En fredag for nogle uger siden skulle jeg til Rødovre og fotografere alle nogleoghalvtreds ansatte i tømrer/snedkerfirmaet HSR Tømrer & Partner.
Sommeren var så småt begyndt men da jeg kørte vestpå hang der alligevel nogle tunge regnskyer og truede mit setup, som var et udendørs billede af alle medarbejderne.
Der kom sågar enkelte regndråber på forruden af Vectraen da jeg nærmede mig Jyllingevejafkørslen på Motorring 3.
Så det var med en vis nervøsitet, at jeg sammen med Henrik, der er den ene af partnerne i virksomheden fik aftalt hvor og hvordan setuppet helt præcist skulle være.
De tunge skyer fjernede sig dog mirakuløst da samfulde nogleoghalvtreds mænd og kvinder var placeret på tre borde/bænkesæt, som vi havde stillet op udenfor den gule murstensbygning.
Så med et let skydække med en blød sol, som naturlig lyskilde, samt min til lejligheden lånte Profoto 7b, som anden lyskilde blev det helt perfekt.
Jeg afleverede efterfølgende billederne i både sort/hvid og farve.