For 14 dages tid siden var jeg hos Pfizer, der ligger stort set på den anden side af gaden fra El Fabrico, og fotografere deres kommende direktør Lars Møller.
Jeg havde et par dage forinden været på besøg for, at besigtige domicilet, så jeg kunne finde de gode steder at tage portrætter.
De eneste krav, der var fra kommunikationschefens side: vi skal have noget udenfor og nogle billeder med Pfizerlogoet eller -flaget på.
Ellers var der frit slag.
Bygningen er fra lidt efter årtusindeskiftet og bygget i brændte mursten, så der fremstår gråbrun og ret unik i forhold til mange af de tilsvarende bygninger i området, der enten er i røde mursten eller i grå betonelementer med blå vinduer og indgangspartier.
Lars havde sat en time af til seancen og vi begyndte udenfor ved logoet, der vender ud mod Ballerup Byvej og på dette tidspunkt om morgenen, den opgående sol, der tittede frem i disen.
Jeg havde min Profotolampe med og fik taget en række billeder ved logoet inden vi gik lidt længere hen langs facaden og skød en række billeder.
Modsat indgangen ligger en lille gårdhave, med små vandbassiner og fliser.
Her lavede jeg også et par opstillinger, hvor jeg dog var udfordret af de store vinduers refleksioner af lampens lys, som gav en ekstra time i Photoshop under redigeringen af billederne.
I det til bygningen tilhørende konferencecenter var der et mødelokale jeg havde udset som location for nogle stående portrætter ved de halvhøje borde i rummet.
Væggene her var også af nogle utraditionelle mursten og sammen med det indfaldende lys gennem de store vinduer, blødt op af flash og reflektor var det et ret godt lokale at fotografere i.
Vi sluttede af på den øverste af to indendørs gangbroer, hvor solen på nuværende tidspunkt, knap en time efter begyndelsen af sessionen, stod ind og oplyste det store lokale.