Kan du stå på ski og fotografere samtidig?
Sådan stod der i mailen fra journalist Klaus Hybler, som jeg modtog i december 2023.
Klaus skulle producere et rejseprogram fra Grindelwald i Schweiz og spurgte om jeg kunne hjælpe med opgaven.
Jeg sagde nervøst ja (har stået på ski siden 93 og været uddannet fotojournalist siden 2006) men har egentlig ikke filmet andet på ski end det jeg har optaget når vi har været nordpå med familien.
Nå, men i begyndelsen af januar 2024 var vi så fem dage i Grindelwald.
Jeg har aldrig været på ski sydpå, vi har altid stået på ski i Norge og Sverige, så det var lidt af en oplevelse.
Turistkontoret havde lavet et (stramt) program for os fra mandag til fredag og linet op med cases og lokationer vi skulle filme.
Efter ankomsten til Grindelwald mandag eftermiddag, med fly til Zürich og tog videre til Grindelwald, hentede vi vores ski i udlejningen lige ved siden af hotellet for, at være klar klokken 8.00 næste morgen.
Vi mødtes med kommunikationskonsulenten fra Grindelwald Tourismus, samt to bjergguider, der skulle være vores cases tirsdag morgen og formiddag.
Vejret lovede ikke godt på vej op i gondolen, men da vi stod ud i 2.500 meters højde klarede det op og var højt solskin hele dagen med let frost.
Jeg havde købt en DJI gimbal til at bruge under turen, men det viste sig hurtigt, at for den uøvede er det svært (og faktisk unødvendigt) at bruge en gimbal mens man løber på ski.
Jeg brugte hele ugen min nyindkøbte Sirui monopod til alt skiløb og det meste andet.
Enkelte gange vraltede jeg rundt i skistøvler og forsøgte at lave glidende optagelser med gimbalen (uden den store succés)
Klaus, som er meget velbevandret i skiløb sydpå og kender de fleste områder godt, instruerede både cases og undertegnede, så vi fik de bedste billeder i kassen.
De to bjergguider var gode til ikke, at løbe alt for hurtigt når jeg skulle løbe med og gode til, at løbe i de rigtige retninger i forhold til ønsket framing og billeder.
Vi ville gerne have noget offpiste med de to guider.
Det skulle filmes både fra jorden og fra luften.
Så jeg stillede mig på en transportløjpe midt på bakken, så jeg havde dem løbende imod mig og væk fra mig.
Begge dele filmede jeg med drone og mit kamera (ikke på en gang!)
Frokosten skulle indtages på Anjas Skibar hvor vi også skulle interviewe Bruno Hauswirth, der er direktør for Grindelwald skiområdet.
Jeg fik også tid til, at lave nogle droneoptagelser af bjergene omkring skibaren.
Det gjaldt om at få noget materiale i kassen, så der var nok til, at klippe de 20 minutter vi skulle producere.
Så gør det bestemt ikke noget at omgivelserne er flotte med bjerge som Eiger, Mönch og Jungfrau.
Efter frokosten og interviewet tog vi med de to bjergguider ned ad bjerget og gjorde holdt på en café på bakken og til sidst Bus Stop Bar, som ligger helt nede ved vejen.
Vi fik en øl og jeg filmede noget stemning inden vi tog skibussen hjem til hotellet.
Vi spiste på hotellet og så dagens materiale igennem og talte om hvad vi manglede eller kunne have gjort anderledes.
Onsdag morgen mødtes vi med kommunikationskonsulenten og tre skilærere, som skulle tages os med rundt i området, så vi kunne få nogle optagelser med fart over feltet.
Klaus havde medbragt et gopro, som vi også brugte på den ene bjergguide dagen før, som en af skilærerne fik på.
Det giver nogle fede actionklip og var ret nemt at grade så det lignede materialet optaget med min Fuji XT-4 og X100V.
I dag skulle jeg også flyve med drone og her gik det for alvor op for mig hvor meget flyvning i højde påvirker en drones flyveevner.
Hjemme havde jeg tænkt i batteritid, på grund af kulden, men ikke skænket det en tanke at den tynde luft i 2.500 til 3.000 meters højde ikke giver dronen en fantastisk bæreevne.
Jeg havde placeret mig et stykke nede på bakken hvor de tre skilærere skulle komme forbi og som i går kunne jeg filme op ad bakken og ned ad bakken, så jeg samlet set fik en god rækkevidde fra et standpunkt og dermed mere materiale.
Jeg havde placeret min udfoldelige landingpad på løjpen og lagt mine ski nedenfor, for at holde på den.
Men det resulterede i, at dronen, inden den lettede, gled let og elegant baglæns (grundet den ringe bæreevne i den tynde luft) og smadrede to propeller mod mine ski!
Heldigvis havde jeg ekstra propeller med til min DJI mini 2 og efter fem minutter var jeg flyveklar igen.
Denne gang fik jeg placeret landingpaden mere vandret og lettede uden skader.
Vi fik også filmet hop og offpiste og sluttede af med et trick hvor en af skilærerne bremsede op og lavede en snesky, som han så kørte igennem.
Klippet på den rigtige måde, så det ret godt ud.
Næste case på programmet var snowboarderen Gian Simmen, der vandt OL guld i halfpipe i Nagano i 98, og nu er snowparkmanager i Grindelwald.
Han skulle interviewes og så skulle han filmes mens han lavede sine trick.
Det fede ved denne case var, at Gian vidste præcis hvor jeg skulle placere mig med kameraet for, at frame hans hop perfekt.
Igen var det lidt svært med dronen og den tynde luft.
Det der også gør det svært er, at bedømme afstand når det hele er dækket af sne.
Nogle gange var jeg vist lige lovligt langt ude med dronen.
Efter videoseancen med Gian spiste vi frokost på Berggasthaus First.
Næste case var en kælketur med to personer fra turistkontoret og os selv.
Vi skulle køre på kælk, der ligner min barndoms trækælk, ned ad bjerget.
Det er ret vildt hvis man bare giver los, hvilket viste sig de første hundrede meter hvor undertegnede lavede et ret vildt styrt med kameraet højt hævet over hovedet.
Igen brugte vi både Fuji og et gopro, hvilket gav en perfekt kombination af billeder i form af både action- og naturbilleder.
Inden vi tog tilbage til hotellet fik vi et par øl sammen med vores “kælkevenner” på Avocado Bar hvor man fra terrassen har udsigt til Eiger i baghaven, der blandt andet er omdrejningspunktet i Clint Eastwood-filmen “The Eiger Sanction” fra 1975.
Torsdag tog vi med morgenmadpakker fra hotellet i rygsækken, bussen til Grindelwald Terminal hvorfra vi sammen med medarbejdere på bjerget Männlichen tog gondolen op inden solopgang.
Vi skulle mødes med Kari Balmer, der er piste- og rescuemanager og sørger for preparering af løjperne.
Han viste os sin Pistenbully (prepareringsmaskine) og jeg kom med på en tur.
Vi nød også solopgangen fra bjergtoppen og fik billleder af solens opstigning over bjergene.
Efterfølgende spiste vi på Berghaus Männlichen og her vraltede jeg rundt i skistøvler og forsøgte at få nogle gode billeder med stabilizeren.
Om eftermiddagen skulle world cup styrtløbet Lauberhornrennen afvikles i Wengen.
Jeg har som barn altid set skiløb og drømt om at se det live.
Endelig var muligheden her, men desværre kunne vi ikke få tilladelse fra det internationale skiforbund FIS til, at filme selve løbet!?
Men bare det at være der var en oplevelse.
Som opvarmning til løbet kom Patrouille Suisse fra det schweiziske flyvevåben og lavede opvisning med deres jagerfly.
Det er ret imponerende at se dem flyve rundt i dalene, men fange det på video kunne jeg desværre ikke.
Klaus og jeg kørte ned ad bjerget for at komme til styrtløbsløjpen.
Som sagt er det et noget større skiområde end jeg er vant til det fra Norge og vi blev på et tidspunkt væk fra hinanden.
Jeg endte med, mirakuløst uden at styrte, at komme ned ad en stejl puklet løjpe med kamera i hånden og det hele.
Her mødte jeg Klaus og vi kørte sammen langs styrtløbsløjpen hvor skiløberne drønede forbi med over 100 kilometer i timen.
Vi kunne som sagt ikke filme selve løbet, så det blev til publikum langs løjpen.
Vi havde opgivet at komme ind til tribunerne ved målområdet, da vi troede at der var entré og at vi derfor ikke umiddelbart kunne komme ind.
Det viste sig, at vi bare kunne gå ind og her fik jeg nogle gode stemningsbilleder.
Efterfølgende henholdsvis gik og stod vi på ski ned til togstationen i Wengen, en tur på to til tre kilometer og fangede toget tilbage til Grindelwald.
Fredag morgen gik turen igen til Grindelwald Terminal.
Her skulle vi køre til Eigergletcher og derfra, sammen med en af vores “kælkevenner” tage toget op til Jungfraujoch, et museum og udsigtsplatform i 3.500 meters højde.
Inden vi tog fra Danmark, havde vi talt om muligheden for, at filme med drone heroppe.
Det var ikke en mulighed da det blæste ret kraftigt og jeg tænker også at det nok var godt set i lyset af erfaringerne med droneflyvning i højderne tidligere på ugen.
Vi fik den helt store rundvisning, hvilket for en stor del er ret turistet, med udstillinger og ismuseum.
Til gengæld er det ret fascinerende at stå på udsigtsplatformen og senere ude i sneen ved siden af og kigge ud over bjergene og glethceren i høj sol.
Det er ikke kun droner der har problemer med højder, det har undertegnede også.
Jeg kunne godt mærke højden og blev en anelse svimmel, men det gik og vi fik lavet vores optagelser.
Inden turen hjem til Danmark skulle vi nå at have nogle drone- og videooptagelser i kassen.
Klaus lavede nogle nedfarter med sit Gopro på hjelmen og jeg fik lavet droneoptagelser og generelle billeder af skiløbere.
Hjemme i Danmark ventede historieopbygning, redigering og grading inden vi havde et 20 minutter færdigt program.
Af forskellige årsager, som jeg ikke skal komme ind på her, endte vi med at måtte nedklippe programmet til 7 minutter, som blev sendt som reklame 10 gange på DK4 i januar i år.
You might also like
