En måned før jul 2014 cyklede jeg fra kontoret på Vesterbro via Cykelslangen over Bryggebroen og over Fælleden i det tiltagende vintermørke for at ende ved DR Byen.
Her skulle jeg mødes med Louise Dreisig fra DR Sporten, der er en af værterne på programmet Liga.
Historien var ikke, som så mange gange før, bundet op på hovedpersonens tilknytning til mediets hjemby Vejle, Louise er fra Århus, men på sportsredaktørens fascination af sport og i særdeleshed, Ligastudiets udsmykning med utallige fodboldtrøjer.
Louise hentede mig nede i receptionen og vi kørte op i elevatoren op til studiet øverst oppe over det store newsroom.
Studiet var som radiostudier mange gange er: lille og mørkt, men i dette tilfælde var det dog en smule lysere grundet de mange spillertrøjer på væggene.
Da Louise var alene i studiet og ikke skulle lave udsendelse, var det begrænset med muligheder for foto.
Så jeg bad hende sidde og tale med mig ind i mikrofonen og lade som om hun var i færd med en udsendelse.
Efterfølgende tog jeg nogle portrætter af hende foran de mange spillertrøjer.
Jeg fandt også henholdsvis en Vejle og en Horsenstrøje, som jeg også tog nogle billeder af.