Fredag var jeg for en gangs skyld i Jylland, nærmere bestemt Viborg, som jeg ikke, trods min opvækst ved Århus, ikke har besøgt siden jeg var barn og vi var med klokkeren oppe i domkirkens tårn og se på nærmeste hold hvordan han ringede med de massive kirkeklokker.
På Farvervej i et industrikvarter i byen har det lokale museum, i samarbejde med Forstadsmuseet i Hvidovre, i flere måneder arbejdet med at færdiggøre udstillingen “Familien Danmark på hjul – årets bil 1969-2019.
Jeg var blevet bestilt til, at dække fredagens åbning, med deltagelse af blandt andre HKH Prins Joachim, Ulrik Wilbek, Christian Grau og hvidovres borgmester Helle Adelsborg.
Jeg kom i god tid inden museets kommunikationsansvarlige Jeanette Bylov skulle vise pressen rundt og fortælle om hvad vi måtte og hvor vi kunne stå under prinsens ankomst, taler og rundvisning.
Det er nogle år siden, at jeg sidst lavede royalt stof, men husker tydeligt de forholdsregler der er, som har betydning for hvor vi må stå og gå.
Prinsen ankom standsmæssigt i en Ford Capri 3000 gt (Caprien med 1600 motor, blev årets bil i 1969) ført af ejeren af Quickpot, Martin Pedersen.
Bilen var rød med sort vinyltag og en smilende prins, der dog måtte tage til takke med passagersædet, steg ud og hilste på modtagelseskomitéen, mens jeg og mine kollegaer knipsede løs.
Efterfølgende var der taler, hvilket faktisk var ret underholdende, hvilket var godt, da vi i den gode halve time de varede, var bundet til vores klapstole, hvorfra vi måtte fotografere seancen.
Da prinsen havde klikket en udspændt sikkerhedssele op og åbnet udstillingen, var det tid til, at arbejde igen.
Mens han blev vist rundt og der blev tegnet og fortalt af arkivleder Dan Ersted Møller fulgte vi trop og holdt os på behørig afstand og fotograferede på livet løs.
Der var udstukket retningslinjer fra hoffet om hvad der ville være at fotomuligheder og vi kunne således ikke være med på hele rundturen.
Dog sørgede de garvede ugebladsjournalister og -fotografer for, at få spurgt til ekstra muligheder for interviews og fotos og vi fik linet prinsen op ved den første årets bil, Ford Caprien ved Shelltanken i udstillingen.
Da prinsen gik ud i det til lejligheden opstillede telt, gik jeg ind i personalerummet og lavede de første billeder og lagde på min Photoshelter, så museet kunne få de første billeder lagt på de sociale medier.
Der var en del gæster inviteret til åbningen af udstillingen og jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg både kunne nå at tage billeder af udstillingen og lave dem færdige inden jeg vendte snuden hjemad.
Men det gik fint.
Jeg havde taget et stativ med (mine mange lamper lod jeg ligge i bilen!) og tog således billeder i hallen med lukkertider på op til 8 sekunder og på blænder mellem 8 og 11.
Der var enkelte gæster, der kom med på nogle af billederne, men ellers gik det fint, at undgå for mange fremmede i billederne.
Jeg tog også interiørbilleder i Caprien (1969), Citroen GSen (1971), Alfa Roemeo Guilettaen (1978) og til sidst i Fiat Multiplaen (2000).
Jeg skal hilse og sige, at der altså ikke er ret meget plads på bagsædet af Forden og at en todørs coupe ikke er nem hverken at komme ind i eller ud af.
Alfaen var ret nem og selvfølgelig også Multiplaen.
Jeg lavede også nogle billeder af bygningen udefra.
Imens jeg lavede disse billeder færdige blev, der også indrettet og opsat salgs- og cafeborde (olietønder) ude i hallen, som jeg så også lige fik fotograferet inden jeg kørte mod djævleøen igen.