Jeg er så gammel, at jeg kan huske da journalisten Hans Grønfeldt kommenterede sport i tv.
Det var i monopolets dage i 70erne, hvor brillerne var så store som vinduesruder og flipperne på skjorterne så lange som en velvoksen hånd.
Senere blev han producer og stod bag en del fodboldkampe og meget andet i sportens verden.
Sammen med en journalist var jeg på besøg hos Hans i huset i Farum for, at snakke om gamle dage.
Det var desværre et afteninterview, så der var intet dagslys at drage nytte af.
Journalisten og Hans sad i dagligstuen.
En enkelt lampe stod placeret skråt bag ham og der udover var en enkelt lampe tændt over spisebordet et stykke væk, samt en lampe på journalisten og min side af sofabordet.
Jeg satte min speedlite op på kaminhylden og bouncede den op i det mørke træloft og skød det bedste jeg havde lærte.
Gardinerne bag ham tog heldigvis de fleste refleksioner fra flashen og standerlampen bag ham og varmfiltret på flashen havde heldigvis nogenlunde samme farve.
Et stykke inde i interviewet holdt vi en pause og jeg tog et par tætte portrætter i lyset af standerlampen og reflektoren jeg fik Hans til, at holde under sit ansigt.
Jeg tog også det jeg kalder et pligtbillede: hovedpersonen foran alle akkrediteringskortene, der hang på deres snore i det lille kontor ved entréen.
Jeg pakkede sammen og sagde tak for i dag og kørte hjem i snevejret.
