På valgaftenen tog jeg ind til Borgen ved 19-tiden, så har man lige tid til, at lande inden tingene rigtigt tager fart.
Jeg begyndte inde ved Dansk Folkeparti, som i år havde Snapstinget som festlokale.
Det var egentlig meningen, at jeg skulle sende trådløst direkte fra mit kamera med et Eye-Fi kort, men det kom aldrig rigtigt til, at virke (der er en del trådløse netværk i gang sådan en aften) så jeg satte min computer op på et bord i et hjørne hvor nogle kollegaer allerede havde slået sig ned.
Først kom Pia Kjærsgaard ind i lokalet, til stor jubel.
Jeg rundede lige de andre partier på Borgen inden jeg vendte tilbage til Snapstinget.
Lidt senere kom den nuværende formand Kristian Thulesen Dahl ind, til endnu mere jubel.
Jeg gik ud og forsøgte at fange lidt stemning fra de andre partiers fester og kendte politikere, der ankom til stedet.
Man kan have mange meninger om et så tvstyret valg: der er ikke plads til andre end DR og TV2, men de mange skærme placeret rundt omkring i partilokalerne og i gangene gør det nemt at følge med i hvem der kommer hvornår.
Det store spørgsmål for aftenen: hvem skal man fotografere, vinderen eller taberen?
Jeg gik med vinderen Lars Løkke Rasmussen, det blev en lang aften.
Først stod jeg med nogle kollegaer ude ved trappen op til Landstingssalen, hvor Venstre holdt til for, at få et billede her.
Men mulighederne var begrænsede, så jeg besluttede mig for, at gå ind i salen og se om jeg kunne komme tæt på her.
Tv- og pressefotografer stod og sad ved og på den lille scene i den ene side af salen.
Imens kunne vi på tv se Helle Thorning tage hjemmefra og køre herind for at holde tale i Fællessalen.
Så skiftede billedet til Lars Løkke og frue.
I en bil ikke langt herfra kørte de mod Borgen.
I mellemtiden var vi fotografer, journalister og partimedlemmer, blevet gennet til side og der var opsat bånd, så der var dannet en korridor, som de kunne ankomme i.
Da de ankom skød jeg alt hvad jeg kunne og straks Lars Løkke og følge havde passeret, knipsede jeg båndet foran mig og nærmest kastede mig op på ryggen af de foranstående og endte således i anden række for an scenen.
Næsten perfekt!
Bortset fra, at jeg ikke stod forrest, fik jeg nogle gode billeder fra den position jeg stod på.
Da jeg havde taget det jeg skulle, maste jeg mig ud til højre og ind i lokalet ved siden af og satte mig med min computer og lavede billeder.
Der efter gik det hjemad.
Troede at jeg kunne gå lige ud i en taxa udenfor, men den idé var der sjovt nok andre end mig, der havde fået.
Så jeg måtte traske helt til Østerport inden der kom en bil med et grønt lys i vinduet.