All posts in Scannede negativer

Fra arkivet: Koncentrationslejren Auschwitz, Oświęcim, Polen 94.

På vores fototur til Polen i maj 1994, indgik også et besøg på et af de frygteligste steder i verdenshistorien: Auschwitz – en af de mest kendte af de nazistiske koncentrationslejre fra anden verdenskrig.

Lejren er fordelt over to steder i området, hvor Auschwitz er indrettet i en polsk kaserne og Birkenau, som man kender som stedet hvor de mange tog med jøderne ankom til den visse død.

Stedet blev anlagt, da lejren i Auschwitz blev for lille.

Jeg kan huske min overraskelse over dette, da den ikoniske bygning i Birkenau, som de fleste kender, er den man forbinder med Auschwitz og kasernebygningerne lidt derfra ikke er i folks erindring.

I hvert tilfælde ikke i min.

Her er der indrettet museum og bunker af kufferter, sko, briller, benproteser! med mere kan ses i store glasmontrer.

Der udover kan man se gaskamre, krematorieovne og enkelte stuer med køjer, hvor fangerne var stuvet sammen.

Jeg husker vejret, som typisk lunt forårsvejr, hvilket gjorde sit til, at løfte den trykkede stemning, som man uvægerligt kommer i når man besøger disse steder.

Som man nok vil bemærke findes den ikoniske bygning med porten og jernbanesporene ikke blandt billederne.

Kan ikke huske helt hvorfor jeg ikke har taget et billede af den, men tænker at det kan være fordi jeg ikke kunne få et skud uden mennesker på og jeg nok har gået efter tomheden og det forladte.

Fra arkivet: Tadeusz Sendzimir Stålværk, Nowa Huta, Polen 94.

I 1994 var jeg sammen med andre fotoentusiaster på en uges fotoreportagetur til Polen.

Turen gik fra Toldboden i København til Swinoujscie og derfra videre med tog til Krakow.

Der var blandt andet arrangeret en rundvisning på det store stålværk, der siden 1954, har ligget i Nowa Huta, i den østlige del af Krakow.

Her var i de bedste tider beskæftiget omkring 40.000 mennesker og der blev sendt cirka 7 millioner tons stål ud af værkets porte.

Det ligger jo en del år tilbage dette besøg, så jeg kan ikke huske så meget fra det udover at vi så mænd i asbestdragter håndtere det flydende stål i en af de store haller.

Der var så mange stålspåner i luften, at vi måtte stikke vores kameraer ud af små huller i bølgeblikket i bygningen for at skifte objektiv.

Det er formentlig også derfor at jeg ikke har mere end en enkelt film inde fra selve stålværket hvor de arbejdede ved smeltediglen.

Jeg tænker, at det var et sats at skifte objektiv, men at åbne selve kameraet var decideret dumt.

Jeg kan også huske, at det eneste der lyste op var det glødende og sprøjtende stål og at eksponere det korrekt på film er lidt af en prøvelse.

Derfor er det ikke de mest vellykkede billeder jeg har inde fra hallen, men de giver dog et godt indtryk af hvad der foregår.

18. maj 93: Billeder fra arkivet.

Jeg var flyttet til København lige efter nytår, fået arbejde som langtidsledig, som det hed dengang, hos Rigspolitiet som civilt ansat, 1. marts og boede i kollektiv ude på Jyllingevej.

Så mit kendskab til hovedstaden var ikke stort og den viden jeg havde om byens gader, veje og lokaliteter var indhentet på mit job hos politiet, hvor jeg kørte rundt i Storkøbenhavn, og af og til på Sjælland, med politiets køretøjer til og fra værksteder.

Dengang tog jeg til begivenheder, hvor jeg mente, at jeg kunne få de gode billeder, det kunne være demonstrationer, cykelløb, karneval og andet, hvor mennesker samledes og således havde jeg også taget s-toget ind til Christiansborg denne aften.

Hvad jeg forventede, at kunne fotografere ved jeg egentlig ikke.

Jeg havde jo kun set valgaften på tv hvor alle politikerne opholdt sig på Christiansborg, men alligevel var jeg taget derind i håbet om, at få nogle billeder.

Dengang skød jeg på film, det var i dette tilfælde Kodak Tri-X, presset til en eller anden iso, som jeg af gode grunde ikke kan huske og der er ikke exifdata på et negativ:)

Men jeg ved hvad jeg skød med: Et Minolta 7000, som jeg havde købt i 1986, en Metz CT 45 stavblitz og så havde jeg en 24 mm, en 50 mm og det legendariske “Beercan” 70-210 mm f 4 objektiv med i tasken.

De nærmere omstændigheder omkring denne aften står ikke så tydeligt her godt 27 år efter, men kan da huske en masse glade mennesker, nogle knap så glade nej-sigere og så kan jeg huske, at Tine Harden der dengang var på Politiken var derinde.

Efter en gennemgang af negativerne kan jeg se, at også Henrik Saxgren, Kenan Seeberg og Lotte Bundsgaard også var tilstede.

Gad vide hvor mange mennesker, jeg senere har mødt eller fotograferet siden, der egentlig var derinde?

Det er lidt sjovt at tænke på her så mange år efter.

Hvornår jeg kom derind og hvornår jeg tog hjem igen står hen i det uvisse.

Urolighederne på Nørrebro hørte jeg ikke om før dagen efter.

Jægerne: Reportagebilleder fra jagt i Sorø.

I min tid som civilmedhjælper hos Rigspolitiet havde jeg mange forskellige kollegaer.

De fleste så man ofte kun når man var på arbejde (der var man så også sammen dag, nat og weekend!) og til den årlige julefrokost.

Af og til var der selskabelige arrangementer i fritiden og jeg var med min kollega Steen på jagt i oktober 1997 i Sorø.

Jeg kan huske at vi kørte tidligt derned og jeg kan se af de scannede sort/hvide negativer, at det var godt vejr med høj himmel og sol.

Så det har formentlig været en halvkold omgang at komme ud i skoven med de mange jægere og deres hunde.

Jeg fulgtes med Steen og hans hund og holdt mig altid bag ham, med mindre jeg fik, at vide at det var ok at gå op på siden.

Man skulle jo nødig befinde sig i den forkerte ende af hans jagtgevær.

Jeg kan ikke huske meget fra jagten andet end at vi vidst nok sluttede af med skipperlabskovs efter vildtparaden (som jeg underligt nok ikke har billeder af)

Men erindrer dog, at jeg også tog nogle farvebilleder den dag, men hvor de befinder sig, ved jeg ikke.

Calgary Stampede: Reportage- og sportsbilleder fra Canada

Du kan købe billederne her.

I 1996 tog jeg sammen med min kone og ældste datter, der var 3 år på det tidspunkt, og svigermor og hendes kæreste, en tur tværs over Canada.

Vi begyndte i Toronto, og med en enkelt afstikker ned til min familie i Detroit, fulgte vi Trans Canada Highway 1, der går fra kyst til kyst i det store land.

Efter en tur til Rocky Montains endte vores ferie med nogle dage til et af verdens største dyrskuer og rodeoer, Calgary Stampede.

Da vi sad hjemme og planlagde turen vidste vi ikke noget om Calgary Stampede, førend vores daværende nabo hørte, at vi skulle ende vores tur i Calgary omkring den tid i juli hvor det fandt sted.

Således blev det.

Efter mange tusind kilometer i vores Oldsmobile Cutlass Ciera bookede vi motel i nogle dage og udforskede det store område, som huser Calgary Stampede.

Her er der alskens boder med mad, dyrskue med opstaldede tyre med en skulderhøjde på 2 meter og så rodeo.

Vi fik plads på 4. eller 5. etage på den store Grandstand, hvor vi kunne overskue hele arenaen og se heste- og tyrerodeo, diverse shows med heste og cowgirls alt imens sælgere gik rundt og solgte “Ice cold cocacola” og “M & M & Ms”

Jeg havde fotograferet staldene og selve området tæt, men manglede de helt rigtige rodeobilleder.

Til min store overraskelse var der nede langs hegnet en lille plads til amatørfotografer, som jeg jo var på det tidspunkt, hvor man i kortere eller længere tid kunne stå og fotografere ret tæt på.

Jeg havde en 70-210 mm bl. 4 til mit Minolta 7000, som jeg nu da jeg har siddet og scannet negativer, kan se har givet nogle ret gode og tætte billeder.

Reportagebilleder er taget med en 24 mm og muligvis også med en 50 mm.

Filmen er Kodak Tri-X.

Jeg har jo ikke rigtigt nogle exifdata at kigge på, men det er sådan jeg husker det.

Vi har tit talt om, at vende tilbage til Calgary og se rodeo, så det kan jo være at det skal være en 25 års jubilæumstur i 2021?

Rucava: En by i Letland.

I maj måned er det 20 år siden, at jeg sammen med en gruppe andre fotoentutiaster var en uges tid i Letland for at fotografere.

En fra gruppen havde en bekendt, der importerede tækkestrå fra et område ved den lille by Rucava tæt på grænsen til Litauen.

Vi var, så vidt jeg husker, indkvarteret hos to familier i byen, som så også sørgede for forplejningen, inkl madpakker til vores ture.

Der var arrangeret transport i form af et par biler af ældre dato hvor chaufførerne var vores guider.

Bortset fra disse ture foregik meget af vores tid til fods i landsbyen og området tæt omkring.

Vi var på det lokale værtshus, hos købmanden i butikker og snakkede med byens unge, der var meget nysgerrige.

Jeg husker turen som at være tilbage i tiden til trods for, at jeg med samme gruppe var i Polen fem år tidligere.


Pensionisten og havet: Reportagebilleder fra Kragenæs.

Jeg har som mange andre fotografer altid fotograferet.

Det vil sige som barn lånte jeg min fars kamera (et Minolta) og min mors kamera (som jeg ikke kan huske hvad var for et), blev bragt med på ferieture med ungdomsklubben inden jeg i 1986 købte et Minolta 7000 med autofokus!

Jeg havde stået i mørkekammer i fotolære, som jeg havde som valgfag i skolen fra 7. klasse.

Mit Minolta 7000 blev suppleret med et Minolta 9000, som jeg købte brugt hos Photografica i Skindergade engang i begyndelsen af 90erne.

Billederne i denne reportage er taget over to junimorgener i 1996 på vandet nordvest for Kragenæs på Lolland.

Min kones, nu afdøde farfar, der på dette tidspunkt var 91 år, og siden 1939 havde været læge i Horslunde, havde i mange år sat garn og ruser på kysten.

Det var altid godt at være på besøg og sidde i hans køkken og pille fjordrejer, som blev nydt på et stykke smurt franskbrød og en pilsner eller hvidvin hentet i hans kælder.

Jeg kan ikke huske hvornår han stoppede med, at sætte garn, men jeg husker ham som en gammel mand, der skulle støtte sig til sin kæp når han trak sin båd ud, da jeg fotograferede ham.

Han arbejdede og jeg fotograferede og der hvor jeg kunne bunde, stod jeg i mine badebukser og lidt længere ude, sad jeg i båden og fotograferede.

Billederne er skudt på en Kodak Tri-X, som sammen med T-Max (som kunne presses bedre) og Ilfords FP4 og HP5 var de sort/hvide film jeg fotograferede på.

Jeg fik aldrig etableret mørkekammer i mit barndomshjem, men brugte skolens til at fremkalde film og kopiere billeder.

Senere gik jeg på teknisk skole hvor vi fremkaldte vores film på maskine (jeg blev ikke fotograf dengang) og brugte forstørrelsesapparater med multigradehoveder.

Disse film er fremkaldt på vores badeværelse og forstørrelserne er lavet i min kones morfars kælderrum i den ejendom jeg stadig bor i.

De boede på 1. salg men havde alligevel fået trukket en ledning ned til kælderrummet, som lå lige under stuelejligheden.

Så her stod jeg med varmeblæser i skæret fra den røde pære og kopierede på et ældre Leitz forstørrelsesapparat eller et Opemus.

Mange af mine kopier blev lavet på Barythpapir, som dog var vanskeligt at arbejde med når det skulle tørre.

Heldigvis fik jeg fra en beboer i ejendommen fat i en varmepresse, så jeg kunne få rettet de bulede kopier, der havde ligget til tørre på tørrestativet, ud.


onClick="_gaq.push(['_trackEvent', 'kontakt', 'email', 'kontaktformular',, false]);"