedet skydes her.

Jeg måtte åbne rulleporten og stå udenfor og jeg var således den eneste person, der blev våd under den fotosession:)

Byggemarkedet: Kampagneportrætter for Silvan.

I sidste måned fik jeg en opgave for Silvan.

De skulle bruge nogle portrætter af nogle medarbejdere til deres kampagnemateriale.

Fotograferingen skulle foregå i Silvan på Gl. Køge Landevej i Valby.

De ville gerne have lidt forskelligt, at vælge imellem, så vi aftalte, at der blev skudt noget i helfigur og halvfigur i forskellige positioner.

Portrætterne skulle afleveres fritlagte og jeg havde aftalt med varehuschefen, at vi kunne skyde dem i deres kantine.

Her var der dels højt til loftet, rimelig plads og hvide vægge.

Det er ikke helt ligemeget hvilken farve rummet har selvom billederne skal fritlægges da en farvet væg eller gulv kan opspejles på motivet og give et farvestik.

Hvilket, uden sammenligning i øvrigt, er et problem i mange sportshaller når man skyder f.eks håndbold.

Gulvene har mange gange en kraftig farve, hvilket ofte kan ses på spillerne.

Nå, men det var ikke sport jeg skulle fotografere, men ganske stillestående byggemarkedsansatte.

Efter at have skubbet lidt borde rundt og fået sat lamper op, tre styk, samt sat kameraet på stativ, var jeg klar til, at fotografere.

Jeg havde fået en liste med de medarbejdere, der skulle fotograferes og varehuschefen fik dem hidkaldt, så det hele foregik rimeligt gnidningsløst.

Medarbejderne var nemme at arbejde med, hvilket er en fordel, så man ikke skal rette på positur og overtale dem til i det hele taget, at blive fotograferet.

Derhjemme retoucherede jeg alle billederne, som så blev sendt smartclipper.dk, som gjorde et godt job til en god pris.

De leverede alle billederne i psd, hvilket gjorde, at de hver især fyldte cirka 150 mb, men det var helt fint i forhold til kunden, da der skal laves rollups og busreklamer.

Tegneren: Portrætfotos taget for Dansk Journalistforbund

Et par dage før jul sidste år var jeg på besøg hos den tidligere Politikentegner Jørn Villumsen i hans hjem i Gevninge ved Roskilde.

Billederne skulle bruges af Dansk Journalistforbund.

Huset Jørn bor i har han selv tegnet og bygget.

Det ligner mest af alt et hus, som man ser dem på landet i Sverige.

Det stikker lidt ud fra mængden af gule murstenshuse i det villakvarter det ligger i.

Indenfor er der hyggeligt og Jørns lange karriere indenfor det illustrative præger huset, hvilket især gør sig gældende for hans arbejdsværelse i stuen ud mod haven i den ene ende af huset.

Der er loft til kip og fra en hems kan man kigge ned på hans store tegnebord, hvilket jeg også udnyttede til min fotografering.

Vi fik kaffe og fik talt en hel del om det, at være freelancer, som Jørn er blevet efter mange års fastansættelse på Rådhuspladsen.

Det er altid hyggeligt, at kunne føre en faglig og interesant samtale med den man skal portrættere, noget jeg ofte tager mig tid til, hvis begge parters kalender tillader det.

Voxpop: Redaktionelle billeder for BILD.

Det er ikke så ofte, at jeg laver reaktionelle billeder mere.

Det er overvejende erhvervskunder jeg betjener, men tidligere lavede jeg stort sikkert ikke andet.

Når vi taler redaktionelle billeder taler vi også voxpop eller enquete, som det bliver kaldt på de finere aviser.

Det er simpelthen når man som fotograf og/eller journalist stopper forbipasserende på gaden for, at stille dem et eller flere spørgsmål og samtidig tage et billede til avisen.

Jeg var belvet kontaktet af et pressebureau i Tyskland, der bad mig om, at lave en voxpop om EU blandt danskere på gaden i København for avisen BILD.

Kravet var, at alle billeder skulle tages på det samme sted og med et kendt københavnsk vartegn i baggrunden.

At det blev Christiansborg var faktisk lidt af et tilfælde, men det kom sig af at jeg havde et møde i Strædet og så kunne jeg lige gå ned på Højbro Plads og tage billederne.

PS: For dem af mine kollegaer, fotografer såvel som journalister, der læser dette indlæg: Han sad tilfældigvis ved rytterstatuen på Højbro Plads:)

Udlejningsfirmaet: Reportage- og portrætbilleder for Ajos.

Forleden dag var jeg på rundtur på fem byggepladser i storkøbenhavn sammen med en kommunikationsmedarbejder fra Ajos, der udlejer materiel til byggeindustrien.

De ville gerne have billeder af noget af alt det materiel de lejer ud.

Det drejer sig blandt andet om kraner, belysning, hejse og byggestrøm.

Vi mødtes klokken 9.00 på en byggeplads ude ved DTU.

Her fotograferede jeg dels installationen af noget byggestrøm dels en medarbejder der klatrede op i en af de på pladsen opstillede lysmaster, som Ajos også udlejer.

Næste stop på turen var den store byggeplads ved Herlev Hospital, som jeg af og til kører forbi på vej hjem fra arbejde.

Her skulle jeg fotografere nogle af de mange byggekraner på pladsen og jeg havde allerede udset mig et af de store jordbjerge ved Hjortespringvej som udgangspunkt for fotograferingen.

Da vi var ankommet til pladsen mødte vi en af Ajos’ medarbejdere, der skulle til, at montere noget strøm i en af de førnævnte kraner.

Så var der lige pludselig mulighed for, at få noget reportage ind over.

Da vi var færdige i Herlev, kørte vi til Royal Arena.

Her var mandskabet i færd med, at montere en af de store kraner, så det blev også til nogle gode reportagebilleder.

På Rigshospitalet skulle jeg dels fotografere nogle hejse og nogle pavilloner og skurvogne og dels tage portrætter af direktøren i Ajos, Ole Wamsler.

Til portrætbillederne havde jeg medbragt en Profotolampe, så jeg kunne få lagt noget ordentligt lys.

Sidste stop på ruten var Jagtvej og NBB (Niels Bohr Bygningen) hvor jeg igen skulle fotografere hejser og pavilloner.

 

 

Indtryk fra Cuba: DJ:F masterclass i Havana med Christopher Morris.

Jeg har lige været en uge i det mærkeligste land jeg har besøgt indtil videre.

Som en del af en gruppe DJ- og PF fotografer har jeg deltaget i en workshop med VII fotografen Christopher Morris i Havana.

Jeg havde ret travlt i ugen op til afrejsen og havde derfor ikke researchet ret grundigt på landet inden jeg tog afsted.

Vidste stort set kun, at hovedstaden hedder Havana, at de laver rom og cigarer og at vi som turister skulle betale med CUC – Cuban Convertible Pesos og at vi skulle tage euro med til, at veksle med.

Men, at mange cubanere offentligt (overfor os i hvert tilfælde) ville sige, at de ikke kan lide styret kom som en overraskelse.

Der udover kan det undre en, at der er nogle, der har råd til biler, mobiltelefoner og flashy tøj, når cubanerne får alt mellem 10 og 25 dollar af styret om måneden og at meget af maden er rationeret, så de for eksempel kun får 10 æg, lidt olie, ris og et halvt kilo kylling om måneden.

Jeg har talt med flere, der har været der ovre før mig og jeg var blevet advaret om, at det var et dyrt land, at opholde sig i.

CUCen har næsten samme værdi som en euro hvor imod den almindelige peso, som cubanerne bruger ligger omkring de 25 øre.

Således kan en turist komme til, at betale 2,50 CUC for en øl – hvad den almindelige cubaner betaler ved jeg ikke, men det er nok det samme beløb bare i pesos, så det vil sige 63 øre!

Nå, men hvor om alting er, er det også et spændende land, at rejse i.

De store majestætiske huse i Havana, hvor de fleste godt kunne trænge til en kærlig hånd, især i old Havana, de mange amerikanske biler, der alle er fra før 1958 og næsten uden undtagelse kører med anden motor end den oprindelige V8er.

De mange gamle biler og busser i øvrigt gør, at man konstant går som i en tåge når man bevæger sig rundt i gaderne.

Partikelfiltre og katalysatorer er vist ikke noget de kender på disse kanter.

Den første dag var vi nogle stykker, der tog en taxa fra hotellet og ind til byen – en tur på cirka fem kilometer langs Malecón, byens strandpromenade (der er faktisk ikke en strand inde i Havana!?) og ind til centrum.

Herfra gik vi efter en frokost på et pænere sted på opdagelse i byens smalle gader.

Det var søndag og de fleste cubanere sad og stod nedenfor deres huse.

Som mange andre steder man skal fotografere, skal man lige i gang og finde ud af hvordan man begår sig over for de lokale.

Rigtigt mange cubanere vil gerne posere og stille sig an, så det gælder om, at tage billeder når de ikke ser det.

De er venlige, så det er ikke noget problem, at gøre det på denne måde.

Nogle vil også have penge for, at blive fotograferet, men så kan man jo bare gå videre til den næste – der er trods alt omkring 2 millioner indbyggere i hovedstaden.

Der er meget lidt kriminalitet i landet, men hvorfor ved jeg ikke præcist.

Mange sagde, at det var fordi de alle var i samme båd, hvad angik penge (dog havde nogle tilsyneladende mere end andre) og, at de holdt sig fra turister, for det er os der giver dem penge i lommen.

Da vi nåede tilbage til hotellet havde vi gået 18 kilometer.

Når man er sammen med kollegaer på sådan en workshop er det spændende at se hvad andre billedmæssigt får ud af, at bevæge sig rundt de samme steder.

Vi fik lejlighed til, at se hinandens billeder når der var fælles gennemgang sammen med Chris et par gange i løbet af ugen.

Vi mødtes også med ham på tomandshånd for, at få lidt sparring til hvad vi hver især gik og arbejdede med.

Man bliver meget hurtigt visuelt mæt af at gå rundt i Havana så sammen med et par andre af deltagerne lejede jeg en bil for, at være mere mobil og komme lidt væk fra Havana.

Det var en kinesisk Geely, der på ydersiden så nogenlunde pæn ud, men indvendig var den noget slidt trods sine kun 58000 km på tælleren.

Undervognen sang, som bremserne, på sidste vers, så det var spændende, at navigere rundt på Havanas og østcubas veje.

Som meget andet på øen er også vejene noget slidte.

Godt nok har de to-tresporede motorveje, men de er mange steder støbt i beton og med store huller.

Det er ikke uanmindeligt, at man kører i yderbanen og overhaler indenom.

Det handler simpelhen om, at det inderste spor er det med flest huller.

Færdslen på motorvejene er også et kapitel for sig.

Her er der både fodgængere, cyklister, hestevogne, traktorer, biler, lastbiler og en enkelt gang imellem løse køer eller heste.

Vi var to gange i byen Vinales, der ligger små 200 kilometer øst for Havana og er hjemsted for en stor del af landets tobaksplantager.

Køreturene i dagslys der ud var ikke så problematiske, men det var hjemturene, der for halvdelens vedkommende foregik i mørke der imod.

Det skal siges, at der er meget mørkt langs motorvejene, da der ikke ligger bebyggelse langs disse.

Lygtepæle er der få af og trafikanter uden lys er der masser af.

Så det gælder om, som tidligere nævnt, at holde sig i yderbanen, tilpasse farten og så holde øje med uoplyste fodgængere, cyklister, hestevogne, traktorer, biler og løse dyr.

Vi var meget tæt på, at køre ind i en bil, der holdt på tværs i det yderste spor.

Chaufføren havde tilsyneladende tænkt sig, at krydse rabatten for, at komme over på en sidevej på den modsatte side!

Det var med nød og næppe, at de hvinende bremser fik os til, at stoppe med kun 3-4 meter til siden af bilen.

Føreren stak hovedet ud af døren og lignede mest af alt en, der undrede sig over hvorfor vi dog holdt der og så trillede han stille og roligt over modsatgående spor, mens vi andre lige skulle have pulsen lidt ned, inden vi fortsatte.

Lidt senere så vi en bil, der havde påkørt en ko og aftenen før var en bil rullet rundt på taget.

Så den lidt lave motorvejshastighed på 100 km/t kommer man sjældent op på når solen er gået ned.

Vinales er et utroligt flot område, der er meget frodigt og med bugtende bakker og dale og små bjerge mod nord.

Der er en del turister i byen, som syner mere velholdt end Havana med de samme klare lyseblå og -røde facader på husene.

Her er det ikke uanmindeligt, at se en rytter med cowboyhat til hest i hovedgaden.

For, at komme lidt længere ud i området end man kan med bil, blev vi selv ryttere til hest for nogle timer og kunne betragte sukkerrør, tobaks- og kaffeplantager højt fra hest.

Alt i alt er mit indtryk af Cuba ret godt omend, som nævnt i indledningen, det er et meget mærkeligt land at rejse i.

Jeg bliver simpelthen nødt til, at lære noget spansk, læse op på landet, tale med andre, der har rejst her og så engang vende tilbage til varmen igen.

 

Direktøren: Portrætter for Tobaksproducenterne

For nogen tid siden fik jeg en henvendelse fra en af mine gamle studiekammerater fra tiden på Danmarks Journalisthøjskole (ja det hed det dengang)

Det var Maria Krüger Torp, der senere i september officielt skulle tiltræde som direktør i Tobaksproducenterne.

Hun havde i den forbindelse brug for nogle portrætter og dem skulle jeg stå for.

Tobaksproducenterne holder til inde på Rådhuspladsen og da jeg skulle have en lampe med, var jeg nødt til, at tage bilen.

Heldigvis kan man parkere lige i nærheden i kælderen under Industriens Hus.

Vi begyndte vores fotosession på en terrasse ud mod Vesterbrogade.

Der var overvejende blå himmel med drivende skyer, så lyset kørte lidt op og ned.

Da vi havde fået taget billeder her gik vi ned i et mødelokale, hvor det var lidt nemmere, at styre lyset.

Musikerne: Portrætfotografering for Dansk Musiker Forbund.

Onsdag var jeg igen blevet bedt om, at fotografere musikere for Dansk Musiker Forbunds københavns afdeling på Sankt Hans Torv.

Afdelingen tilbyder dens medlemmer et Karrierekick hvor de blandt andet kan få taget deres portræt af professionelle fotografer, hvor jeg var den ene af de tre.

I et improviseret studie på 3. sal, med baggrundsruller i den ene ende og sort molton i den anden ende huserede vi sammen med makeupartisterne, der havde de portrætterede i deres kyndige hænder inden de blev overladt til os fotografer.

I løbet af dagen, havde vi hver især otte artister, enkeltportrætter eller gruppeportrætter, i søgeren.

Det er alle genrer, der er repræsenteret fra klassisk over rytmisk, over sangere til dirigenter.

Modsat dagen i efteråret, hvor jeg mest fotograferede i studiet og lidt nede i gården og porten, var jeg denne dag både et smut på Nørrebro Teater og fotografere en musiker bag et flygel og ude i sidegader og ved Sankt Johannes Kirke på Blegdamsvej og fotografere en cellist og en klarinetspiller.

En travl men fed dag, som sluttede med Rocklett, en duo i den mere showprægede genre.

Cateringfirmaet: Mad- og personalebilleder for Ryde Gastronomi.

Lige ned ad Strandboulevarden, halvanden kilometer fra min hoveddør, ligger Ryde Gastronomi.

For en måneds tid siden var jeg nede hos Torben og Mette, der driver firmaet og skyde billeder til deres hjemmeside og brochurer.

Jeg skulle dels skyde nogle madbilleder og dels personalebilleder.

Jeg havde taget min gamle 300 watts lampe med, da det er den eneste jeg har en softboks til. En softboks egner sig efter min mening bedst til madfotografering.

Jeg har lavet en del madbilleder gennem tiden og stået i mange restaurantkøkkener og balanceret tallerkener, fade og madretter på gulve og borde.

Da jeg ankom fik jeg hurtigt sat gearet op.

Softboxen på modsatte side af det rustfrie bord, som efter lidt prøveskydning, viste sig at være det perfekte underlag, frem for en hvid dug, som jeg mange gange har brugt.

Torben stod for, at lave retterne klar og jeg rettede lidt til.

Et folieaskebæger eller en omvendt tallerken ind under fadet eller skærebrættet for, at få en god vinkel.

En enkelt opspejling med hvidt, som jeg måtte holde mens jeg skød, da der ikke var plads til et stativ mellem mig og bordet.

Nogle af billederne skød jeg stående, forsigtigt og roligt, på to mælkekasser, så jeg også kunne komme i højden.

Da jeg efter et par timer var færdig med, at fotografere maden, skulle jeg lave nogle personalebilleder.

Som så mange andre køkkener var der også her hvide fliser fra gulv til loft.

Ikke ret godt som baggrund til portrætter.

Der er simpelthen for meget reflektion og genskin i overfladen, hvilket gør det meget svært at arbejde med.

Et hurtigt blik ud i gården sammen med Torben afgjorde sagen.

På midten var gården delt op af en lang række garager, hvis træporte kunne trænge til en ny omgang maling.

Perfekt baggrund med de rå og afskallede brædder og så softboksen som den eneste lyskilde kombineret med dagslys gjorde det helt godt.

Hørecentret: Reklamefotografering for Audiovox Aps.

I begyndelsen af måneden var jeg i Ordrup for, at tage billeder i en af Audiovox’ butikker.

Jeg var blevet bedt om, at lave et par billeder til en brochure.

Jeg skulle dels lave et gruppebillede af medarbejdere fra nogle af butikkerne i kæden, der var kommet til Ordrup for, at stille op til foto og dels lave et billeder, der skulle illustrere kontakt mellem kunde og medarbejder.

Det var let overskyet og solen lavede et dejligt blødt lys, som jeg lige kunne bløde lidt op med min kameraflash.

Selvom det var koldt, bad jeg medarbejderne om, at lade overtøjet blive liggende indenfor, så vi ikke fik et billede af mennesker formummet i vintertøj.

Så det blev til nogle ture indenfor i butikken for, at få varmen for mine modeller, mens jeg stillede op til et nyt skud.

Efterfølgende tog jeg nogle billeder af en kunde/medarbejdersituation dels i butikslokalet og dels i et lokale inde bag i butikken.

Ambassadøren: Portrætter for Dansk Journalistforbund.

Dansk Journalistforbund har udnævnt en række medarbejdere i film- og tv-branchen, til DJ ambassadører. Ambassadørerne skal hjælpe de ansatte, der i netop denne del af mediebranchen, ofte er ansat på løse vilkår og vikariater hvis de oplever problemer med arbejdsforhold, kontrakter med mere.

En af disse ambassadører er Camilla Metelmann, der er tilrettelægger i Bull House Media i Nordhavnen, som jeg havde fået til opgave, at fotografere.

Jeg skulle dels tage nogle portrætter og dels nogle situationer, der kunne illustrere en samtale med en medarbejder.

Jeg lavede nogle portrætter inde i de højloftede lokaler i det gamle pakhus og så nogle udenfor på svalegangen på sydsiden af bygningen.

De lette skyer gav et diffust sollys og jeg brugte min flash til, at bløde lidt op med.

Efterfølgende lavede jeg en interviewsituation inde i et mødelokale med Camilla og en af hendes kollegaer.

http://journalistforbundet.dk/Nyheder/2016/Marts/DJs-ojne-og-orer-i-TV-branchen/

 

Keramikeren: Reportagebilleder taget for Gitte Jungersen