Torsdag blev første del af Ny Psykiatri Bispebjerg med 4 sengeafsnit indviet.
Jeg var blevet hyret til, at lave pressebilleder.
Jeg har som bekendt min gang på hospitalsområdet, dels på den modsatte side af kapellet, hvor man bygger helt nyt hospital, som jeg følger med drone og videokamera (se indlæg her), og dels her hvor psykiatrien bygger, hvor jeg har været til to rundvisninger og nu indvielse.
Jeg var her sidst i september hvor regionens sygehuse holder rundvisninger (se indlæg her) og man kunne tydeligt se, at man var nået noget tættere på målet.
Dog rumsterede håndværkerne stadig ude og inde, men indtrykket af en ny hospitalsbygning fik man dog.
Der blev holdt taler af direktør, Martin Lund, regionsrådsformand, Lars Gaardhøj, formand for den politiske følgegruppe, Vibeke Westh og centerchef, Line Duelund.
Inden gæsterne skulle vises rundt skulle regionsrådsformanden klippe den røde snor (bånd) over og der blev jeg heldigvis spurgt inden om hvordan han skulle stå.
Og som foreslået skulle jeg stå ene mand på den ene side af snoren og Lars Gaardhøj, sammen med gæsterne på den anden side, så jeg kunne få forsamlingen med i billedet også.
Ganske rart lige, at blive spurgt til råds, da man som fotograf ofte oplever, at der ikke bliver tænkt i fotomuligheder, som nemt kan arrangeres og give ti gange bedre billeder med få ændringer.
Efter en god halv times rundtur i bygningen, satte jeg mig på en sofa og lavede billederne færdige, så de var klar til, at poste på de sociale medier.
Jeg sætter mig ofte, ved den slags begivenheder, ned og laver billederne færdige på stedet, hvilket jeg er vant til fra min tid som fast freelancer ved Polfoto, hvor man også skulle levere hurtigt.
Så er der ingen stress med, at nå hjem til computeren og arbejde.