For femte gang skulle jeg som fotograf dække valget på Christiansborg.
Som de sidste par gange som freelancer uden nogen direkte aftagere af mine billeder.
Det giver mig den frihed, at jeg kan vælge præcis hvilke partier jeg vil følge, da jeg ikke er låst som mange af mine kollegaer der dækker et eller to partier, enten på Christiansborg eller ude i byen.
Jeg var sammen med et par freelancekollegaer og vi ankom ved 18.30-tiden og skulle lige bruge 10-15 minutter på sikkerhedskontrol og udlevering af akkrediteringen.
Der var allerede fuldt linet op med tv og andre fotografer til stede, men da valgstederne endnu ikke var lukket var der ikke den helt store stemning.
De fleste partisoldater var til stede i de respektiver partiers lokaler, men kun ganske få politikere var mødt frem.
Partilederne og næstformændende kommer altid som de sidste og det er i mange tilfælde dem vi som pressefotografer venter på.
Men der er også andet at fotografere, men man ender ofte med, at tage netop denne type fotos, undertegnede inklusive.
Siden jeg var til mit første eu-valg i 2004 og det følgende folketingsvalg i 2007 er der sket meget i forhold til hvorledes dækningen af valget foregår og hvilke friheder vi som pressefotografer har.
Tidligere var det mere frit hvor vi kunne bevæge os når partilederne ankom og skridtede op ad de store trapper i huset.
Så kunne vi stå for enden af trappen og fotografere dem og følge dem ind i deres respektive lokaler ved, at gå baglæns foran dem og fotografere.
Det kan man i mange tilfælde ikke mere, da vi dels skal slås med hinanden, tv-fotograferne, folketingsbetjentene og i nogle tilfælde PETs bodyguards.
Så ofte skal man vælge om man skal stå ude og tage imod eller vente inde i partiernes lokaler.
Det er ikke altid til helt, at regne ud hvor man skal stå og denne type fotografi handler om intuition og at tage et valg.
Nogle gange går det godt andre gange går det knap så godt og man kommer på mellemhånd og skal virkelig kæmpe for, at komme op til podiet og få billederne der.
Heldigvis er partisoldaterne og gæsterne i lokalerne ret gode til, at lade os fra pressen komme helt op foran, og ofte giver man plads til hinanden når man har fået sine skud i kassen.
Jeg fik det meste jeg ville, men da det tydede på et blåt flertal og da partilederne venter på hinanden, tog jeg chancen og gik op i landstingssalen hos venstre og ventede på Jakob Ellemans ankomst.
Det betød så, at jeg ikke fik nogle gode billeder af den endelige sejrherre, eller kvinde, Mette Frederiksen, holde sin tale til partiet, da der da jeg endelig kunne komme ned til fællessalen hvort socialdemokraterne holdt deres fest, var fuldstændig lukket af for adgang.
Jeg linede så op ude ved hovedindgangen med de andre af mine kollegaer, der heller ikke kom ind i fællessalen.
Det betød, at vi fik Søren Pape, der endda lige svarede på et par spørgsmål og så Mette Frederiksen, der var hurtigt videre.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen ville ikke tale med pressen, så han blev smuglet ind til partilederrunden af en anden indgang.
Øv!
Det var enden på en lang og intens aften med masser af aktion og masser af ventetid.
Mit hoved ramte puden klokken 4.00 efter en bid mad, redigering af to håndfulde billeder og et bad.