I søndags var jeg igen (som for 2 måneder siden) på Brøndby stadion og fotografere fodbold.
Denne gang skulle de spille mod FC Nordsjælland.
Begge hold er kunder hos Getty, så jeg skulle have begge hold i angrebet.
Kort før kampen blev det annonceret, at Thomas Kahlenberg indstillede sin karriere efter dagens kamp, så ham skulle jeg have en del billeder af.
Modsat kampen i marts, hvor det sneede i slutningen af anden halvleg, var det i søndags 24-25 grader, solskin og trykkende.
Heldigvis kunne jeg sidde i skyggen det meste af kampen.
Desværre betyder solskin på dette tidspunkt af dagen, at halvdelen af banen ligger i skygge og den anden i høj sol, hvilket kan give nogle udfordringer i forhold til eksponeringen af billederne.
Men det gik.
I første halvleg sad jeg dels ved sidelinjen og dels på baglinjen.
Her rykkede jeg ned, da reservespillerne begyndte deres opvarmning og løb frem og tilbage og blændede mit udsyn til banen.
I anden halvleg rykkede jeg tættere på bænken, hvilket betød at jeg kun skulle slås med linjevogteren.
Heldigvis skete det meste i denne halvleg også i den ende af banen jeg sad på, så jeg sad godt til målene og de mange forsøg, der var mod Brøndby.
Efter kampen skulle Brøndby dels have sølvmedaljer og dels sige farvel til nogle spillere udover Kahlenberg.
Så der var en del foto efter slutfløjtet.