Tirsdag i sidste var jeg på restaurationsbesøg.
Det var hos Neel Engholm i hendes restaurant Plant Power Food på Fælledvej på Nørrebro.
Som navnet måske antyder, er der ikke skyggen af animalske produkter i den mad hun serverer.
Opgaven kan synes op ad bakke for en kødspiser som undertegnede: veganerjulemad!
Men det skulle vise sig, at mine fordomme om kedelig veganermad blev gjort til skamme.
Mere om det senere.
Neel har været veganer siden hun var 19 og driver udover restauranten et cateringfirma.
Artiklen fokuserede på det dilemma, der kan være omkring jul – hvordan laver man mad til de familiemedlemmer, der ikke spiser kød?
Neel havde et godt bud.
Mens vi snakkede om det at være veganer, maden og hvad det præcis indebærer (udover ikke at røre animalske produkter) fremtryllede hun en komplet julemenu.
På tallerkenen var en “leverpostejmad” (undskyld, men bliver nødt til, at lave en reference til mad med kød) det vil sige nøddepaté, toppet med dehydrerede portobellosvampe, champignons og dertil mos af kartofler og søde kartofler.
Ved siden af var der rødkål og misosauce.
Som snack var der dehydreret lilla grønkål og til dessert en lækker chokoladekage (som I ikke gætter hvad var lavet af)
Jeg havde taget min Profoto lampe med for, at være sikker på, at have noget godt lys til madbillederne.
Reportagebillederne blevet klaret i det forhåndenværende lys.
Da jeg havde fået taget madbillederne og smagt på den dejlige mad (og jeg lyver ikke) og en skøn kage, som var lavet af søde kartofler!, var det tid til nogle portrætbilleder.
Jeg fik Neel til, at sidde ved et bord i restauranten og stå ved vinduet.
Alt i alt brugte vi en god times tid på opgaven, som kan synes lang, men vi snakkede så godt sammen og som den nysgerrige person jeg er stillede jeg en masse spørgsmål:)
Godt mæt forsvandt jeg ud i decembermørket på vej til næste opgave.