På den varmeste majdag i over 100 år svedte jeg igennem, sammen med et par kollegaer, ansatte hos DMF og medlemmer af DMF.
Hvert halve år afholder forbundet en session for 24 medlemmer, der blandt andet kan komme ind på Sankt Hans Torv og blive fotograferet af en professionel fotograf.
Det er meget blandet hvem der kommer herind, det er solister, duoer og grupper indenfor rytmisk, jazz og klassisk.
Nogle har en helt klar mening om hvilke billeder de vil have taget og andre er mere tøvende.
Fælles for dem er at de som kreative mennesker ikke har langt fra tanke til handling, så vi får os som regel hurtigt talt ind på det rette udtryk i billederne.
I den ende af lokalet hvor jeg står er der autopoles med ophæng til tre ruller i sort, hvid og grå, så der er mulighed for at skifte imellem de forskellige sessions.
Nogle bliver fotograferet inde, nogle ude og andre begge dele.
Når vi går udenfor bruger vi baggården, porten og de omkringliggende gader og pladser.
I denne omgang var jeg slet ikke i Sankt Hans Gade, men i Elmegade to gange og i baggården og porten fire gange.
I løbet af dagen ændrer lyset sig og på et bestemt tidspunkt om eftermiddagen er Elmegade fuldstændigt badet i sollys og ikke umiddelbar anvendelig til foto.
Baggården er derimod god hele dagen.
Denne gang var jeg ovenikøbet ovenpå over kantinen i baghuset hvor der står et klaver som en af musikerne gerne ville fotograferes ved.
Hver musiker bliver stylet af makeupartister inden fotograferingen, de fleste skifter til noget andet tøj og har instrumenter eller props med, som de vil have med i billedet.