Torsdag aften sad jeg klar på Roskilde Idrætspark for, at følge opgøret mellem hjemmeholdet FC Roskilde og gæsterne fra AGF.
Jyllands-Posten ville naturligt nok have, at jeg fokuserede på udeholdet og jeg måtte lige afvente lodtrækningen om hvem, der angreb hvilken vej, inden jeg kunne sætte mig i den solrige ende af banen med den nedgående sol i ryggen.
Jeg havde garderet mig i tilfælde af regn: overtrækkende til kamera og objektiver, lå i lommerne og ved siden af mig var en paraply klar.
Sidst jeg fotograferede AGF, var da de spillede mod HB Køge i Herfølge.
En kamp der først begyndte 20.30 og derfor foregik udelukkende oplyst af lysmasternes kolde lys.
Her i Roskilde fik jeg fuldt udbytte af solen da kampstart var klokken 19.00.
I pausen fik jeg sendt et billede af scoringen til 1-0, et underligt hovedstødsmål, hvor Roskildes målmand ikke nåede højt nok op til AGFs Johan Lædre Bjørdal, der fra en skæv vinkel fik headed bolden over stregen.
Ud over det fik jeg sendt yderligere 5 billeder, så der var noget til nettet med det samme.
Anden halvleg var ikke særlig spændende på trods af, at Kim Aabech, også på hovedstød, scorede til 2-0.
Et mål jeg desværre missede, da jeg sad helt forkert placeret da bolden blev skudt ind over.
Men alt i alt gik det ok og lyset i skyggen af tribunen blev aldrig lavere end, at jeg kunne klare en lukkertid på mellem 1/500 og 1/1000 på iso 800.
Jeg fik pakket sammen og først da jeg satte nøglen i tændingslåsen kom regnen og jeg kunne sidde i tørvejr og glæde mig over, at det ikke skete to timer tidligere.