All posts in Sport

Brøndby-FC Nordsjælland: Fodboldbilleder for Frontzonesport/Getty Images.

I søndags var jeg igen (som for 2 måneder siden) på Brøndby stadion og fotografere fodbold.

Denne gang skulle de spille mod FC Nordsjælland.

Begge hold er kunder hos Getty, så jeg skulle have begge hold i angrebet.

Kort før kampen blev det annonceret, at Thomas Kahlenberg indstillede sin karriere efter dagens kamp, så ham skulle jeg have en del billeder af.

Modsat kampen i marts, hvor det sneede i slutningen af anden halvleg, var det i søndags 24-25 grader, solskin og trykkende.

Heldigvis kunne jeg sidde i skyggen det meste af kampen.

Desværre betyder solskin på dette tidspunkt af dagen, at halvdelen af banen ligger i skygge og den anden i høj sol, hvilket kan give nogle udfordringer i forhold til eksponeringen af billederne.

Men det gik.

I første halvleg sad jeg dels ved sidelinjen og dels på baglinjen.

Her rykkede jeg ned, da reservespillerne begyndte deres opvarmning og løb frem og tilbage og blændede mit udsyn til banen.

I anden halvleg rykkede jeg tættere på bænken, hvilket betød at jeg kun skulle slås med linjevogteren.

Heldigvis skete det meste i denne halvleg også i den ende af banen jeg sad på, så jeg sad godt til målene og de mange forsøg, der var mod Brøndby.

Efter kampen skulle Brøndby dels have sølvmedaljer og dels sige farvel til nogle spillere udover Kahlenberg.

Så der var en del foto efter slutfløjtet.

Håndbold i Frederiksberghallerne: Sportsbilleder for Ritzau Foto

Onsdag aften skulle jeg til kvartfinalen mellem København Håndbold og SV KFUM i kvindernes håndboldliga.

Det var også min første opgave for Ritzau Foto, ikke at det var meget anderledes end dengang det hed Polfoto.

Det eneste, der rigtigt er ændret er navnet og telefonnummeret, ftpadressen og fotokredits er det samme.

Der var heller ikke meget forandret i opvisningshallen på Jens Jessensvej.

Jeg ankom et kvarter inden kampstart.

Jeg skulle kun dække første halvleg, så jeg behøvede ikke, at stille computeren op inden.

Der var forøvrigt ikke noget bord opstillet til formålet, så det var ligesom ligemeget.

Jeg havde taget to kameraer med: min 1D med 70-200 mm og min 5D med 300 mm.

Ligesom i fodbold er det først lige inden kampstart man ved hvem der angriber hvorhenne.

Jeg skulle fokusere på Silkeborg-Voel og skulle således have dem i angreb.

Jeg satte mig på baglinjen fjernest fra indgangen, hvor jeg altid sidder.

Til alt held var det den rigtige placering for de orangeklædte jyder løb i min retning.

Lige op til kampstart eskalerede tilskuernes råben og skrigen og slåen på trommer.

Jeg havde helt glemt hvor meget larm, der er i sådan en håndboldhal.

Heldigvis havde jeg en pakke ørepropper liggende i fototasken.

Selvom det er nogle år siden, jeg sidst sad her på gulvet i hallen og fotograferede håndbold kom jeg alligevel hurtigt ind i rytmen.

Ikke at billederne var super allesammen, men de holdt sgu meget godt.

Da første halvleg blev fløjtet af gik jeg direkte ud og satte mig i min bil og lavede billeder og sendte dem ind til redaktionen mens jeg kørte hjem.

Mediecup 2017: Billeder taget for Dansk Journalistforbund

Lørdag den 18. marts blev den årlige fodboldturnering, arrangeret af Dansk Journalistforbund, Mediecup afholdt i Nørrebrohallen.

Jeg skulle ud og dække arrangementet for forbundet.

Da tidsplanen var skredet lidt og programmet var afviklet hurtigere end forventet var jeg derude lidt over middag.

Mediecup er indefodbold hvor forskellige medier stiller hold.

Der var således hold fra blandt andet Ekstra Bladet, TV2, B.T., Viasat, TV3 osv.

Da jeg ankom var man lige gået i gang med kvartfinalerne.

En af hovedopgaverne udover, at tage nogle billeder af kampene, var at tage holdbilleder.

Mellem to roll-ups opstillet til lejligheden i forhallen blev de respektive hold stillet op og foreviget.

De fleste var glade, men trætte og enkelte hold var ret sure over, at være slået ud af turneringen så tidligt.

Men sådan er det.

Da turneringen var slut og en vinder fundet: TV2 Sport, som vandt over Ritzau, skulle der også tages billeder af præmieoverrækkelsen og vinderholdbilleder.

 

Brøndby-Lyngby: Fodboldbilleder for Frontzonesport/Gettyimages

Søndag eftermiddag var jeg en tur på Brøndby Stadion for, at fotografere Brøndby mod Lyngby i superligaen.

Da kampene i den sidste spillerunde inden slutspillet alle blev spillet klokken 17.00 havde Lars fra Frontzonesport ikke mulighed for, at være på vestegnen, da han selv skulle dække FC Midtjylland-FC Nordsjælland i Herning.

Kampen i Brøndby var forøvrigt rundens eneste kamp på Sjælland.

Det er efterhånden nogle år siden jeg sidst var på Brøndby Stadion, men det lignede sig selv.

Presseindgangen var blevet flyttet, men presserummet og kollegaerne til kampen var de samme som altid.

Jeg ankom en lille times tid i forvejen da jeg inden kampen skulle uploade et billede til Getty, så Lars kunne se, at der var hul igennem og at IPTC var udfyldt korrekt.

Da det var til Getty skulle alle captions være på engelsk.

Jeg havde forudfyldt generelle info om kampen og Lars havde været så flink, at lægge lister med spillertrupperne til mig på mail.

Efter lidt mail frem og tilbage lykkedes det mig, at oprette codereplacements i Photomechanic så jeg blot skulle trykke f.eks $b1$ når jeg skulle have Frederik Rønnows navn ind i caption i stedet for, at skulle finde navnet på en liste og skrive det hele.

Det er altså en fordel, især for sådan en som mig, der ikke har været i felten i flere år.

Jeg kender nogle få spillere, men resten er ukendte for mig.

Nå, men jeg sonderede banen inden kampen og kiggede mod himlen.

De havde lovet regn og slud, så jeg havde taget regnovertræk til mine kameraer med.

Inden kampen ville Brøndbys fans lave en såkaldt tifo og den skulle jeg have billeder af.

Ligeledes skulle jeg under kampen sørge for billeder af de mange fans og stemingen på stadion generelt.

Jeg tog også et par billeder af spillerne da de kom ud fra spillertunellen, hvilket jeg sjældent gør.

Jeg skulle fokusere på Brøndby og i første halvleg skulle de angribe ned mod Sydsiden, hvor de mest dedikerede fans sidder.

Til at begynde med satte jeg mig på sidelinien halvvejs mellem midterlinjen og baglinjen.

Herfra kunne jeg fotografere de to trænere give dessiner til spillerne og samtidig have udeholdets målmand, Jesper Hansen, med ansigtet i mod mig.

Den eneste ulempe ved, at sidde på sidelinjen er, at linjedommeren løber lige netop her, så engang imellem spærrer han for udsynet.

Halvvejs inde i halvlegen begyndte et par spillere, at varme op og de løb sammen med linjedommeren mellem mig og banen og derved blev mit udsyn for begrænset.

Så jeg flyttede ned til de andre fotografer på baglinjen.

Der var godt med action i første halvleg, masser af brændte chancer for hjemmeholdet og desværre en scoring fra udeholdet, som så foregik i den anden ende af banen.

I pausen nåede jeg, at aflevere 5-6 billeder og komme ned på banen inden, der var fløjtet op til anden halvleg.

Fansene på sydsiden brændte en masse fyrværkeri af, hvilket gjorde, at store dele af banen var indhyllet i røg.

Det var der gode billeder i.

Jeg begyndte anden halvleg på den her uforstyrrede sidelinje, men da regnen tog til og gik over i slud, satte jeg mig ned på baglinjen hvor der var lidt mere læ.

I anden halvleg var der masser af action i denne ende af banen med tre mål af Wilczek og et enkelt mål til udeholdet i modsatte ende.

Da kampen blev fløjtet af tog jeg nogle billeder af de jublende Brøndbyspillere, der løb op mod sydsiden og de glade fans.

Oppe i presserummet blev der arbejdet intensivt og jeg fik afleveret en stor stak billeder inden jeg kørte hjem.

Alle mine billeder hos Getty kan ses her.

Gentofte Stars vs Herning Blue Fox: Ishockeybilleder for Polfoto

Spillerne i den danske Ishockeyliga, Metalligaen, spiller i modsætning til fodboldspillerne i Superligaen, kampe uden pauser i sæsonen og således også i ugen op til jul og ugen mellem jul og nytår.

I går skulle jeg for første gang i mange år til Gentofte Skøjtehal og fotografere.

Sidst jeg var her, var da min ældste datter løb på kunstskøjter og vi var til en træning i hallen.

I modsætning til sidste uges kamp i Rungsted, hvor Herning også var på besøg, fik jeg sørget for, at få holdopstillingerne på print inden kampen, så jeg havde en chance for, at få sat nogle navne på spillerne.

Jeg skulle kunne dække første periode, så jeg gik direkte ned og stillede mig i området mellem spillerboksene og kunne tage plads bag den for mig noget høje bande da hjemmeholdets spillere var gledet på isen til den obligatoriske præsentation med navneopråb, musik og discolys.

Jeg vil stadig ikke påstå, at jeg er særligt øvet i at fotografere denne sportsgren, men sidste uges kamp havde trods alt varmet mig lidt op,

Som sidst havde jeg to kameraer med og skiftede hvert femte minut mellem min 70-200mm og min 300 mm.

Jeg går ganske simpelt glip af for mange billeder ved kun, at bruge min 300 mm, som jeg har på en monopod, da jeg ikke ved den høje bande kunne læne mig så langt ud og fange kampene i hjørnerne på min side af banen.

Udeholdet scorede efter blot 1 minut og 50 sekunder og igen efter knap 7 minutter og hjemmeholdet fik reduceret i 11 minut, så der var masser af action.

Da der blev fløjtet til pause kørte jeg hjem og fik lavet billeder og afleveret dem.

Rungsted Ishockey vs Herning Blue Fox: Sportsbilleder for Polfoto.

Tirsdag aften var jeg i Hørsholm Skøjtehal eller rettere: Saxo Bank Arena, som den hedder nu.

Sidste gang jeg var her for seks!! år siden, hed den Hørsholm Skøjtehal og holdet hed Rungsted Cobras

Nu hedder de Rungsted Ishockey, spille i nye dragter, men indvendig lignede hallen sig selv – jeg følte mig i hvert tilfælde hjemme.

Man skulle stadig op ad en lille hønsestige til speakerboksen, hvor jeg kunne sætte min computer op.

Jeg havde min 300 mm på min 1D mk III og 70-200 mm på min 5D mk III og gik ned i den lille boks mellem spillerboksene.

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle i gang inden jeg rigtig havde styr på det.

Skød det meste med min 300 mm, som jeg plejede i gamle dage, men det blev dog også til noget med 70-200.

Jeg missede selvfølgelig periodens ene mål, men det var faktisk en dommer, der gik imellem mig og målet.

Jeg gik op og valgte billeder ud efter første periode og sendte 13 billeder afsted.

 

 

 

 

En søndag i fodboldens tegn: Sportsfoto for Jyllands-Posten/Polfoto

 

I går var jeg for første gang i lang blevet bedt om, at fotografere fodbold og så hele to kampe på en dag eller rettere en halvleg af to kampe.

Første kamp var i Sundby Idrætspark hvor FC Amager tog imod Nykøbing FC.

Udeholdet var grunden til, at jeg skulle fotografere kampen, da Lolland Falsters Folketidende gennem Polfoto havde bedt om billeder.

Sidst jeg var på disse kanter var til en pokalkamp så vidt jeg husker.

Jeg ankom 15-20 minutter før kampstart.

Jeg havde taget min rygsæk med ind, så jeg ikke skulle have udstyr liggende i bilen.

Mens holdene løb på banen gjorde jeg mit grej klar: 1D med 300 mm og 5D med 70-200.

Da dommerne havde kastet mønten og holdene havde valgt side, gik jeg mod den baglinie hvor udeholdet var i angreb.

Det er oftets min taktik, at fotografere udeholdet i angreb fra baglinien og så et stykke op ad sidelinien.

Taktikken holdt ikke, da de to mål, der blev scoret i første halvleg var til hjemmeholdet, så det blev nogle ra distancen.

Jeg havde kun tid til, at blive til pausen, da jeg efterfølgende skulle fotografere Roskilde mod Silkeborg.

Havde regnet med, at kunne sætte mig med computeren i presserummet inden kampstart, men Roskilde kommunes skiltning ved vejarbejde er ikke den bedste.

Søndre Ringvej var lukket i min kørselsretning, lige ved Maglegårdsvej og der var ikke nogen pil til omkørsel.

Jeg kørte op ad Maglegårdsvej og tog en højre hvilket førte mig og fire-fem andre bilister i samme fælde: et parcelhuskvarter uden adgang til Roskilde Vest/Syd på grund af Ringstedvej og jernbanen!?

Jeg endte med, at køre op til dyrskuepladsen og på motorvejen der og så hen til frakørslen ved Ringstedvej.

Det var vist nærmeste omvej, men mit sidste besøg i Roskilde, hvor jeg skulle fotografere på gymnasiet var også nært i at jeg kom for sent på grund af afspærrede veje, så jeg turde ikke køre mod centrum!

Nå, men jeg kom 10 minutter i kampstart og kunne så efter møntkastet sætte mig i solen på baglinien hvor udeholdet var i angreb.

Heldigvis scorede de en enkelt gang på et hjørnespark, men det blev alligevel til to billeder fra distancen da Roskilde nettede to gange i modsatte ende i første halvleg.

I pausen gik jeg op i presserummet og begyndte at tygge mig igennem billederne fra de to kampe.

Da kampen var forbi, Roskilde tabte 2-3, var jeg ved at være færdig og pakkede sammmen og kørte mod byen igen (uden at fare vild! Og det gik op for mig, at den afspærrede del af Søndre Ringvej kun udgør cirka 150 meter!)

Århus-København 2015: Sportsbilleder taget for CatchUphoto.com

Lørdag den 12. september tilbragte jeg på Storebæltsbroen, eller rettere lige der hvor den bliver landfast med Sjælland, der hvor rumleriller giver en monoton brummen, når bilerne passerer.

Så jeg stod faktisk på Sjælland og ikke på selve broen.

Jeg skulle som en del af CatchUphoto.com hold af fotografer fotografere de 5550 deltagere i motionscykelløbet Århus-København 2015.

Opgaven lød: tag billeder af så mange deltagere som muligt, når de passerer.

Jeg havde diskuteret lidt med de andre fotografer og især min kollega, der stod oppe på selve broen, mellem pylonerne, hvordan det skulle gøres.

De proffe cykelfotografer sagde: 24-70 mm, blænde 11 og minimum 1/1000, så bliver det skarpt.

Ok.

Hvad gør man så når man ikke har en 24-70er mere?

Man låner en.

Løsningen for mig blev, at sætte min 5Der på stativ med 24-70eren ovenpå autoværnet, en PocketWizard ovenpå med forbindelse til indgangen til trådudløseren.

Selv stod jeg med min 1D med en 300 mm på monopod, med en PocketWizard på.

Derved udløstes 5Deren når jeg trykkede på udløseren på 1Deren.

Jeg valgte så i løbet af de næsten fem timer, jeg stod der, at slå senderen til og fra, alt efter om, der var ryttere inden for framingen på 5Deren.

Da jeg stod med 300 mm var der et stykke op til rytterne, når jeg framede dem tæt, til de nåede ned til mig og det fjernudløste kamera.

Problemet for min kollega på højbroen og jeg, var det at broen åbnede for rytterne klokken 16 og lukkede klokken 20.

På denne tid af året, står solen lavt og mere eller mindre hele tiden mod os.

Derved var der en udfordring med modlyset.

Det blev så noget med, at overbelyse en blænde på 300 mm og en til to på 24-70eren.

Jeg fandt ud af, at de 24 mm på et fullframekamera, dækker et ret stort udsnit af vejbanerne og da rytterne for de flestes vedkommende, ikke kørte i nødsporet, men i inderbanen, var der alligevel fem-seks meter ud til de tætteste.

Så jeg var inde og skyde på både 35 og 50 mm i løbet af dagen.

Jeg var så heldig, at stå sammen med en flagpost, som havde til opgave, at holde styr på sådan nogle som mig, og være klar hvis nogle styrtede, eller der kom udrykningskøretøjer i yderbanen.

Men, det betød samtidig, at jeg fra tid til anden, kunne stå på midterstriberne og skyde med min 300 mm, hvilket gjorde, at jeg kunne undgå det værste modlys, som både kom direkte fra solen og som opspejling fra vejbanen.

Da klokken var omkring 19, gik solen heldigvis ned i en sæk (skyer) og det værste modlys forsvandt mere eller mindre.

Omkring en time senere tog cyklisternes og bilisternes forlygter over, hvilket betød, at det var for mørkt til at fotografere og ikke mindst fokusere.

Jeg endte med isoindstillingerne 6400 på 300 mm og kunne holde en lukkertid omkring de 80 og 12400 på 24-70eren og en lukkertid omkring 125, hvilket for begges vedkommende var for langsomt.

Så inden mørket helt tog over pakkede jeg mine grejer ned, gik ned ad skrænten til parkeringspladsen og kørte mod København.

Alt imens fortsatte cyklisterne deres tur i mørket på broen og landevejene.

Vel hjemme igen, satte jeg Transmit i gang med, at uploade de godt 9500 billeder jeg havde taget til CatchUphoto.coms ftp.

www.catchuphoto.com

Copenhell 2015: Wrestling i Biergarten.

Kampen for oprykning: Fodbold i 1. division, sportsbilleder for Jyllands-Posten/Polfoto.

 

 

Torsdag aften sad jeg klar på Roskilde Idrætspark for, at følge opgøret mellem hjemmeholdet FC Roskilde og gæsterne fra AGF.

Jyllands-Posten ville naturligt nok have, at jeg fokuserede på udeholdet og jeg måtte lige afvente lodtrækningen om hvem, der angreb hvilken vej, inden jeg kunne sætte mig i den solrige ende af banen med den nedgående sol i ryggen.

Jeg havde garderet mig i tilfælde af regn: overtrækkende til kamera og objektiver, lå i lommerne og ved siden af mig var en paraply klar.

Sidst jeg fotograferede AGF, var da de spillede mod HB Køge i Herfølge.

En kamp der først begyndte 20.30 og derfor foregik udelukkende oplyst af lysmasternes kolde lys.

Her i Roskilde fik jeg fuldt udbytte af solen da kampstart var klokken 19.00.

I pausen fik jeg sendt et billede af scoringen til 1-0, et underligt hovedstødsmål, hvor Roskildes målmand ikke nåede højt nok op til AGFs Johan Lædre Bjørdal, der fra en skæv vinkel fik headed bolden over stregen.

Ud over det fik jeg sendt yderligere 5 billeder, så der var noget til nettet med det samme.

Anden halvleg var ikke særlig spændende på trods af, at Kim Aabech, også på hovedstød, scorede til 2-0.

Et mål jeg desværre missede, da jeg sad helt forkert placeret da bolden blev skudt ind over.

Men alt i alt gik det ok og lyset i skyggen af tribunen blev aldrig lavere end, at jeg kunne klare en lukkertid på mellem 1/500 og 1/1000 på iso 800.

Jeg fik pakket sammen og først da jeg satte nøglen i tændingslåsen kom regnen og jeg kunne sidde i tørvejr og glæde mig over, at det ikke skete to timer tidligere.

Kold aften på stadion: Sportsfotos til Jyllands-Posten/Polfoto.

 

 

Torsdag aften skulle HB Køge møde AGF i 1. division i fodbold.

Kampen skulle først begynde 20.30, så jeg kunne nå aftensmaden hjemme inden turen gik sydpå.

Det er nogle år siden jeg har været på Herfølge Stadion, der lignede sig selv.

Jeg var der en halv times tid før kampstart (altid rart at kunne sætte grej op uden stress)

Til forskel fra tidligere kunne vi fotografer ikke sidde øverst på endetribunen og arbejde på vores computere i varmen i selskab med en kop kaffe.

Vi, en kollega fra Sjællandske, og jeg blev henvist til pressepladserne på langsiden, ved siden af udeholdets fans.

Det er vel ok, at vi ikke kan sidde inde, men de borde, der er her på stadion er ikke vandrette, men i en vinkel på 45 grader og vel mest beregnet som aflægningsplads til divers mapper og blokke.

Så det var en noget akavet arbejdsstilling med Mac, kortlæsere osv, da jeg skulle aflevere billeder i pausen og efter kampen.

Selv om jeg ikke laver så meget fodbold mere, fik jeg da, synes jeg selv, nogle ok billeder i kassen.

Heldigvis blev der scoret tre mål i kampen, som AGF vandt 2-1, så der var en del action.

Som så mange gange før får man ikke de fede målbilleder, når man ikke får skytten og målmanden i samme billede, hvilket jeg ikke gjorde, men heldigvis løb Mate Vadsatze lige ud til min side og jublede, hvilket gav et godt billede.

 

onClick="_gaq.push(['_trackEvent', 'kontakt', 'email', 'kontaktformular',, false]);"