I foråret kom jeg via en BNI netværkskollega i kontakt med indehaveren af Thai Lanna i Hellerup.
De var ved at få lavet ny hjemmeside og skulle i den forbindelse bruge billeder af deres retter.
Indehaveren havde selv prøvet, at stå og tage billederne af de forskellige retter og madvarer, men indset at det var et for stort og svært arbejde for ham.
Så derfor ville han gerne have hjælp til det fra en professionel.
Aftalen blev, at vi på en eftermiddag i restaurantens åbningstid, fik skudt så mange billeder, som jeg skønnede muligt og så ville han selv lave resten, som jeg så kunne redigere i photoshop!?
Derfor blev det hele skudt med hans semiproffe setup af lamper og kamera og popupbaggrund på dels gulvet og dels et rullebord i den meget lille kælder under restauranten.
Det var lidt af en udfordring, da der fra tid til anden kom personale og skulle hente ingredienser til de forskellige retter i de store køleskabe, som fyldte det meste af kælderens ene side og i lageret, der lå på den anden side.
Nå, men det gik ok.
Jeg holdt det så simpelt som muligt, så det var til at sætte op igen hvis vi skulle flytte rundt på det undervejs.
Underlaget var et bambusbræt på de billeder, der skulle bruges til menuen.
Helt simpelt: retterne i de sorte emballager, som de blev leveret eller afhentet i.
Så kunne kunderne ser hvad de betalte og fik.
Vi tog også nogle andre billeder, der var mere kunstfærdige med udskårne frugter og grøntsøger, som skulle bruges til menukortet.
Efter tre timer var jeg færdig og godt ør i hovedet af at skyde de mange retter.