I sidste uge var jeg på besøg hos Executive Cognito, der er et netværk for topledere, på Gammel Carlsbergvej i Valby.
Her skulle jeg fotografere direktøren i Muskelsvindfonden Henrik Ib Jørgensen og de to ejere af Executive Cognito, Frank Ewert og John Rohde.
Billeder skulle tages i anledning at, at Muskelsvindfonden og netværket har indgået en samarbejdsaftale, der blandt andet indebærer, at Musholm (fondens konferencecenter i Korsør) bruges at Executive Cognito til netværksarrangementer med overnatning.
Fotoseancen begyndte i kontoret på 1. sal i den imposante bygning, der blandt andet også rummer Bryggeriforeningens kontorer, hvor der var helt sydlandsk stemning med altan og træer (dog uden blade) lige udenfor vinduet i den lavtstående vintersol.
Til at begynde med bad jeg de tre herrer om blot, at stå og tale sammen mens jeg tog nogle billeder.
Efterfølgende tog vi nogle opstillede portrætter nede i hallen hvor vi også havde opstillet en roll-op fra Executive Cognito.
Jeg ville egentlig have taget nogle billeder ude foran bygningen, men John mente at haven ville egne sig bedre.
Således blev det.