Torsdag aften skulle HB Køge møde AGF i 1. division i fodbold.
Kampen skulle først begynde 20.30, så jeg kunne nå aftensmaden hjemme inden turen gik sydpå.
Det er nogle år siden jeg har været på Herfølge Stadion, der lignede sig selv.
Jeg var der en halv times tid før kampstart (altid rart at kunne sætte grej op uden stress)
Til forskel fra tidligere kunne vi fotografer ikke sidde øverst på endetribunen og arbejde på vores computere i varmen i selskab med en kop kaffe.
Vi, en kollega fra Sjællandske, og jeg blev henvist til pressepladserne på langsiden, ved siden af udeholdets fans.
Det er vel ok, at vi ikke kan sidde inde, men de borde, der er her på stadion er ikke vandrette, men i en vinkel på 45 grader og vel mest beregnet som aflægningsplads til divers mapper og blokke.
Så det var en noget akavet arbejdsstilling med Mac, kortlæsere osv, da jeg skulle aflevere billeder i pausen og efter kampen.
Selv om jeg ikke laver så meget fodbold mere, fik jeg da, synes jeg selv, nogle ok billeder i kassen.
Heldigvis blev der scoret tre mål i kampen, som AGF vandt 2-1, så der var en del action.
Som så mange gange før får man ikke de fede målbilleder, når man ikke får skytten og målmanden i samme billede, hvilket jeg ikke gjorde, men heldigvis løb Mate Vadsatze lige ud til min side og jublede, hvilket gav et godt billede.