En kold weekendeftermiddag tidligere på året tog jeg cyklen 5-600 meter ned ad gaden til den nye metrostation ved Nordhavn.
Her, og på stationen Orientkaj, skulle jeg fotografere belysning i de gelændere, der er opsat ved nedgangen til stationerne.
Opgaven var bestilt af det nordjyske firma Elministeren, der har specialiseret sig i belysning sådanne steder.
Det var første opgave for firmaet og selvfølgelig havde vi gennemgået opgaven, men det resulterede i en stor stak endelige billeder.
Det var også første “skarpe” opgave med mit Fuji XT-4.
X100Ven havde jeg brugt på nogle opgaver, så jeg skulle lige skyde mig ind med to af objektiverne: Samyang 8 mm fiskeøje og min 50 mm 2.0.
Jeg havde taget stativ med, som jeg normalt har til den slags opgaver, men det blev slet ikke taget i brug.
Dels begyndte fotograferingen lige inden den blå time sænkede sig med sit blålige skær og dels var der bare en masse lys, at hente på stationerne.
Og så selvfølgelig det, at jeg har stabilisator i mine Fujihuse, gør at jeg nemt kunne holde billederne skarpe på helt ned til 1/30.
Det havde jeg ikke turdet med mit Canon.