En lørdag morgen i april stod jeg ved indgangen til Bispebjerg Kirkegård og ventede på, at komme ind i det forjættede land: Kirsebæralléen.
Klokken var 7.00 og der var allerede en del mennesker, både turisterne og beboere fra området, der lufter hund og går tur på kirkegården.
Jeg havde fået tilladelse til, at flyve med drone og vejret var heldigvis perfekt: sol og næsten vindstille.
Udover dronebilleder skulle jeg også tage nogle billeder med mine almindelige kameraer, men jeg begyndte med at sætte dronen op.
Jeg stillede mig lidt væk og sendte dronen op.
Der var også andre med droner til stede, men det gik fint med at undgå hinanden.
Jeg talte med et polsk par: manden henvendte sig omkring det at flyve med drone og vi fik en snak om det.
Han fløj også med en Mini 2.
Hans hustru gik rundt og fotograferede imens.
Da jeg havde fløjet lidt med dronen og landet for, at tjekke billeder og fløjet igen til batteriet næsten var fladt, landede jeg igen og pakkede dronen sammen.
Nu var det tid til, at mænge sig med de mange turister, der bevæbnet med selfiestænger, skiftetøj og videokameraer gik rundt og fotograferede og poserede for hindandens kameraer.
Det er lidt sjovt med disse seværdigheder, hvadenten det er herhjemme eller i udlandet: når de er rigtigt populære og overrendt ser man ikke rigtigt helheden i selve seværdigheden, men blot en masse mennesker, man føler fylder og går i vejen.
Det var heldigvis ikke tilfældet denne lørdag morgen, men der må være dage, hvor det er det rene helvede.
Kommunen skriver i hvert tilfælde, at henved 150.000 mennesker lægger vejen forbi kirkegården i den korte periode hvor træerne blomstrer.
