I forrige uge var jeg på en kort fotoopgave i Bella Center for, at fotografere en prisoverrækkelse til en konference.
Konferencen var IPAC 17, som står for International Particle Accelerator Conference.
Det vil sige partikelacceleratorkonference, som i CERN i Schweiz.
Det bragte hurtigt mindelser om den store Money 20/20 konference jeg fotograferede sammen med nogle kollegaer sidste år og som løber af stablen om mindre end en måned også med undertegnede og kollegaer, som fotografer.
Inde i en af de store haller i Bella Center var opstillet en scene hvor seancen skulle foregå.
Der var fire priser, der skulle overrækkes og fire oplæg, der skulle fotograferes.
Jeg havde forinden fået en briefing på mail og havde mødt min kontaktperson i forhallen.
Hun fortalte mig hvad der skulle ske.
Det lå lige til højrebenet.
Der var et ok lys på scenen, dog sat ret højt, så personerne på scenen blev mørke i øjenhulerne.
Derfor satte jeg flash på kameraet, med et orangefiltret, der passede rimeligt godt på farvetemperaturen fra lyset.
Bagtæppe og scene var sorte og gulv og vægge mørkegrå, så der var ikke så meget lys, at hente herfra.
Jeg skulle både tage billeder når der blev overrakt blomster, priser og givet håndtryk og når prismodtagerne skulle holde oplæg fra scenen.
Scenen stod cirka 10 meter fra bagvæggen og selve bagtæppet/lærredet hang et par meter over scenen.
Så jeg kunne stå bag scenen og få både dem på scenen og tilhørerne med på billederne.
Da jeg havde skudt færdigt kørte jeg hjem og lavede billeder og fik dem sendt til kunden.