Onsdag i sidste uge fik jeg en opringning fra en journalist, der var på JP mens jeg var i praktik i Århus i 2003!
Hun er nu hos Økologisk Landsforening og ville høre om jeg kunne tage til Malmø og tage nogle billeder af en prisoverrækkelse for dem.
Coop skulle modtage prisen som Organic Retailer of the Year på Nordic Organic Food Fair onsdag aften.
Heldigvis var det stadig formiddag da jeg fik opkaldet og der var nogenlunde ro på, bortset fra, at prisoverrækkelsen skulle ske ved 17.30 tiden, så jeg altså skulle afsted i myldretiden.
Google sagde alt mellem 50 minutter og 90 minutter i køretid.
I mellemtiden havde jeg talt med foreningens mand i Malmø, der gerne ville have mig til, at fotografere den danske stand på messen, så hvis jeg kunne være der ved 16.30 tiden allerede?
Jeg kørte klokken 15.00, bare for, at være på den sikre side og landede ved Malmømessen 3 minutter over fire!
Nå, ingen stress.
Ind og finde standen og fotografere den og hvad der foregik rundt om den.
Prisoverrækkelsen skulle foregå på en lav scene i et lille aflukke i messecentret.
Der var stillet stolerækker op, men de blev fjernet umiddelbart inden seancen begyndte.
Coop var de første modtagere på scenen, så min fotosession var overstået på 10 minutter.
Inden jeg kørte retur over broen, lavede jeg lige billederne af prisoverrækkelsen, så de var klar til, at blive sendt ud næste morgen klokken 6.00.