Link til flere corona lockdownbilleder.
En del af Østerbro er de tre skorstene på Svanemølleværket.
Man ser dem når man kommer ad den nye Nordhavnsvej, fra byen ad Kalkbrænderihavnsgade, oppe fra Østerbro, hvor jeg bor ad Vordingborggade og ikke mindst når man fra søsiden nærmer sig Svanemøllehavnen.
Det gjorde jeg i et par år i 90erne og start 00erne, da jeg tog duelighedsbevis i KAS’ store tunge gaffelriggere og efterfølgende sejlede i klubbens spækhuggere og vores egen lille Lynæsjolle.
Men det er desværre mange år siden.
Sidst jeg jævnligt så de tre skorsten var da jeg var medlem af BNI gruppen Harbour, der holdt møder torsdage i restaurant Paustian.
Åh, at stå der en morgen ved halv syv tiden og se solen ramme skorstenene og det røde murværk.
Det fandt jeg ud af, at jeg havde savnet da jeg stod her igen forleden morgen kvart i seks.
Solen stod godt nok op i skyerne, men langsomt gled de til side og værket begyndte at gløde med sit karakteristiske røde murværk i den varme sol fra øst.
Desværre er de sidste grus- og stenoplagringspladser langs Kalkbrænderiløbskaj væk og afløst af en endnu halvtom byggeplads med få skurvogne.
Et sted hører man den karakteristiske umpf umpf umpf fra en pumpende bass og stemmer.
Der går en tid med dronen i luften indtil jeg opdager, at det ikke er håndværkernes gule DeWalt radio, der spiller Voice, men anlægget på en motorbåd, der ligger ud for den for havnen, så karakteristiske grafitti: “Var det det hele værd” sprayet med meterhøje bogstaver på en mur.
Så det er her man fortrækker til i disse coronatider, når man vil have fred?
Bortset fra det: jeg tror ikke at de var mere end ti forsamlet – og egentlig rager det heller ikke mig.
Jeg kører ud for enden af kajen, eller det vil sige, så langt jeg kan komme i bil, og parkerer.
En blå Skoda Favorit holder parkeret blandt tomme lastbiltrailere og i det jeg sætter dronen på jorden foran min egen bil, ser jeg en skikkelse bevæge sig på førersædet og en sovende person i passagersædet, stikker hovedet ud: “Vi fiskede i nat og blev og overnattede”, sagde han søvndrukkent mens dronen tog fart og forsvandt ud over Svanemøllehavnen.
Solen glødede i øst og Hellerups kystnære boligblokke glimtede om kap med hinanden.
Til sidst kørte jeg ned til Sundkrogskaj og stillede mig nogenlunde ud for Kromann Reumerts domicil.
En fyr på cykel og i blå kansas kedeldragt spørger mig: “Er der kamera på din drone? Vi vil nemlig ikke udspioneres!”
Tænker lige, åh hvad nu, men svarer afværgende: “Det er der godt nok, men I er altså ikke synlige på de billeder jeg tager”.
Han kører videre og jeg flyver videre.
Da sidste batteri er brændt af ,pakker jeg sammen og kører jeg hjem og laver billeder .
