All posts tagged Jyllands Posten

Vejmarkeringerne: Redaktionelle billeder for Jyllands Posten.

Tirsdag eftermiddag ringede de fra JPs fotodesk og spurgte om jeg kunne køre til Køge og fotografere Jesper Wraae-Bess, der er direktør i Eurostar Danmark A/S.

Han skulle fotograferes i forbindelse med en artikel omkring den sag, der nu i fire år har verseret i Sø- og handelsretten og som nu er afgjort til firmaets fordel.

Efter en time og et kvarters køkørsel i den storkøbenhavnske myldretid ankom jeg til firmaet hvor Jesper ventede på mig.

Journalisten havde forestillet sig, ligesom undertegnede, direktøren fotograferet sammen med nogle af de mange store maskiner, der anvendes når man laver vejstriber og -markeringer på gade og vej.

Vejret var mildest talt ikke med mig.

Kraftig vestenvind og regn og maskiner på ladet af presenningdækkede lastbiler.

Jeg havde taget min profotolampe med, så der var lidt lys at gøre med.

Vi begyndte i et mødelokale, hvor jeg fik taget nogle forskellige portrætter af “mand ved bord” og “mand foran logo”

Jeg tager dem altid og i mange tilfælde virker de faktisk ret godt i forhold til hurtig identifikation af den portrætterede.

Jeg var lidt rastløs ved udsigten til kun, at skulle fotografere inde på et kontor, så jeg spurgte om de ikke havde et lager eller noget andet fotogent.

Jesper trak i arbejdsjakken og vi gik over på lageret hvor de eneste maskiner var nogle ikke så store fejemaskiner, der dog var udstyret med diverse orange blink.

På hylderne var spande med materialer, poser med glaskugler (det reflekterende i vejstriber) og kasser med cykelsymboler og højresvingspile.

Vi begyndte ved maskinerne hvor jeg fik Jesper til, at posere på forskellige måder.

Udenfor lageret var en delvist overdækket hal med en stor port, fra gulv til loft.

Her lagde vi et cykelsymbol ud på asfalten og placerede det sådan, at det så ud som om at Jesper stod udenfor.

Jeg sluttede af med et tæt portræt.

Planen var at jeg ville sætte mig i bilen og redigere billederne, da der var deadline inden jeg kunne nå at komme hjem.

Da Jesper hørte det, tilbød han mig at sidde i mødelokalet og arbejde, da han selv havde noget han skulle færdiggøre inden han kørte.

Så jeg sad med lækker espresso på siden og redigerede og sendte billeder ind og kørte så hjem i ro og mag.

Hjemturen tog 37 minutter!

Tv-lægen: Portrætbilleder taget til MediaMovers og Jyllands Posten

En solrig lørdag for en måneds tid siden var jeg sammen med en journalist kørt til Bastrup Sø ved Lynge i Nordsjælland.

Her skulle vi mødes med Peter Qvortrup Geisling, som nok i de flestes øjne er kendt som tv-lægen og nu korrespondent, som det så fint hedder på DR, indenfor sundhed.

Hvad mange ikke ved er, at han har en stor passion for, at færdes i naturen og i særdeleshed at fiske, hvilket han gør når han har tid ved netop Bastrup Sø.

Vejret var godt og lunt med sol igennem de lette skyer.

Så det var helt perfekt til fotos.

Jeg havde taget en lampe med, så jeg kunne gøre det lidt lækkert og fra erfaring med en bryllupsfotografering lige netop her vidste jeg nogenlunde hvor langt vi skulle gå, så jeg ville godt tage lampe og batteri med.

Vi sonderede terrænet og ved selvsamme bådebro hvor jeg tog bryllupsportrætter i sin tid, satte Peter og journalisten sig og begyndte interviewet, mens jeg satte min lampe op og målte lys.

Jeg har ikke fisket siden jeg var ung og  jeg sammen med en kammerat sejlede ud i jolle syd for Århus og fangede torsk og fladfisk, men den her dag med Peter gjorde at man helt fik lyst til det igen.

På ingen tid havde han fanget tre-fire skaller ved hjælp af de medbragte dåsemajs, som jeg erindrer man også brugte i min barn- og ungdom udover sildefileterne.

Da de to have talt færdig lavede jeg nogle portrætter og lidt reportage (hvis man kan billeder af en stillesiddende mand, der kaster snøren ud) på broen og lidt portrætter inde på land.

Oppe ved bilen, der var pakket med fiskegrej, lavede jeg også et par portrætter mens Peter pakkede sammen.

Mindehøjtidelighed ved Krudttønden: Redaktionelle billeder for Jyllands Posten/Polfoto/Associated Press.

 

Ovenpå weekendens attentater ved Krudttønden på Østerbro, samt ved den Jødiske Synagoge i Krystalgade var der mandag aften indkaldt til mindehøjtidelighed førstnævnte sted.

Mindehøjtideligheden var annonceret på Facebook og i løbet af kort tid, var 19.000 personer interesserede i at deltage i begivenheden.

Det betød, at fra at afholde seancen umiddelbart foran Krudttønden, flyttede man scenen til bunden af Gunnar Nu Hansens Plads, der hvor den går over i P.H. Lings Allé.

Hermed kunne alle de fremmødte stå herfra og helt ned til Østerbrogade.

Man anslog efterfølgende, at der var mellem 30.000 og 40.000 fremmødte.

Det, at begivenheden tog den størrelse den tog, betød også, at fra at være en intim oplevelse (som jeg troede det ville blive) var det, bortset fra det alvorlige emne, som at være til en koncert.

Tv-stationerne havde sat lys, kraner og udendørs studier op og havde journalister til, at livereportere fra pladsen.

At kronprinsen havde meldt sin ankomst betød også at fotograferne fra de kulørte blade også havde fundet vej, hvilket til tider betød ekstra trængsel foran scenen.

Inden der kom talere på scenen, var samtlige fotografer oppe og tage billeder ud over menneskemængden, hvilket jeg også var, da der udtrykkeligt var bedt om dette fra APs side.

Det var lidt vildt at se det, der normalt er vej, parkeringspladser og torv, forvandlet til et menneskehav.

Da talerne begyndte blev vi af politiet gennet væk fra sceneforkanten og bedt om at stå på siderne af scenen.

Jeg stod desværre på siden væk fra alle politikerne, men da jeg havde fået lidt portrætter af dem, med fakler inden, betød det ikke så meget.

Undervejs skød jeg billeder af både talere og publikum.

Man kunne heldigvis stå på trinene på hegnet mellem publikum og scene og derved få et nogenlunde overblik over mængden.

Jeg havde planlagt, at sende billeder ind undervejs, men da hovedparten af mine kollegaer også gjorde dette, kunne jeg ikke få hul igennem på mobilen.

Så da der blev sagt ”tak for i aften”, skyndte jeg mig hjem og lave en ordentlig stak billeder og fik dem sendt ind, så de var online mellem 21.30 og 22.00.

onClick="_gaq.push(['_trackEvent', 'kontakt', 'email', 'kontaktformular',, false]);"