Som de fleste, der kender mig eller følger med her på bloggen, ved er jeg med i forretningssamarbejdet BNI, Business Network International.
Vi mødes ugentligt cirka 30 erhvervsdrivende fra forskellige brancher og hjælper hinanden med, at finde nye kunder, forretningspartner og hæve bundlinien i vores virksomheder.
Hvert år i februar afholdes INW, International Networking Week, i alle de cirka 70 lande, BNI har teams i.
I region hovedstaden afholdtes INW i Atlasbiograferne i Rødovre Centrum.
Det er mange år siden, jeg sidst var på disse kanter og biografen har jeg selvsagt aldrig været i.
Da jeg ankom lidt før 6.30 var der allerede mødt mange partnere op og snakken gik lystigt.
Jeg fik lagt min jakke og taske på en stolerække i en af salene, hvor vi senere alle godt hundrede medlemmer skulle samles.
Der var morgenmad og kaffe og jeg tog det med hen til et bord hvor der stod 4 BNIere jeg ikke kendte.
Det er det der er det gode ved de her store møder: her møder man altid nye og spændende mennesker.
Jeg gik lidt til og fra bordet, for jeg skulle også passe mit job: at fotografere.
Fotograferingen til et sådant møde er klassisk konferencefotografi: mennesker taler med hinanden, en taler på en scene eller en talerstol taler til forsamlingen.
Det er jeg ret godt hjemme i.
Jeg fotograferer mest med 70-200 mm til disse events, da mange stiller sig op og smiler og kigger i kameraet, så snart jeg kommer med min 35 mm og går tæt på.
Med zoomen kan man fotografere folk uden, at de bemærker det og dermed fange nogle mere naturlige situationer.
Efter morgenmad og mingling samledes vi i biografsalen, hvor BNIs direktør René Bruun bød velkommen.
Det er lidt op ad bakke, at fotografere konference i en biografsal: alle overflader er mørke og det giver ikke ret meget lys tilbage, at bounce sin flash op i.
Men det går hvis man skruer op for isoen og giver flashen et god skud power.
Efter velkomsten var der for BNI et ret udsædvanligt punkt: et foredrag.
Glenn Jacobsen fortalte om hvordan man styrker sit brand.
På de almindelige BNI møder, som vi holder ugentligt, er det kun partnerne i teamet, der holder oplæg.
Efter foredraget var der tid til et par hurtige one2ones (møder to partnere imellem)
Jeg fik ikke holdt nogle, da jeg skulle fotografere, dog fik jeg talt med flere andre medlemmer, så jeg fik talt lidt med nogle jeg ikke taler med så tit.
Vi sluttede af i salen, hvor der var de traditionelle prisoverrækkelser, hvor partnere på tværs af teams bliver hædret for deres bidrag til deres teams.
Da der blev sagt tak for i dag, satte jeg mig op i foyeren og talte med nogle flere BNIere mens jeg redigerede billeder og fik lavet et par indlæg til de sociale medier.