I god tid inden min vinterferie blev jeg kontaktet af kommunikationschefen for bryggeriforeningen på mail.
Han ville høre om jeg kunne hjælpe med, at tage nogle portrætter af foreningens medarbejdere, samt nogle presseportrætter af direktøren Nick Hækkerup.
Det mente jeg nok, at jeg kunne.
Planen for fotograferingen blev lagt, den skulle foregå i en af Carlsbergs gamle bygninger, som foreningen ligger klos op ad, hvor de gamle kobberkedler stadig står.
Tidspunktet blev dagen før vi skulle køre til Norge, men heldigvis var det fra klokken 9 og jeg var færdig ved 12-tiden, så jeg kunne nå at levere færdige billeder inden min ferie.
Der var blevet arrangeret så medarbejderne kom lidt efter lidt, så de ikke skulle stå og vente i det kolde lokale alt for længe.
Jeg sluttede af med, at fotografere Nick Hækkerup, som så efterfølgende skulle fotograferes i portræt til pressehandouts.
Jeg brugte mine to Godoxlamper, dejligt med ordentlige lamper på batteri, en med en softboks til hovedlys og en uden til kant og baggrund.
Jeg har været i lokalet før, til udstilling under Copenhagen Photo Festival, for nogle år siden, så jeg havde en god idé om hvordan lokalet var indrettet.
Det er ret taknemmeligt at fotografere på en location hvor alt står som forladt.
Jeg bevægede mig rundt i lokalet med Nick og fotograferede ham i flere forskellige opstillinger.
Efterfølgende var det arrangeret, at vi skulle tage billeder i Carls øl- og spisehus.
Her satte jeg lamper op og fotograferede flere forskellige opstillinger.
Jeg skulle huske, at tage højde for, at Bryggeriforeningen repræsenterer mange bryggerier ud over Carlsberg, som er det mærke, der ses overalt i restauranten.
Det endte selvfølgelig med, at jeg måtte retouchere, fjerne og gøre flere logoer og skilte uskarpe i de endelige billeder.
Det gik trods mine begrænsede færdigheder med dette.