I 1994 var jeg sammen med andre fotoentusiaster på en uges fotoreportagetur til Polen.
Turen gik fra Toldboden i København til Swinoujscie og derfra videre med tog til Krakow.
Der var blandt andet arrangeret en rundvisning på det store stålværk, der siden 1954, har ligget i Nowa Huta, i den østlige del af Krakow.
Her var i de bedste tider beskæftiget omkring 40.000 mennesker og der blev sendt cirka 7 millioner tons stål ud af værkets porte.
Det ligger jo en del år tilbage dette besøg, så jeg kan ikke huske så meget fra det udover at vi så mænd i asbestdragter håndtere det flydende stål i en af de store haller.
Der var så mange stålspåner i luften, at vi måtte stikke vores kameraer ud af små huller i bølgeblikket i bygningen for at skifte objektiv.
Det er formentlig også derfor at jeg ikke har mere end en enkelt film inde fra selve stålværket hvor de arbejdede ved smeltediglen.
Jeg tænker, at det var et sats at skifte objektiv, men at åbne selve kameraet var decideret dumt.
Jeg kan også huske, at det eneste der lyste op var det glødende og sprøjtende stål og at eksponere det korrekt på film er lidt af en prøvelse.
Derfor er det ikke de mest vellykkede billeder jeg har inde fra hallen, men de giver dog et godt indtryk af hvad der foregår.