Billederne kan ses og købes her eller her.
Onsdag den 5. juni om aftenen, var jeg for fjerde folketingsvalg i træk, til valgaften på Christiansborg.
Sammen med alle mine kollegaer fra aviser, billedbureauer og partier skulle jeg forsøge at finde ind til de gode billeder fra en sådan aften.
Ankom lidt før klokken 19.00 og brugte lige et stykke tid på, at orientere mig om hvilke partier, der holdt fest hvorhenne.
Som selvstændig fotograf kan man ikke være alle steder på en gang, men må følge sin intuition og gøre brug af sin erfaring og forsøge at være på rette sted på rette tidspunkt.
Hos Venstre i Landstingssalen skete der ikke det store og det samme var tilfældet hos Socialdemokraterne i Fællessalen.
Til gengæld er der altid proppet hos Dansk Folkeparti, der traditionen tro, holder til i Snapstinget.
Her er der ternede duge på bordene og valgflæsk på tallerkenerne.
Rasmus Paludan og Stram Kurs havde fra begyndelsen frabedt sig pressens tilstedeværelse i deres lokale ved siden af Folketingssalen.
Så her måtte jeg vente på trappen til partilederen ankom.
Det gjorde han så omgivet af kollegaer, der fulgte ham tæt op ad trappen, så os, der stod for enden, nærmest blev tromlet over.
Hos Venstre stod Claus Hjort Frederiksen og storsvedte under et interview med TV2 og efterfølgende fik jeg billeder af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen inden han gik ind i Fællessalen.
De Radikale holdt til i et telt ude i gården og jeg stillede mig ved døren og fik først Margrethe Vestagers ankomst og efterfølgende Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard, da de ankom til partisoldaternes store jubel.
Kaos med hærdebrede Folketingsbetjente og tv-kameraer og fotografer, der holdt os pressefotografer på afstand.
Hos Socialdemokraterne blev Lykketoft og Nyrup interviewet af Troels Myhlenberg til TV2, hvilket også gav et par gode billeder.
Inger Støjberg ankom omgivet af Petfolk og Folketingsbetjente og jeg stillede mig efterfølgende på plads over trappen og ventede på den afgående Statsministers ankomst.
Normalt har jeg skudt disse billeder fra toppen af trappen, men her bliver vi igen holdt tilbage bag bånd og billedmulighederne oppe over trappen er ganske gode.
Da Lars Løkke var forsvundet ind i Landstingssalen gik jeg ned og stillede mig i position til Mette Frederiksens ankomst til Fællessalen.
Her stod jeg ganske god midt på trappen, der var spærret af, men her skulle vi kæmpe med ulidelige socialdemokratiske partisoldater, der så det som deres fornemste opgave at spærre for fotografernes udsyn.
De flyttede sig ikke en tomme til trods for henvendelser fra indtil flere kollegaer.
Nå, men alt i alt stod jeg ganske godt hvor jeg stod og havde nogenlunde (bortset fra en masse kollegaers kameraer i strakte arme over hovederne) udsyn til talerstolen lige modsat fra hvor jeg stod.
Efter Mette Frederiksens tale gik jeg op i presserummet og lavede mine sidste billeder færdige mens jeg slukkede min tørst i en taberøl (fra Venstres bar i Landstingssalen) og cyklede herefter hjem.