Det er ikke mange bryllupper jeg render til i disse dage, men et enkelt i ny og næ bliver det til og i går var jeg endda til konfirmation.
I begyndelsen af måneden skulle jeg fotografere Marianne og Thomas’ bryllup i Højdevangskirken på Amager.
De ville gerne have lidt billeder af begivenheden og havde således booket mig til, at fotografere vielsen og lidt portrætter efterfølgende.
Jeg ankom i alt for god tid, den eneste der var tilstede var en støvsugende kirketjener, gæsterne og gommen var ikke engang kommet, men heller for tidligt end for sent.
Det eneste jeg umiddelbart vidste i forhold til fotograferingen, udover det før nævnte, var: ingen blitz og så ville præsten ikke have mig rendende op på podiet ved alteret.
Det er rimeligt standard og jeg opfører mig altid pænt og laver ikke megen påstyr.
Kirken var indrettet så der langs væggene var gulvplads, så jeg kunne snige mig op mod alteret uden at forstyrre under selve vielsen.
Gæsterne og gommen ankom og jeg fotograferede dem, mens de hilste og talte sammen.
Langsomt kom der flere og flere til og de fandt på plads.
Jeg vidste, at parrets datter ville gå foran bruden og hendes far op gennem kirken, så jeg skulle være forberedt på at skyde billeder med fokus på både bruden og datteren.
Løsningen var min X100V og min XT-4 med en 50 mm.
Så sad jeg i siden af midtergangen på gulvet og skød og rejste mig og gik ind på en bænkerække og stod her og skød mens de passerede og kunne så gå ud bag dem og få den yderligere færd mod gommen og alteret.
Under vielsen tog jeg billeder både fra midtergangen og oppe på højre side af forreste bænkerække.
Ved udgangen skød jeg fra midtergangen med min 50-140 mm.
Der blev blæst sæbebobler i stedet for, at blive kastet med ris.
Det giver lidt anderledes billeder, men er også ret fotogent.
Efter at gæsterne så småt var ved at tage videre til hvor festen skulle holdes, skød jeg portrætter dels inde i kirken og dels på og ved en bænk udenfor.