Juli måned har indtil nu været tilbragt i Italien og for en del af turens vedkommende i Firenze.
Her skulle min hustru sammen med 21 andre brystkræftramte kvinder deltage i dragebådsregattaen IBCPC Firenze 2018.
Regattaen bliver afholdt hvert fjerde år og i år for første gang i Europa.
Jeg har tidligere fotograferet og dronefilmet kvinderne (se mere her og her) mens de har trænet i københavns havn.
Nu gjaldt det regattaen hvor i alt 140 hold med brystkræftramte kvinde fra hele verden deltog.
Jeg havde haft lidt besvær med, at komme igennem til italienerne og få en akkreditering til begivenheden.
Egentlig ville de have mig til, at betale 300 € for den da de mente, at jeg som familiemedlem skulle have en supporterbillet!
Det tænkte jeg var en del penge og havde så via deres hjemmeside forsøgt at komme i kontakt med dem uden held.
Her stod jeg så på dagen for ders første træning uden en akkreditering og dermed adgang til området.
Kvinderne havde fået deres deltagerbeviser udleveret nede i Firenze og efter en snak med holdlederen og fysioterapeuten forsøgte jeg mig hos kontoret der lå i Palazzo Vechhio.
Mine forhåbninger var ikke høje, da jeg entrede det højloftede lokale.
Jeg henvendte mig ved en skranke, hvor jeg fik besked på, at gå over til en anden og henvende mig der.
Jeg fortalte, at jeg var fotograf fra Danmark og at jeg ønskede at dække deres event.
Det virkede, en flink mand satte straks gang i arbejdet med, at lave en akkreditering til mig.
Det tog godt nok det meste af en halv time, men da en ung kvinde tog en portræt af mig, vidste jeg at den var hjemme.
Denne akkreditering kostede ikke noget!
Godt nok fremgik det af det laminerede ark, at jeg var italiener – men hva faen, jeg havde fået min fotoakkreditering.
Fra kontoret gik jeg mod Parco delle Cascine, som er en park, der ligger ved bredden af floden Arno, der løber gennem Firenze og hvor regattaen skulle afvikles.
Jeg var noget svedig efter en gåtur på godt tre kilometer i eftermiddagsvarmen.
Da jeg ankom til området var holdet i færd med at varme op inden de skulle ned og træne.
Jeg havde ladet min 300 mm blive hjemme i lejligheden, så jeg nøjedes med min 70-200 mm med en 1.4 konverter på min 1 D mk III til disse billeder.
Kvinderne tog et par ture op og ned ad floden og var glade da de kom tilbage på land.
Jeg havde bare sat mig i græsset ved mållinjen og lod dem sejle imod mig i den lavtstående sol.
Jeg sad helt nede ved vandet på et fladt stykke, der var knap 10 meter bredt.
Bag dette var der en skrænt og ovenfor igen et fladt stykke græs.
Var lidt spændt på, at de hvor mange der ville komme til, at stå her langs vandet og om det var muligt at få frit skud mod dragebådene.
Dagen efter var der Pink Parade of Nations med alle 140 deltagende hold, der skulle gå fra Piazza Pitti og over Ponte Vecchio og op til Piazza de Signoria,
Hvert land var udstyret med deres eget flag og da danskerne kun havde et hold var holdet markeret med Dannebrog.
Nogle af de andre lande havde op til 40 deltagende hold, hvoraf det kun var det forreste, der havde et flag.
Jeg var lidt spændt på om denne parade kun ville være sjov for kvinderne og mig, men der var langs hele ruten mennesker, der hujede, vinkede og klappede, så alt i alt var det en ret stor oplevelse at gå med og fotografere.
Oppe på pladsen, som hurtigt blev proppet med de knap 3.000 deltagere og deres familier var det lidt antiklimatisk, da det der foregik med flagopsætning, sange og taler kun kunne ses og høres af de nærmeste da der hverken var storskærme eller nok opstillede højttalere på pladsen.
Så efter lidt venten og snakken frem og tilbage besluttede holdet sig for, at gå ned og få en is og noget at spise.
De følgende to dage skulle de sejle to heat hver dag.
Regattaen er som sådan ikke en konkurrence, det til trods bliver der givet max gas når de fem dragebåde i hvert heat sejler de 500 meter ned ad floden.
Første heat sejles for, at finde hold, der ligger nogenlunde side om side rent tidsmæssigt og her kom danskerne ind en kvart bådslængde efter vinderen.
Om det skyldtes starten, som blev lidt kaotisk og dermed forsinkede dem, er svært at sige, men faktum er at italienerne lavede en meget kortere nedtælling til start, hvilket kom som en overraskelse for holdet.
Heatet om eftermiddagen blev vundet med en god bådslængde foran nummer to!
Hvad angår antallet af tilskuere langs vandet og om jeg kunne få frit udsyn viste sig ikke at være et problem.
Det stod nogle enkelte helt nede ved vandet, mens hovedparten stod ovenfor skrænten, på broen ved startområdet og ovre på den modsatte bred.
Som så mange andre steder, når man er akkrediteret som presse, er der en række faciliteter der bliver stillet til rådighed for en, såsom presseområde, internet, drikkevarer og i nogle tilfælde mad og adgang til VIP områder.
Det eneste der blev disket op med her var et pressetelt med internet og noget vand, som jeg selv måtte finde frem til.
Mad var der intet af og det mad deltagerne fik, som ikke var værd at spise, kunne vi heller ikke få.
Boder med salg af mad til deltagere, familie og tilskuere var der heller ikke.
I hvert tilfælde ikke inde på området.
Heldigvis lå der et par caféer i parken på hver sin side af vandet hvor jeg og de deltagere, der ikke orkede elendig italiensk mad, kunne få lækre sandwiches og burgere.
Udover at fotografere danskerne, fotograferede jeg selvfølgelig også nogle af de andre deltagere.
I løbet af dagen skiftede jeg position fra nede på højde med målstregen til længere oppe af floden, hvor jeg kunne få starten tættere på.
Ligesom jeg også stod oppe på broen sammen med mine to døtre.
Den følgende dag fortsatte de danske kvinder med, at imponere og vandt begge deres heats og havde i alt forbedret deres tid med godt 12 sekunder fra første løb.
Det er faktisk ret imponerende, at tænke på at de kun har padlet (det hedder ikke roet i en dragebåd) i mindre end et år, sammenlignet med at nogle af de hold de var oppe imod har været i gang i både fem og ti år!
Jeg måtte strække våben da heat nummer to på sidstedagen var overstået og tage med mine døtre hjem til lejligheden vi havde lejet.
Det er ret varmt, at slæbe rundt på gear i godt 30 graders varme.
Desværre gik jeg glip af afslutningsceremonien, der på video og efter hvad min hustru og de andre deltagere fortalte var ret stemningsfuld og imponerende.
Du kan se mere om eventen her.