All posts tagged reportagefotograf

Red Bull Night Club Party: Eventbilleder taget for Reimar Event Design.

Den 15. december var jeg til julefrokost på Vega på Vesterbro i København.

Ikke som deltager, men som fotograf.

Jeg var blevet hyret af Reimar Event Design til, at lave billeder til Red Bulls festlige aften på spillestedet.

Lille Vega var forvandlet til en natklub med hvad dertil hører af farvet belysning, optræden og lækker mad.

Jeg tog bussen derhen, da det efterhånden er blevet en umulighed at parkere i København og i særdeleshed hos mig selv på Østerbro.

Baren ved siden af salen agerede køkken, anretterværelse og opbevaring og her kunne jeg lægge mit grej og overtøj.

Der var også en til, at lave video af eventen – jeg skulle blot koncentrere mig om stillbillederne.

Det skulle vise sig at blive lidt af en udfordring.

Til en natklub hører røg i luften (og da man ikke ryger indendøre nu om dage var den kunstig og rigelig) og det sammen med grønt, rødt og blåt lys er lidt ligesom at fotografere til en koncert.

En fordel her var dog, at jeg kunne køre nogle forholdsvis lange lukkertider og bruge flash når jeg ønskede det.

Og med isoen skruet op på mellem 1600 og 3200 og lejlighedsvis ned på 800 gik det.

Men det var ikke uden en vis nervøsitet jeg kiggede billederne igennem dagen efter.

Men det gik.

Jeg fik lavet både sceneoptrædener, gæster og oversigtsbilleder.

 

 

Konferencen: Billeder lavet for Shoptalk Europe Ltd.

Igen var undertegnede og nogle kollegaer blevet bestilt til at dække en stor konference i Bella Center.

Denne gang var det Shoptalk Europe, der i sin stil og opbygning minder meget om Money 2020, som vi har dækket to gange nu.

Til forskel fra de to foregående konferencer var jeg på allerede under opbygningen lørdag og søndag.

Her var de forskellige firmaer ved, at bygge stande eller ved at få bygget stande.

Der blev hamret, boret, savet og malet alle steder i hal C.

Det er ret imponerende at se hvordan en stak byggematerialer kan blive til en stor flot stand.

Som sagt var jeg der lørdag og søndag og her gik tiden mest med at fotografere ovennævnte.

Min kollega sluttede dog søndag af med, at fotografere en af de mange receptioner under konferencen.

Allerede mandag morgen klokken 7 var jeg på igen.

Her var det de mange deltagere, der skulle fotograferes når de blev registreret og fik udleveret konferencematerialer og programmer.

Langsomt kom der liv i det hele og de fotografer, der skulle fotografere oplæg i de fire “trackrooms” mødte op.

Alle oplæg i de fire rum skulle fotograferes, hvilket også gjorde sig gældende for alle keynotes på den store scene.

Til forskel fra tidligere var der en speakers lounge, hvor oplægsholderne til de fire tracks kunne opholde sig og et greenroom bag den store scene vor keynotetalerne opholdt sig, så det skulle vi også fotografere.

Ellers går dagene på en sådan konference med, at fotografere alt!

Som i alt, hvad der er af stande, boder, kiosker, skilte, sponsornavne, sponsorlounges og deltagere.

Alle billeder skal udstråle aktivitet og være pakket med deltagere – ingen tomme flader her.

Det er ret krævende, men med en minutiøst nedskreven plan udleveret af kunden, får vi fod på det hele og eventuelle tvivlsspørgsmål bliver afklaret undervejs.

Alle billeder blev uploaded til dropbox i både fuld størrelse og i en størrelse til de sociale medier, så der kunne twittes undervejs.

 

Dragebåden: Billeder til Copenhagen Dragon Boat Team.

Som de af jer der kender mig eller følger mig på de sociale medier ved, har jeg en hustru, der har haft brystkræft.

I forbindelse med genoptræningen efter operation og kemoterapi er hun og en masse andre kvinder blevet involveret i et projekt, der skal sætte fokus på fysisk træning og dens indvirkning på kroppen efter et sådant sygdomsforløb.

Derfor er de begyndt, at sejle i en dragebåd fra Københavns Roklub.

Det er holdets mål, at de med det her danske dragebådsprojekt baner vej for og er medvirkende til at skabe fokus på senfølger og forebyggelse/genoptræning indenfor brystkræft.

Og at der på længere sigt kan oprettes flere hold over hele landet, så flere brystkræftoverlevere kan drage fordel af alle de positive konsekvenser af fysisk træning efter kræftdiagnose.

Udover selve rotræningen, træner de også “oppe på land” i et træningscenter.

De er det første danske hold nogensinde, der deltager i den internationale turnering IBCPC Dragon Boat Festival i Firenze i 2018.

Derfor var jeg på vandet med dem, i en motorbåd, for to uger siden for, at fotografere træningen.

Vejret var godt og med sol og Victor, der sejlede båden var god til, at lægge sig i nogle gode positioner i forhold til kvinderne, så jeg kunne skyde med alt fra mit fiskeøje til min 300 mm.

Turen gik rundt blandt andet rundt om Slotsholmen og over i Christianshavns kanal.

Sådan en lørdag morgen er der heldigvis ikke så meget trængsel, så bortset fra et par kanalrundfarter og nogle enkelte goboats mødte vi stort set ingen.

Fra kajkanten kunne man følge de nysgerrige blikke når de forbipasserende opdagede dragebåden i fuld fart gennem vandet.

Det er dyrt, at flyve til Firenze og deltage i turneringen, derfor er holdet ved, at samle midler ind til formålet.

Hvis du skulle have lyst til, at støtte holdet med penge, tøj, udstyr, en dragebåd! eller andet, så kontakt mig, så formidler jeg beskeden til holdet.

Skriv på min mail:

photo@jenspanduro.dk

Eller ring på mobil:

+45 26 27 89 84

 

Konferencen: Fotos under Money 20/20 Europe i Bella Center

Mandag, tirsdag og onsdag i sidste uge i pausen mellem Copenhell og Roskilde Festival dækkede jeg sammen med fire kollegaer konferencen Money 20/20 i Bella Center.

Det gjorde vi også sidste år, så arrangøren må have ment, at vi gjorde vores arbejde godt når de sådan hyrer os igen:)

Vi blev kontaktet allerede før nytår og har siden korresponderet med arrangøren om tidsplaner, fotodækning, akkrediteringer mm.

Det er ikke sådan bare lige, at dække en konference med omkring 4.000 deltagere og hundredevis af udstillere.

Der er keynotes på en stor scene, der skal fotograferes, der er tracksessions (oplæg) i fem sale på samme tid, der skal dækkes og oveni det skal stande og udstillerne fotograferes.

Vi skal fotografere networking, spisning, snak, ankomst, registrering og meget mere.

Første mand var på arbejde søndag for, at fotografere alle standene uden mennesker og mandag morgen mødte undertegnede og en kollega op klokken 7.00 for, at fotografere når mødedeltagerne ankom, blev registreret og spiste morgenmad.

Alle dage var vi på skiftevis fra morgen til sen aften.

Der var drinks i Bella Sky, fest på Plænen i Tivoli og meget andet.

Tre spændende, hårde og lærerige dage med masser af foto og masser af kilometer i fødderne.

Til efteråret gør vi det igen med en anden konference af samme størrelse.

Kronprinsessen til løb mod mobberi: Pressebilleder til Ritzau Foto.

Lørdag formiddag var jeg for første gang i flere år ude på en fotoopgave, hvor jeg skulle fotografere et medlem af kongehuset.

I Fælledparken var der “Fri for mobberi Børnestafetten” med deltagelse af et par tusind børn, deres forældre og kronprinsesse Mary.

Hende ville Ritzau gerne have nogle billeder af.

Jeg bor selv på Østerbro, så jeg gik der over en halv times tid inden hendes forventede ankomst og fandt den pool (indhegning til pressen) hvor vi skulle stå under ankomsten.

Her var der fuld af gamle kendinge udi kendisfotografering, hvilket gør det skønt, at arbejde sådan en dag.

Så får man lige hilst på en masse kollegaer, som man ikke ser så tit.

Vejret var halvoverskyet med en svag sol deroppe et eller andet sted, så det var helt godt fotovejr.

Fra min plads i poolen var der et godt udsyn til gode billeder og da kronprinsessen var kommet lidt ind på pladsen, kunne vi bevæge os foran hende.

Det holdt indtil pressemedarbejderen bad os gå i poolen ved scenen, hvor der skulle være opvarmning forud for løbet.

Her stod jeg også godt med udsyn til både kronprinsessen og scenen.

Glemte næsten helt, at fotografere andet end Mary, men lidt billeder af glade børn blev det også til.

Da den første start skulle til, at gå gik vi over i poolen ved starten og herefter, da ungerne var sendt afsted, til poolen ved mål.

Her skulle udover kronprinsessen også Sofie Linde og Jakob Riising fra tv tage imod børnene og give dem en medalje om halsen.

De fleste unger kender de to førstnævnte fra fladskærmen derhjemme og det var da også dem, der grinende fik overrakt flest medaljer i begyndelsen – lige indtil kronprinsessen gik ind foran og til alles morskab overtog seancen.

Derfra hvor vi stod, havde vi lidt begrænset udsyn, da de stolte forældre selvfølgelig skulle forevige børnene sammen med deres idoler.

Heldigvis blev de hurtigt gennet væk, så vi kunne skyde vores billeder.

Jeg gik herefter hjem og lavede billeder og sendte ind.

IPAC 17 i Bella Center: Konferencefotografering for DIS Congress Service A/S

I forrige uge var jeg på en kort fotoopgave i Bella Center for, at fotografere en prisoverrækkelse til en konference.

Konferencen var IPAC 17, som står for International Particle Accelerator Conference.

Det vil sige partikelacceleratorkonference, som i CERN i Schweiz.

Det bragte hurtigt mindelser om den store Money 20/20 konference jeg fotograferede sammen med nogle kollegaer sidste år og som løber af stablen om mindre end en måned også med undertegnede og kollegaer, som fotografer.

Inde i en af de store haller i Bella Center var opstillet en scene hvor seancen skulle foregå.

Der var fire priser, der skulle overrækkes og fire oplæg, der skulle fotograferes.

Jeg havde forinden fået en briefing på mail og havde mødt min kontaktperson i forhallen.

Hun fortalte mig hvad der skulle ske.

Det lå lige til højrebenet.

Der var et ok lys på scenen, dog sat ret højt, så personerne på scenen blev mørke i øjenhulerne.

Derfor satte jeg flash på kameraet, med et orangefiltret, der passede rimeligt godt på farvetemperaturen fra lyset.

Bagtæppe og scene var sorte og gulv og vægge mørkegrå, så der var ikke så meget lys, at hente herfra.

Jeg skulle både tage billeder når der blev overrakt blomster, priser og givet håndtryk og når prismodtagerne skulle holde oplæg fra scenen.

Scenen stod cirka 10 meter fra bagvæggen og selve bagtæppet/lærredet hang et par meter over scenen.

Så jeg kunne stå bag scenen og få både dem på scenen og tilhørerne med på billederne.

Da jeg havde skudt færdigt kørte jeg hjem og lavede billeder og fik dem sendt til kunden.

 

Mindehøjtideligheden: Reportagebilleder taget for Polfoto

For en gangs skyld var jeg i går eftermiddags på job for Polfoto.

De ville have mig til, at dække mindehøjtideligheden ved den tyske ambassade i Stockholmsgade på Østerbro i København.

Mindehøjtideligheden var i anledning af terrorangrebet, der ramte et berlinsk julemarked mandag aften, hvor en mand kørte en lastbil ind i menneskemængden og dræbte 12 og sårede endnu flere.

Det er typisk sådan ved disse mindehøjtideligheder, at man lige skal lodde stemningen inden man kommer brasende med sit store kamera og fyrer sin flash af op i hovedet på folk.

Da jeg ankom lidt i klokken 17 var både DR og TV2 til stede og der var opstillet et par lamper.

Allerede her kunne jeg se at jeg godt kunne skyde med flash omend jeg ikke ville gøre det uhæmmet.

Lige da jeg havde fået indstillet det hele kom socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og lagde en stor buket blomster ved ambassaden.

Så var man ligesom igang.

Mindehøjtideligheden var arrangeret af Lars Aslan Rasmussen, ligeledes fra socialdemokraterne.

Han lagde også blomster inden den tyske charges d’affaires Anke Meyer holdt en kort tale efterfulgt af et minuts stilhed.

Her slog jeg flashen fra og lod tvstationernes lamper oplyse mit motiv.

Efterfølgende tog jeg et par billeder inde i forhallen, hvor folk kunne skrive deres kondolencer ned i en bog.

Et par nærbilleder af blomster og lys på fortovet, samt et billede af EU-flaget og det tyske flag på halv oppe på en balkon.

Jeg gik rundt om bygningen for, at komme lidt i ly for vinden og satte min computer op på et lille elskab og fik sendt en god håndfuld billeder ind til redaktionen.

Inden jeg tog hjem kiggede jeg lige rundt om hjørnet for, at se om der skulle være kommet flere mennesker til.

Det var der ikke, så jeg vendte snuden hjemad.

Morgenmøde i SOHO: Konferencebilleder taget for Qeep

Sidste onsdag var jeg til morgenmøde i SOHO i Kødbyen på Vesterbro.

Qeep havde inviteret til møde med overskriften “Vil dine kunder anbefale dig?”

Mødet foregik i Oasen, der som alt andet i SOHO er indrettet efter et tema.

Her er der kakler på gulvet, noget der ligner vinranker i loftet og hvidt stof på væggene, der hænger i kæmpestore gardinstænger.

Jeg skulle fotografere minglingen inden mødet og de fire oplægsholdere.

Der kom omkring 40 tilhørere og lyttede på de forskellige oplæg.

Jeg dækkede, som jeg altid dækker møder og konferencer, med nogle nærbilleder af oplægsholderen og af tilhørerne.

Nogle lidt videre billeder med min 35er, så man får etableret stedet og som supplement nogle oversigtsbilleder med mit fiskeøje.

På den måde kommer man godt omkring det hele.

Udlejningsfirmaet II: Pressebilleder for Ajos.

Tirsdag og onsdag i den forgangne uge var jeg på opgave for udlejningsfirmaet Ajos.

I tirsdags var det en hel dag i Vejle og onsdag gjaldt det et par timer på Avedøre Holme i Hvidovre.

Jeg kørte sammen med Ajos’ kommunikationsmedarbejder i min bil til Vejle.

Rart med lidt selskab på sådan en køretur.

I vejle har firmaet dels kontorer, dels en hal og dels en oplagsplads til materiel.

Vi begyndte med en rundtur på matriklen og enedes om, at begynde i hallen hvor der blandt andet blev arbejdet med hejse (elevatorer til byggepladser) og dels med skurvogne og andet materiel.

Jeg fik nogle billeder af flere forskellige medarbejdere, der var i færd med at arbejde på skurvognene og nogle af dem, der klargjorde hejsene.

Ude på pladsen fotograferede jeg klargøring af hejse og en der arbejdede med den store tårnkran, der er opstillet på pladsen og kan fjernbetjenes af en person på jorden.

Inden vi satte kursen mod hovedstaden tog vi også nogle mødebilleder i et af kontorerne og billeder af nogle medarbejdere bag computerskærme.

På vejen hjem var kommunikationsmedarbejderen chauffør, så jeg kunne udvælge og redigere billeder imens.

Det var godt, at være færdig med dagens arbejde når man rullede op til kantstenen på Østerbro.

Dagen efter tog jeg efter mødet i netværket BNI direkte ud til Industriholmen vor Ajos også har til huse.

Her ligner hallen udefra en trælast og kontorerne de selvsamme pavilloner, som de udlejer til kunderne.

Her er pladsen modsat den i Vejle asfalteret eller belagt med sf-sten, så man ikke skal gå i ankelhøjt mudder.

På pladsen tog jeg billeder af medarbejdere i snak med hinanden, montageopgaver på tårnkraner og levering af gasflasker.

Inde i hallen fik jeg billeder af montage af pærer i lamper, svejsning, vinkelslibning og service på kaloriferer og strømtavler.

Som om tirsdagen endte vi dagen med, at fotografere møder og medarbejdere bag computerskærme.

Miljøworkshoppen:Pressebilleder for RGS 90.

I mandags var jeg i Gadstrup ved Roskilde og fotografere til en workshop, som miljøvirksomheden RGS 90 skulle afholde.

Konferencen handlede om cirkulær økonomi, som kort sagt i dette tilfælde, går ud på, at genbruge byggematerialer fra nedrevne bygninger i fremtidige byggeprojekter.

Det fandt sted i en stor lagerhal på RGS 90s område, der består af mange af disse haller, affaldsbjerge sirligt opdelt i træ, plastic, sten osv.

Inde i den kolde hal var der rundt langs væggene i den ene halvdel af hallen lagt bunker af byggematerialer ud: radiatorer, vinduer, mursten, ventialtionskanaer, træ og meget andet.

Inde mellem bunkerne var der opstillet store kabeltromler, der skulle fungere som borde, når workshoppens deltagere skulle lave noget gruppearbejde.

I enden af hallen var der en lille scene omkranset af møbler lavet af byggematerialer.

Jeg skulle fotografere de forskellige oplægsholdere og vigtigst af alt: Roskildes borgmester Joy Mogensen, der åbnede workshoppen lidt over middag.

Jeg havde fået arrangeret “noget højt at stå på”, som viste sig at være en lift, så jeg kunne få taget et oversigtsbillede af bunkerne med byggematerialer og deltagerne på gulvet.

Jeg fik trods dårlig netforbindelse afleveret billederne løbende og inden jeg kørte, så kommunikationsbureauet, der var koblet på historien kunne lave indlæg på LinkedIn.

Indtryk fra Cuba: DJ:F masterclass i Havana med Christopher Morris.