I marts måned var jeg en tur i Vallensbæk for, at lave nogle droneoptagelser til SG Nordic, der står for at skulle udvide Vallensbæk Stationscenter.
Billederne skulle taget i fire forskellige højder over det eksisterende byggeri i tre forskellige retninger for, at visualisere udsigten fra det kommende byggeri.
Det første jeg lagde mærke til, da jeg kiggede på kortet efter, at have fået forespørgslen fra kunden, var s-togsstationen ved centret.
Der kunne nemlig være et problem med, at opretholde sikkerhedsafstanden til banen under flyvningen.
Hvis sikkerhedsafstanden ikke kan overholdes skal man have en tilladelse fra banedanmark til, at flyve.
Både arkitekten og jeg var enige om, at det ville være nemmere, at flyve med den korrekte sikkerhedsafstand således vi ikke skulle til, at involvere banedanmark.
For en sikkerheds skyld kørte jeg selv ned til centret for, at kigge nærmere på stedet.
Det er trods alt nemmere at se det hele live end på et kort.
Der var nemlig også et andet problem, hvis vi skulle flyve hvor det oprindeligt var planlagt: adgangsvejen til og fra stationen lå inde i sikkerhedszonen og vi ville så være nødt til, at spærre af for at kunne flyve lovligt.
Bygningen som jeg skulle flyve over var godt 15 meter bred og lå så langt fra banen, viste det sig, at jeg godt kunne overholde sikkerhedszonen til banen.
Det er nemlig således, at banelegemet lå godt 6 meter og den kote arkitekten havde opgivet som nulpunkt for en flyvning på 20 meter og hvis banen havde været i nul, ville jeg ikke kunne have overholdt sikkerhedszonen.
Ved et nærmere kig på kortet og en samtale med arkitekten blev vi enige om, at vi godt kunne flytte optagepunktet yderligere nogle meter tilbage fra adgangsvejen til stationen og så var den sikkerhedszone også overholdt.
Jeg mødtes med arkitekten dernede et par dage efter og sammen kørte vi op på parkeringsdækket på toppen af byggeriet, hvorfra jeg kunne lette og lande dronen og så flyve op over bygningen jeg skulle stige op over for at lave optagelserne.
Jeg havde forberedt mig på, at det ville give problemer med armeringsjernet i betondækket i forhold til dronens kompas.
Og ganske rigtigt, jeg måtte kalibrere dronens kompas for at kunne flyve.
Da det blæste lidt og vindretningen gjorde at jeg fik lidt kastevinde ind på dronen ville jeg helst undgå at flyve i attimode (manuel flyvning) således jeg lettere kunne styre den og holde den på plads på det samme punkt hele tiden, da der her skulle tages tre billeder fra hver højde fra et givent punkt.
Det gik, men ikke uden lidt nervøsitet fra min side.
Jeg kunne således mærke dronen reagere på den sternkant, der var bygningen jeg skulle op over.
Arkitekten beroligede mig med, at der ikke var de store metaldele i taget hvor der heller ikke var diverse udluftningskanaler, men blot fladt paptag.
Det gjorde mit arbejde en del lettere, at vi kunne gå op på et lille malerstillads, der var opsat på bygningens ene side, hvorfra jeg kunne se dels taget og dels dronen og få den positioneret helt korrekt hver gang.
