Den 27. august afholdt Glostrup kommune Glostrup Festival i anledning af byens 825 års jubilæum. Sammen med min kollega Alex skulle jeg videodokumentere hele dagen fra morgenmaden ved byens rådhus til festivalens afslutning klokken 22.00 på stadion.
Vores opgave var, at lave en lang film på 3-4 minutter, der skulle vise hele dagen med morgenmad, optog, tivoli, de frivillige, publikum og livemusik.
Ud over det skulle vi lave fire små film, på hver 45-60 sekunder, der skulle vise noget om det at samle byens borgere på dagen, frivilligheden, musikken og stemningen.
Heldigvis var den 27. august en ganske lun og solrig lørdag. I ugen op til havde det ellers været et noget blandet dansk sensommervejr, hvilket det blev igen om søndagen.
Jeg var udstyret med min 5D mk III på en alt for tung stabilizer af den type, der mest af alt minder om en monopod med to vægte i bunden.
Men når den blev for tung kunne jeg med fordel bruge den som monopod og lave helt rolige optagelser.
På toppen af kameraet sad min Zoom H4, som jeg brugte til lyd.
Alex rendte rundt med et mindre Sonykamera på stativ.
Jeg lavede mestendels optagelser med min 16-35 og han lavede så mange af de indklips- og nærbilleder vi også havde brug for.
Vi havde lagt en plan for hvad vi ville filme i løbet af dagen, men der kommer altid ændringer til.
Heldigvis havde vi en god kontakt i form af en pressemedarbejder fra kommunen, der holdt til i den samme skurvogn på pladsen, som vi også havde adgang til.
Med hende kunne vi sparre og vise de optagelser vi lavede i løbet af dagen, ligesom vi lavede et hurtigt sammenklip om eftermiddagen for, at kunne vise hvilke tanker vi gik med i forhold til klippestil, billedstil og tempo.
Der havde været en diskussion om hvilken form filmene skulle have.
Nogle havde ønsket noget “dokumentation, der viste hvad der foregik på dagen” hvilket vores pressekontakt havde tolket som noget langsomt og dokumentarisk, hvilket hun heldigvis ikke ønskede.
Vi havde nogle få interviewaftaler i løbet af dagen med kommunaldirektør Morten Winge og med Armin Dehestani, der havde stået for bookningen af musikken efter klokken andet og var med i ungdomsrådet i kommunen.
Vi fik begge til, at fortælle om deres betragtninger om dels det, at være frivillig og det arbejde og de tanker, der havde været for bookingen af musikken.
I løbet af dagen og aftenen lavede vi så billeder af det vi så og oplevede, inklusive Kronprinsesse Marys besøg på festivalen, som bragte mig tilbage til min tid som fotograf, hvor jeg lavede en del royalt stof (hvilket jeg ikke savner:))
Der var som sagt musik og der udover et tivoli, der gav noget ganske godt både visuelt og lydmæssigt til vores video.
Der udover var der diverse boder fra foreninger og virksomheder i kommunen og så en hel masse publikummer.
Alex klippede den lange film, mens jeg stod for klipningen af de fire små film, hvilket blev gjort ud fra den lange, hvor jeg så tilføjede eller fjernede elementer, som Alex så til sidst finpudsede og lavede lyd på.