Via en journalistkollega fik jeg muligheden for, at se nærmere på byggeriet af den nye Nordhavnstunnel, der går går fra Lyngbyvej til Nordhavnen på Østerbro i København.
For den finske entreprenørvirksomhed Lemminkäinen skulle jeg tage en række billeder af arbejdere i færd med, at lægge asfalt i ovennævnte tunnel.
Billederne skulle bruges i deres personaleblad Lemmy (det hedder det sgu!)
Der skulle tages nogle portrætter af de medvirkende i artiklen og så nogle reportagebilleder af dem i arbejde.
Jeg fik en grundig briefing i tekst og billeder om hvordan billederne skulle se ud og ikke mindst om, at enhver medarbejder kun måtte afbilledes iført de obligatoriske sikkerhedsbriller, høreværn, samt arbejdstøj.
Jeg vidste ikke på forhånd, at Lemminkäinens ansatte i Danmark udelukkende laver asfaltarbejde, så jeg havde slet ikke tænkt på, at vi skulle stå i en tunnel og at høreværn ville være en god idé.
Det eneste, som er obligatorisk på enhver byggeplads er sikkerhedsstøvler, som jeg selv medbragte, samt hjelm.
Ud over det fik vi også udleveret en gul sikkerhedsvest.
Men som sagt var der en del larm nede i tunnelrøret.
Der udover var der også temmeligt varmt, hvilket siger sig selv, når man går og står på 150 grader varm asfalt og fotograferer.
Journalisten fik udpeget nogle medarbejdere, der skulle medvirke i artiklen og jeg fotograferede dem, så efterfølgende.
Mens hun talte med dem gik jeg rundt og fotograferede processen med, at lægge asfalt hvilket inkluderede to lastbiler (en i hver vognbane) to “strygejern”, som er de asfaltmaskiner, der opsamler asfalten, som lastbilerne læsser ned i dem og fordeler det på vejbanen, hvor efter to vejtromler (det hedder det garanteret ikke i fagsprog) tromler asfalten.
Pyh ha, det var en varm omgang!