All posts tagged redaktionelle billeder

Husbyggeren: Redaktionelle billeder til MediaMovers og Jyllands-Posten.

I sidste måned var jeg på besøg hos Morten Lund på Frederiksberg.

Han er ved, at ombygge et hus på Fuglebakkevej og i den forbindelse opdatere det med alskens hightech indretning som lysstyring, varmestyring, alarmer osv.

Jeg kendte kun den Morten Lund, der var med i Skype, og stor var derfor min overraskelse da den Morten Lund, der åbnede døren ikke var den Morten Lund, men en anden Morten Lund.

Denne Morten Lund forsker i forretningsmodeller ved Ålborg Universitet og er vild med Internet of Things, hvilket handler om alle de ting, der kan kobles til nettet og gøre din hverdag lettere.

Da jeg ankom til huset var håndværkerne i fuld gang og Morten og journalisten stod og snakkede i en af stuerne.

Nede i kælderen hvor der selvfølgelig er gulvvarme opdelt i zoner, der kan fjernbetjenes, var man i fuld gang.

Morten fortalte entusiastisk om alle de ting der skal ind i familiens hus.

Jeg fotograferede lidt mens han tegnede og fortalte.

Oppe på øverste etage var der nogle forskellige ting han havde brugt i huset, heriblandt en lasermåler.

Den brugte jeg til lyslægning da jeg lavede et portræt af Morten, som endte på forsiden af tillægget artiklen blev bragt i.

Følg og like min side.

Højskoleforstanderen: Portrætter taget for MediaMovers og Jyllands-Posten.

I sidste måned var jeg på besøg hos Jørgen Carlsen, tidligere forstander på Testrup Højskole syd for Århus, gennem 31 år.

Nu bor han på Sortedam Dossering i en lejlighed sammen med sin hustru.

Historien handlede om hvad han nu beskæftiger sig med efter arbejdslivet hvor han er flyttet fra højskolen til hovedstaden.

Jeg ankom til adressen lidt før Jørgen, der var ude at gå tur med hunden Laus.

Da han kom besluttede vi os for, at tage nogle billeder på stien langs søen og så derefter at gå op i lejligheden og fotografere.

Det var en klar solskinsdag, så der var knald på farverne og kontrasten.

Jeg havde taget en reflektor med til fotograferingen, men brugte den kun til et enkelt portræt, hvilket gjorde det nærmest umuligt for Jørgen, at holde sine øjne åbne.

Så jeg lod det være med det forhåndenværende lys.

Oppe i lejligheden tog jeg billeder inde på hans kontor og nogle portrætter ved spisebordet i stuen.

Følg og like min side.

Tandlægen: Redaktionelle billeder for Bylines og Erhvervsmagasinet DENTAL.

I februar måned var jeg på endnu en opgave for Erhvervsmagasinet DENTAL.

Denne gang skulle jeg fotografere min navnebror Jens, der som 62-årig har måttet opgive tandlægehvervet grundet slidgigt.

Jeg fotograferede ham i huset på Frederiksberg, hvor han bor sammen med sin hustru.

Det var en kold, men solrig dag og jeg havde som vanligt taget en enkelt lampe med til portrætterne.

Inden vi gik i gang med vores fotosession fik vi en snak om det at skulle forlade et erhverv i utide på grund af sygdom.

Jeg træder aldrig direkte ind i folks stuer og begynder at fotografere, jeg taler altid med dem, hvis de har tid, om hvad deres historie er, hvad de har talt med journalisten om og om de har forslag til hvor billederne skal tages.

Jeg begyndte indenfor med nogle billeder i dagligstuen, hvor jeg fik Jens til, at sidde og stå forskellige steder.

Jeg sluttede af ude i forhaven hvor jeg også lavede et par portrætter.

Følg og like min side.

Freelancefestival 2018: Konferencebilleder for Freelancegruppen

Igen i år har jeg været på Freelancefestival (tidligere -seminar) sammen med godt 100 andre medlemmer af Freelancegruppen i Dansk Journalistforbund.

Festivalen varer fra fredag til søndag en weekend i februar og rummer oplæg, workshops, faglige indlæg, social hygge og musik.

Alt sammen sammen med en masse dejlige kollegaer.

I år var vi på Kobæk Strand Konferencecenter ved Skælskør.

Jeg skulle som noget nyt i år udover at være deltager også være fotograf noget af fredagen da min kollega, som skulle fotografere festivalen først ankom senere.

Så jeg fik fornøjelsen af at fotografere de to første indlæg i Storebæltsalen med Edmonia Baker og Michael Jeppesen.

Men inden det var der opvarmning med Marianne Bækbøll hvor ansigterne blev lagt i de rette folder:)

Følg og like min side.

Tandlægecentret: Redaktionelle billeder for Bylines og erhvervsmagasinet DENTAL

En gang før jul var jeg en tur i Hillerød for, at besøge Nordsjællands Tandlægecenter.

Jeg skulle fotografere den ene indehaver Bo til erhvervsmagasinet DENTAL.

Opgaven havde jeg fået gennem min journalistkollega Jon, der er redaktør på magasinet.

Han var netop ved at færdiggøre interviewet med Bo da jeg trådte ind i klinikken.

Artiklen handlede om det lidt specielle i, at der på klinikken er flere tandplejere end tandlæger ansat og den måde de får det til, at fungere på.

Det er ligesom givet på forhånd hvordan man skal fotografere i en tandlægeklinik da der er en tandlægestol, skabe og diverse udstyr, der viser at det er en tandlægeklinik.

Her i klinikken er alle stole (units) hos tandlægerne sorte og hos tandplejerne er de hvide.

Jeg valgte en klinik med de sorte.

Først tog jeg nogle enkeltportrætter af Bo og derefter ham sammen med to tandplejere.

Normalt ville alle medarbejdere have forladt klinikken da det var efter lukketid, men heldigvis var der tre ansatte til stede, der var ved, at forberede den årlige julefrokost.

Så der var lige to modeller til billederne.

Følg og like min side.

En tur på Peberholm: Droneoptagelser for Jyllands Posten.

En af de sidste opgaver i 2017 bestod af droneoptagelser for Jyllands Posten.
I forbindelse med en række artikler om illegale våben, skulle de bruge optagelser fra Peberholm.
Sagen handlede om de tre våbensmuglere, der under en politijagt blev tvunget til stop på Peberholm med våben købt i Sverige.
Derfor tog jeg sammen med en journalist fra avisen og en kommunikationsmedarbejder fra Øresundsbroen ud på Peberholm.
Vi blev kørt der ud i Øresundsbroens bil og behørigt iklædt refleksvest kunne jeg nu filme.
Da den vestlige del af Peberholm ligger nærmere end 5 kilometer fra lufthavnen i Kastrup kunne jeg ikke her gå op over en højde på 40 meter.
I forberedelserne til flyvningen havde avisen også kontaktet Naturstyrelsen for, at få tilladelse til, at flyve i det naturbeskyttelsesområde, der er i forbindelse med Saltholm og på mine kort også dækker Peberholm.
Tilsyneladende er det ikke tilfældet at området dækker Peberholm, så det var ingen hindring.
Vejret var diset, men nogenlunde vindstille og med en temperatur omkring 4 grader.
På trods af det var det koldt trods overtræksbukser og lange underbukser og -trøje.
Jeg filmede hovedsageligt hvor motorvejen går ned i tunnellen, da det var her de tre unge blev stoppet og løb ind på øen.
Men de ville også gerne have noget hvor man kunne se selve broen, så vi kørte ned og parkerede på vejen under der hvor højbroen forlader øen.
Så det blev også til en række stillbilleder og video af selve broen.
Da det ikke er hver dag man får lejlighed til, at komme på Peberholm filmede jeg rigeligt og brugte næsten alle tre batterier.
Sidst jeg var herude (og faktisk også oppe i en af pylonerne) var tilbage i forbindelse med 10 årsdagen for indvielsen i 2010.
Det var dejligt at komme ind i en varm bil bagefter.

Følg og like min side.

Facility Manageren: Portrætfotos taget til bladet Erhverv Danmark for MediaMovers.

En dag i november satte jeg mig ind i min bil og kørte en ganske kort tur.
Nærmere bestemt 1,5 kilometer fra El Fabrico til World Trade Center på Borupvang.
Her skulle jeg tage portrætter af Svend Bie fra Dansk Facility Management.
Jeg fandt ud af at jeg havde været på adressen en gang tidligere, da Siemens havde kontor der, så jeg fandt ret hurtigt nogle gode inden- og udendørs locations i det lidt specielle betonbyggeri.
Jeg begyndte med at stille min flashlampe op inde i forhallen ved den lysinstallation, der var længst væk fra dørene.
Her var der mulighed for både at arbejde med lyset i installationen og lyset fra lampen.
Svend var ret nem at fotografere og gav sig god tid til det.
Vi gik også ud på balkonen bag caféområdet hvor han tog opstilling et stykke væk og jeg skød med en lang brændvidde.
Vi sluttede af ude ved hovedindgangen hvor der også var gode muligheder for at lave nogle interessante billeder.

Følg og like min side.

Tv-lægen: Portrætbilleder taget til MediaMovers og Jyllands Posten

En solrig lørdag for en måneds tid siden var jeg sammen med en journalist kørt til Bastrup Sø ved Lynge i Nordsjælland.

Her skulle vi mødes med Peter Qvortrup Geisling, som nok i de flestes øjne er kendt som tv-lægen og nu korrespondent, som det så fint hedder på DR, indenfor sundhed.

Hvad mange ikke ved er, at han har en stor passion for, at færdes i naturen og i særdeleshed at fiske, hvilket han gør når han har tid ved netop Bastrup Sø.

Vejret var godt og lunt med sol igennem de lette skyer.

Så det var helt perfekt til fotos.

Jeg havde taget en lampe med, så jeg kunne gøre det lidt lækkert og fra erfaring med en bryllupsfotografering lige netop her vidste jeg nogenlunde hvor langt vi skulle gå, så jeg ville godt tage lampe og batteri med.

Vi sonderede terrænet og ved selvsamme bådebro hvor jeg tog bryllupsportrætter i sin tid, satte Peter og journalisten sig og begyndte interviewet, mens jeg satte min lampe op og målte lys.

Jeg har ikke fisket siden jeg var ung og  jeg sammen med en kammerat sejlede ud i jolle syd for Århus og fangede torsk og fladfisk, men den her dag med Peter gjorde at man helt fik lyst til det igen.

På ingen tid havde han fanget tre-fire skaller ved hjælp af de medbragte dåsemajs, som jeg erindrer man også brugte i min barn- og ungdom udover sildefileterne.

Da de to have talt færdig lavede jeg nogle portrætter og lidt reportage (hvis man kan billeder af en stillesiddende mand, der kaster snøren ud) på broen og lidt portrætter inde på land.

Oppe ved bilen, der var pakket med fiskegrej, lavede jeg også et par portrætter mens Peter pakkede sammen.

Følg og like min side.

De studerende: Portrætbilleder for Dansk Journalistforbund.

Fredag i forrige uge havde jeg fået til opgave, at portrættere tre studerende til Dansk Journalistforbund.

Det drejede sig om to studerende på DMJX i Emdrup, henholdsvis en grafiker og en tv-tilrettelægger samt en retorikstuderende på KUA.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at tage billederne af dem på deres respektive uddannelsessteder, men tiden og logistikken betød, at det kom til, at foregå på deres hjemadresser og på KUA.

Den første boede i Badstuestræde i indre by, hvilket betyder minus parkering.

Da jeg ville bruge en Profotolampe til portrætterne betød det, at jeg måtte parkere i Slotsholmsgade og gå til stedet.

Det er heller ikke den store vej, så det gik fint.

Vi tog billederne nede i hendes baggård, hvor vi to gange blev forstyrret af biler, der skulle parkere, men ellers gik det fint.

De to andre jeg skulle fotografere var begge på Amager, så der kunne jeg parkere lige ved.

Den ene på Amagerbrogade, hvor jeg tog billederne i hendes lejlighed og den retorikstuderende ude foran bygningen på Njalsgade.

Følg og like min side.

VVSeren: Redaktionelle billeder for AO Johansen og Datagraf

Tilbage før det blev sommer var jeg sammen med en journalist i Helsingør for at lave en artikel til AO Johansens kundemagasin Worker.

Vi skulle besøge Lars Knudsen hos Helsingør VVS.

Lars har et stort showroom i den bagerste af de to bygninger på grunden.

Her har han alt i energibesparende produkter indenfor køkken, bad og varme.

Mens han blev interviewet af journalisten tog jeg nogle billeder og efterfølgende et par portrætter forskellige steder i showroomet.

Følg og like min side.

Ramadanmiddag: Reportagefotos til Kristeligt Dagblad og Ritzau Foto.

Fredag aften var jeg sammen med en journalist fra Kristeligt Dagblad på Nørrebro og besøge Stefanskirken.

Her blev der, som tidligere år, afholdt ramadanmiddag for muslimer, kristne, troende og ikketroende og alle der ville deltage.

Som præsten i kirken, Thomas Høg Nørager siger: Vi fejrer en virkelighed hvor indbyggerne taler sammen på kryds og tværs af religioner og kulturer.

Udenfor kirken var der opstillet pavilloner og da jeg ankom ved 20.30 tiden var folk så småt begyndt at samles.

Lidt efter kom journalisten.

Han ville have billeder af hvad der skete og skulle nok sige til hvis der var nogle bestemte personer han ønskede billeder af.

Vi fandt præsten inde i kirken, hvor han var i færd med et interview til to af vores kollegaers bog om Nørrebro.

Han introducerede os, da han var færdig med interviewet og trukket i præstekjolen, for et par personer fra det muslimske samfund og vi talte med dem.

Kort efter bød præsten velkommen og jeg var i gang med at fotografere.

Her efter gik det slag i slag.

Vi talte med nogle unge muslimske kurdere og tyrkere og om deres tro, ramadanen og fasten.

Efterfølgende var der korsang i kirken, hvortil man havde flyttet aftenens optræden efter, at en regnskylle havde givet problemer med den udendørs opstillede lydanlæg.

Da koret havde sunget, blev  der forberedt mad til de mange fremmødte og en imam brød fasten og præsten fremsagde fadervor.

Jeg cyklede hjem til Østerbro i en pause mellem de tunge byger.

Artikel på Kristeligt Dagblads hjemmeside.

Følg og like min side.

Budgetforhandlinger: Redaktionelle billeder for Ritzau Foto

I går aftes, lige da jeg havde lagt bestikket efter aftensmaden, ringede telefonen.

Det var fra Ritzau, der ønskede, at jeg tog i finansministeriet med det samme, hvis jeg kunne, og fotograferede afslutningen på forhandlingerne mellem Regionerne og regeringen om budgettet for 2018.

20 minutter senere gik jeg ind af døren til ministeriet, der ligger lige udenfor og til venstre til indgangen til Rigsdagsgården og Folketinget.

Det er vel 5-6 år siden jeg sidst har betrådt gulvene her.

Pudsigt nok genkendte jeg kvinden, der sad i receptionen, hvilket var gensidigt (påstod hun:))

Et etage op og ned ad Stengangen, hvor mine kollegaer fra Scanpix, DR og TV2 havde taget opstilling ved døren til mødelokale 1.

De så underligt afventende ud og det viste sig faktisk, at parterne ikke var gået ind til forhandlingerne endnu og kun kort tid efter ankom de.

Så lidt heldig har man lov til, at være.

Da de alle var gået ind fik vi lov til en kort visit i mødelokalet hvor Kristian Jensen gjorde klar til, at byde velkommen.

Os ud igen og ned og redigere billeder og sende ind.

Nu var det bare, at vente til de kom ud igen.

Heldigvis var Regionernes pressechef tilstede og sammen med finansministeriets ansatte kunne han nogenlunde fortælle os hvornår de ville komme ud fra mødelokalet igen.

I mellemtiden fordrev jeg tiden med iPhone, træningskamp Danmark-Tyskland på et kontor lige overfor mødelokalet og samtale med kollegaerne.

Omkring 10 minutter inde i den sene TV-Avis kom de endelig ud og vi kunne tage vores billeder og tv-stationerne og aviserne få deres interviews.

Tilbage til stolen og lave billeder og pakke sammen.

Gåtur ned til bilen i Slotsholmsgade mellem to regnbyger og snuden hjem mod Østerbro.

 

Følg og like min side.

Forfatteren: Portrætbilleder taget for Kristeligt Dagblad og Ritzau Foto.

For et par uger siden mødtes jeg med en journalist fra Kristeligt dagblad og den norske forfatter Vigdis Hjort.

Jeg skulle tage billeder af hende til en artikel til avisen.

Artiklen handlede til dels om hendes seneste bog “Arv og miljø” der blandt andet foregår på Christianshavn hvor Vigdis også selv boede i en periode i 80erne.

Derfor mødtes vi på Christianshavns Torv og gik en tur rundt i bydelen.

Når man skal tage billeder af forfattere er det ofte svært, at portrættere dem i forhold til deres bøger.

Så lidt hjælp var der at hente i det vi som sagt bevægede os rundt på Christianshavn.

Vejret var blæsende med sol og spredte skyer, så lyset skiftede en del.

Jeg lavede et enkelt billede på en af broerne over kanalen i modlys, men tog ellers resten af billederne i skyggen hvor det er nemmere at få lavet noget pænt.

Efter en halv times tid hvor vi blandt andet havde været ved Eiffel Bar i Wildersgade og i en nærliggende baggård hvor Vigdis boede i en af ejendommene lod jeg journalisten og forfatteren fortsætte samtalen alene.

Jeg kørte på kontoret og lavede billeder.

Følg og like min side.

Karrierekick: Portrætfotografering for Dansk Musikerforbund

I går var jeg sammen med to kollegaer inde i Dansk Musiker Forbunds afdeling på Sankt Hans Torv og fotografere.

To gange årligt tilbyder forbundet dets medlemmer karriererådgivning, møder med grafikere og så fotografering.

På sådan en dag ligger programmet helt klart: En times makeup og en times fotografering.

Hver fotograf har otte sessions hvor der skal fotograferes alt fra en enkelt kunstner til grupper med 4-5 medlemmer.

En fotograf holder til på 1. sal og benytter denne, samt udenfor til fotografering og to fotografer holder til på 3. sal og benytter studiet, der dels består af papirbaggrunde i den ene ende af lokalet og dels af sort molton i den anden ende af lokalet.

I lokalet, der er godt 40 kvadratmeter opholder sig udover de to fotografer, to stylister, samt kunstnere, der bliver fotograferet, sminket eller venter på, at blive fotograferet.

Nogle kunstnere har en helt klar idé om hvilke billeder, der skal tages og andre har en svag idé og dem taler vi så sammen med og kigger på billedeksempler med.

Det er en travl, men sjov dag og for nogle ender det op med et par billeder, mens andre kan få op til cirka 15 billeder.

Det er ofte hvis de er taget i studiet med samme baggrund og samme belysning, at det kan lade sig gøre.

Igen er der andre, der vil udenfor og fotograferes og her når vi ikke altid en masse.

Gårsdagens vejr var skyfrit og med blå himmel.

Heldigvis ligger lokalet vi fotograferer i mod nord, så vi får ikke sol ind før sidst på dagen.

Det indirekte sollys, der kommer ind i lokalet bliver reflekteret af de hvide facader på ejendommene på den anden side af torvet, hvilket er perfekt til fotografering uden lamper.

Min første session var med en kvindelig violinist og bratschist, som kun blev fotograferet i studiet både med og uden lamper.

Efterfølgende var det en cellist og en fløjtespiller, der fik taget billeder med lamper i studiet.

En mandlig guitarist fulgte efter og blev også fotograferet med lamper i studiet.

Han ville gerne have nogle billeder hvor han spillede og hvor hovedet på guitaren var uskarpt.

Faktisk et slags koncertbillede.

Ved et tilfælde gik kun den ene lampe af, hvilket betød at han blev fotograferet lidt i modlys, men det var faktisk lige netop det, der blev det gode billede i den serie.

Den næste jeg fotograferede var en kvindelig kirkesanger og projektleder, der ikke havde nogen idé til billeder, men sammen fandt vi hurtigt et udtryk i nogle billeder taget, hvor hun sad omvendt på en stol.

Det blev også til et par portrætter op ad en skallet væg nede i porten med en reflektor og diffust sollys som belysning.

Efter frokost var det en kvindelig klassisk kvartet, der skulle fotograferes med en genganger blandt dem jeg tidligere havde fotograferet.

De havde fundet en location lige på den anden side af torvet ved Verdenskulturcentret.

Jeg hankede op i min Profotolampe og vi gik over til Nørre Allé.

Her var der en trætrappe, som nu heldigvis lå i skygge, hvorved jeg lettere kunne styre lyset med lampen.

Vi lavede nogle forskellige opstillinger både siddende og stående.

Da jeg havde lavet billederne færdige var det rapperen Justin Swayzys tur.

Han ville gerne have lavet nogle billeder i studiet og ude på gaden hvor man kunne se det var København.

Vi tog nogle forskellige poses i studiet og gik efterfølgende ud i Sankt Hans Gade og skød nogle billeder på en strappesten med grafitti på en dør.

Vi sluttede af i gården blandt mælkekasser og skraldecontainere.

Endnu en en klassisk musiker skulle have taget billeder.

Denne gang en cellist der ville have billeder i studiet og på gaden (en rå baggrund)

I studiet skulle jeg blandt andet skyde nogle detaljer, som fokuserede på instrumentet og ikke musikeren.

Midt i eftermiddagsmyldretiden gik vi på gaden og skød nogle billeder af den spillende cellist, hvilket fik mange til, at stoppe op.

Slutteligt skød jeg en kvindelig singersongwriter/performer, der poserede sammen med et miniatureflygel.

En hel masse billeder taget med nogenlunde samme lyssætning, hvilket gjorde efterbehandlingen forholdsvis nem.

Da jeg havde pakket sammen og spist aftensmad kørte jeg hjem.

 

 

Følg og like min side.

Brøndby-Lyngby: Fodboldbilleder for Frontzonesport/Gettyimages

Søndag eftermiddag var jeg en tur på Brøndby Stadion for, at fotografere Brøndby mod Lyngby i superligaen.

Da kampene i den sidste spillerunde inden slutspillet alle blev spillet klokken 17.00 havde Lars fra Frontzonesport ikke mulighed for, at være på vestegnen, da han selv skulle dække FC Midtjylland-FC Nordsjælland i Herning.

Kampen i Brøndby var forøvrigt rundens eneste kamp på Sjælland.

Det er efterhånden nogle år siden jeg sidst var på Brøndby Stadion, men det lignede sig selv.

Presseindgangen var blevet flyttet, men presserummet og kollegaerne til kampen var de samme som altid.

Jeg ankom en lille times tid i forvejen da jeg inden kampen skulle uploade et billede til Getty, så Lars kunne se, at der var hul igennem og at IPTC var udfyldt korrekt.

Da det var til Getty skulle alle captions være på engelsk.

Jeg havde forudfyldt generelle info om kampen og Lars havde været så flink, at lægge lister med spillertrupperne til mig på mail.

Efter lidt mail frem og tilbage lykkedes det mig, at oprette codereplacements i Photomechanic så jeg blot skulle trykke f.eks $b1$ når jeg skulle have Frederik Rønnows navn ind i caption i stedet for, at skulle finde navnet på en liste og skrive det hele.

Det er altså en fordel, især for sådan en som mig, der ikke har været i felten i flere år.

Jeg kender nogle få spillere, men resten er ukendte for mig.

Nå, men jeg sonderede banen inden kampen og kiggede mod himlen.

De havde lovet regn og slud, så jeg havde taget regnovertræk til mine kameraer med.

Inden kampen ville Brøndbys fans lave en såkaldt tifo og den skulle jeg have billeder af.

Ligeledes skulle jeg under kampen sørge for billeder af de mange fans og stemingen på stadion generelt.

Jeg tog også et par billeder af spillerne da de kom ud fra spillertunellen, hvilket jeg sjældent gør.

Jeg skulle fokusere på Brøndby og i første halvleg skulle de angribe ned mod Sydsiden, hvor de mest dedikerede fans sidder.

Til at begynde med satte jeg mig på sidelinien halvvejs mellem midterlinjen og baglinjen.

Herfra kunne jeg fotografere de to trænere give dessiner til spillerne og samtidig have udeholdets målmand, Jesper Hansen, med ansigtet i mod mig.

Den eneste ulempe ved, at sidde på sidelinjen er, at linjedommeren løber lige netop her, så engang imellem spærrer han for udsynet.

Halvvejs inde i halvlegen begyndte et par spillere, at varme op og de løb sammen med linjedommeren mellem mig og banen og derved blev mit udsyn for begrænset.

Så jeg flyttede ned til de andre fotografer på baglinjen.

Der var godt med action i første halvleg, masser af brændte chancer for hjemmeholdet og desværre en scoring fra udeholdet, som så foregik i den anden ende af banen.

I pausen nåede jeg, at aflevere 5-6 billeder og komme ned på banen inden, der var fløjtet op til anden halvleg.

Fansene på sydsiden brændte en masse fyrværkeri af, hvilket gjorde, at store dele af banen var indhyllet i røg.

Det var der gode billeder i.

Jeg begyndte anden halvleg på den her uforstyrrede sidelinje, men da regnen tog til og gik over i slud, satte jeg mig ned på baglinjen hvor der var lidt mere læ.

I anden halvleg var der masser af action i denne ende af banen med tre mål af Wilczek og et enkelt mål til udeholdet i modsatte ende.

Da kampen blev fløjtet af tog jeg nogle billeder af de jublende Brøndbyspillere, der løb op mod sydsiden og de glade fans.

Oppe i presserummet blev der arbejdet intensivt og jeg fik afleveret en stor stak billeder inden jeg kørte hjem.

Alle mine billeder hos Getty kan ses her.

Følg og like min side.

Tegneren: Portrætfotos taget for Dansk Journalistforbund

Et par dage før jul sidste år var jeg på besøg hos den tidligere Politikentegner Jørn Villumsen i hans hjem i Gevninge ved Roskilde.

Billederne skulle bruges af Dansk Journalistforbund.

Huset Jørn bor i har han selv tegnet og bygget.

Det ligner mest af alt et hus, som man ser dem på landet i Sverige.

Det stikker lidt ud fra mængden af gule murstenshuse i det villakvarter det ligger i.

Indenfor er der hyggeligt og Jørns lange karriere indenfor det illustrative præger huset, hvilket især gør sig gældende for hans arbejdsværelse i stuen ud mod haven i den ene ende af huset.

Der er loft til kip og fra en hems kan man kigge ned på hans store tegnebord, hvilket jeg også udnyttede til min fotografering.

Vi fik kaffe og fik talt en hel del om det, at være freelancer, som Jørn er blevet efter mange års fastansættelse på Rådhuspladsen.

Det er altid hyggeligt, at kunne føre en faglig og interesant samtale med den man skal portrættere, noget jeg ofte tager mig tid til, hvis begge parters kalender tillader det.

Følg og like min side.

Mindehøjtideligheden: Reportagebilleder taget for Polfoto

For en gangs skyld var jeg i går eftermiddags på job for Polfoto.

De ville have mig til, at dække mindehøjtideligheden ved den tyske ambassade i Stockholmsgade på Østerbro i København.

Mindehøjtideligheden var i anledning af terrorangrebet, der ramte et berlinsk julemarked mandag aften, hvor en mand kørte en lastbil ind i menneskemængden og dræbte 12 og sårede endnu flere.

Det er typisk sådan ved disse mindehøjtideligheder, at man lige skal lodde stemningen inden man kommer brasende med sit store kamera og fyrer sin flash af op i hovedet på folk.

Da jeg ankom lidt i klokken 17 var både DR og TV2 til stede og der var opstillet et par lamper.

Allerede her kunne jeg se at jeg godt kunne skyde med flash omend jeg ikke ville gøre det uhæmmet.

Lige da jeg havde fået indstillet det hele kom socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og lagde en stor buket blomster ved ambassaden.

Så var man ligesom igang.

Mindehøjtideligheden var arrangeret af Lars Aslan Rasmussen, ligeledes fra socialdemokraterne.

Han lagde også blomster inden den tyske charges d’affaires Anke Meyer holdt en kort tale efterfulgt af et minuts stilhed.

Her slog jeg flashen fra og lod tvstationernes lamper oplyse mit motiv.

Efterfølgende tog jeg et par billeder inde i forhallen, hvor folk kunne skrive deres kondolencer ned i en bog.

Et par nærbilleder af blomster og lys på fortovet, samt et billede af EU-flaget og det tyske flag på halv oppe på en balkon.

Jeg gik rundt om bygningen for, at komme lidt i ly for vinden og satte min computer op på et lille elskab og fik sendt en god håndfuld billeder ind til redaktionen.

Inden jeg tog hjem kiggede jeg lige rundt om hjørnet for, at se om der skulle være kommet flere mennesker til.

Det var der ikke, så jeg vendte snuden hjemad.

Følg og like min side.

Voxpop: Redaktionelle billeder for BILD.

Det er ikke så ofte, at jeg laver reaktionelle billeder mere.

Det er overvejende erhvervskunder jeg betjener, men tidligere lavede jeg stort sikkert ikke andet.

Når vi taler redaktionelle billeder taler vi også voxpop eller enquete, som det bliver kaldt på de finere aviser.

Det er simpelthen når man som fotograf og/eller journalist stopper forbipasserende på gaden for, at stille dem et eller flere spørgsmål og samtidig tage et billede til avisen.

Jeg var belvet kontaktet af et pressebureau i Tyskland, der bad mig om, at lave en voxpop om EU blandt danskere på gaden i København for avisen BILD.

Kravet var, at alle billeder skulle tages på det samme sted og med et kendt københavnsk vartegn i baggrunden.

At det blev Christiansborg var faktisk lidt af et tilfælde, men det kom sig af at jeg havde et møde i Strædet og så kunne jeg lige gå ned på Højbro Plads og tage billederne.

PS: For dem af mine kollegaer, fotografer såvel som journalister, der læser dette indlæg: Han sad tilfældigvis ved rytterstatuen på Højbro Plads:)

Følg og like min side.

Oversized loads: Reportagebilleder for NCC og SEESmedia.dk

Natten til søndag var jeg på opgave for NCC.

Heldigvis var det lige i nabolaget, nærmere betegnet ved Rigshospitalet.

Her er NCC ved, at opføre nye fløje på hjørnet af Frederik den Vs Vej og Blegdamsvej.

Denne nat, skulle der fra Polen over Sverige ankomme fire blokvogne med stålkonstruktioner med en samlet vægt på lige under 100 ton.

De bredeste var godt 5 meter brede og næsten 30 meter lange.

Min opgave var, at dokumentere transporten og leverancen til byggepladsen.

Planen var oprindeligt, at jeg skulle over broen og til Sverige og følge dem derfra, men det viste sig, da de første to transporter var ankommet, de to sidste holdt klar ude på Sjællandsbroen.

Så da de to, i mine øjne, kæmpe stålkonstruktioner var på plads kørte jeg med konvojlederen Jan i hans bil ud og fulgte de to andre blokvognes vej gennem den nattemørke by.

Hver gang Jan steg ud af bilen for, med hænderne og sit røde “lyssværd” at signalere til trafikanter og lede lastbilerne igennem, steg jeg også ud og snuppede nogle skud.

Det skete tre-fire steder undervejs og da vi kørte ad Fredensbro og mod Blegdamsvej, steg jeg af og fulgte konvojen til fods hen til byggepladsen.

 

 

 

Følg og like min side.

Doorstep i Statsministeriet: Pressefotos for Polfoto.

I fredags lidt over 10 om formiddagen, blev jeg ringet op af en billedredaktør fra Polfoto. Hun ville gerne have mig ind og fotografere i Statsministeriet. Der skulle være trepartsforhandlinger og efter mødet ville der være doorstep (engelske for pressemøde på dørtrinnet, hvilket de viste sig ikke at være) Om jeg kunne være der 10 minutter over 11?

Øh, ja. Men jeg skal lige hjem fra kontoret (på cykel) og hente mit kamera og så ind til Slotsholmen.

Så jeg var noget svedig efter cykelturen, bilturen ind til Slotsholmsgade, hvor jeg heldigvis kunne parkere og småløb over til Prins Jørgens gård, hvor en kollega fra Scanpix og DR og TV2 stod og ventede.

Det viste sig, at vi kunne komme ind i Egetræsværelset fra klokken 11.10 og så kunne vi vente der til mødet var færdigt!?

Nå, men jeg brugte så halvanden time på, at vente på blandt andre Statsministeren, repræsentanter fra fagbevælgelsen, DI og Komunernes Landsforening.

Jeg havde i skyndingen bare fyldt lommerne med flashbatteri, flash og min 8-15 mm og så en 35er på min 5D.

Så jeg manglede lidt min 70-200 nu hvor man pænt, modsat tidligere, skal stå pænt bag et bånd 6-7 meter fra den opstillede pult.

Det gik og jeg fik også lejlighed til, at få et par oversigtsskud fra en stige, som DR havde taget med.

Desværre havde jeg ikke taget min bærbar med.

Der var ellers rigeligt tid til, at redigere og sende inden vi blev lukket ud igen.

Følg og like min side.

Rungsted Ishockey vs Herning Blue Fox: Sportsbilleder for Polfoto.

Tirsdag aften var jeg i Hørsholm Skøjtehal eller rettere: Saxo Bank Arena, som den hedder nu.

Sidste gang jeg var her for seks!! år siden, hed den Hørsholm Skøjtehal og holdet hed Rungsted Cobras

Nu hedder de Rungsted Ishockey, spille i nye dragter, men indvendig lignede hallen sig selv – jeg følte mig i hvert tilfælde hjemme.

Man skulle stadig op ad en lille hønsestige til speakerboksen, hvor jeg kunne sætte min computer op.

Jeg havde min 300 mm på min 1D mk III og 70-200 mm på min 5D mk III og gik ned i den lille boks mellem spillerboksene.

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle i gang inden jeg rigtig havde styr på det.

Skød det meste med min 300 mm, som jeg plejede i gamle dage, men det blev dog også til noget med 70-200.

Jeg missede selvfølgelig periodens ene mål, men det var faktisk en dommer, der gik imellem mig og målet.

Jeg gik op og valgte billeder ud efter første periode og sendte 13 billeder afsted.

 

 

 

 

Følg og like min side.

Asfaltarbejderne: Reportagebilleder for Lemminkäinen

Via en journalistkollega fik jeg muligheden for, at se nærmere på byggeriet af den nye Nordhavnstunnel, der går går fra Lyngbyvej til Nordhavnen på Østerbro i København.

For den finske entreprenørvirksomhed Lemminkäinen skulle jeg tage en række billeder af arbejdere i færd med, at lægge asfalt i ovennævnte tunnel.

Billederne skulle bruges i deres personaleblad Lemmy (det hedder det sgu!)

Der skulle tages nogle portrætter af de medvirkende i artiklen og så nogle reportagebilleder af dem i arbejde.

Jeg fik en grundig briefing i tekst og billeder om hvordan billederne skulle se ud og ikke mindst om, at enhver medarbejder kun måtte afbilledes iført de obligatoriske sikkerhedsbriller, høreværn, samt arbejdstøj.

Jeg vidste ikke på forhånd, at Lemminkäinens ansatte i Danmark udelukkende laver asfaltarbejde, så jeg havde slet ikke tænkt på, at vi skulle stå i en tunnel og at høreværn ville være en god idé.

Det eneste, som er obligatorisk på enhver byggeplads er sikkerhedsstøvler, som jeg selv medbragte, samt hjelm.

Ud over det fik vi også udleveret en gul sikkerhedsvest.

Men som sagt var der en del larm nede i tunnelrøret.

Der udover var der også temmeligt varmt, hvilket siger sig selv, når man går og står på 150 grader varm asfalt og fotograferer.

Journalisten fik udpeget nogle medarbejdere, der skulle medvirke i artiklen og jeg fotograferede dem, så efterfølgende.

Mens hun talte med dem gik jeg rundt og fotograferede processen med, at lægge asfalt hvilket inkluderede to lastbiler (en i hver vognbane) to “strygejern”, som er de asfaltmaskiner, der opsamler asfalten, som lastbilerne læsser ned i dem og fordeler det på vejbanen, hvor efter to vejtromler (det hedder det garanteret ikke i fagsprog) tromler asfalten.

Pyh ha, det var en varm omgang!

Følg og like min side.

PR-manden: Portrætfotos af Mikael Børsting fra Geelmuyden Kiese for Landbrugsavisen/POLFOTO.

 

I forbindelse med en artikel og en reklame for et foredrag på konferencen Vækst 2015 skulle jeg fotografere public affairs direktør i PR-bureauet Geelmuyden Kiese, Mikael Børsting, for Landbrugsavisen.

Bureauet har kontor i Jorcks Passage i København, så jeg pakkede min 5Der og en 35mm og en 50mm, samt min flash i en lille rygsæk og kastede mig op på cyklen.

Da jeg kom op på tredje sal, ventede jeg et kort øjeblik på Mikael, der imødekommende og smilende spurgte hvordan vi skulle lave billederne.

Jeg havde som opdrag, at jeg skulle have et tæt portræt og et på afstand!?, så det var jo rimeligt frit tolkeligt.

Vejret var godt med spredte skyer på en blå himmel, så det var helt perfekt da Mikael foreslog tagterrassen som location for nogle af billederne.

Heroppe var der borde-bænkesæt og et stålgelænder rundt om terrassen.

Jeg monterede min flash og lavede nogle modlysbilleder forskellige steder på terrassen, samt på den smalle trappe der førte derop.

Vi gik ned i kontoret, der var lidt af en kliche indenfor pr-branchen.

Stilige møbler og et skovtapet på den ene væg.

Det kunne jeg ikke stå for, så det brugte jeg som baggrund.

 

Følg og like min side.

En presset aften: Valgaften på Christiansborg for Polfoto.

 

På valgaftenen tog jeg ind til Borgen ved 19-tiden, så har man lige tid til, at lande inden tingene rigtigt tager fart.

Jeg begyndte inde ved Dansk Folkeparti, som i år havde Snapstinget som festlokale.

Det var egentlig meningen, at jeg skulle sende trådløst direkte fra mit kamera med et Eye-Fi kort, men det kom aldrig rigtigt til, at virke (der er en del trådløse netværk i gang sådan en aften) så jeg satte min computer op på et bord i et hjørne hvor nogle kollegaer allerede havde slået sig ned.

Først kom Pia Kjærsgaard ind i lokalet, til stor jubel.

Jeg rundede lige de andre partier på Borgen inden jeg vendte tilbage til Snapstinget.

Lidt senere kom den nuværende formand Kristian Thulesen Dahl ind, til endnu mere jubel.

Jeg gik ud og forsøgte at fange lidt stemning fra de andre partiers fester og kendte politikere, der ankom til stedet.

Man kan have mange meninger om et så tvstyret valg: der er ikke plads til andre end DR og TV2, men de mange skærme placeret rundt omkring i partilokalerne og i gangene gør det nemt at følge med i hvem der kommer hvornår.

Det store spørgsmål for aftenen: hvem skal man fotografere, vinderen eller taberen?

Jeg gik med vinderen Lars Løkke Rasmussen, det blev en lang aften.

Først stod jeg med nogle kollegaer ude ved trappen op til Landstingssalen, hvor Venstre holdt til for, at få et billede her.

Men mulighederne var begrænsede, så jeg besluttede mig for, at gå ind i salen og se om jeg kunne komme tæt på her.

Tv- og pressefotografer stod og sad ved og på den lille scene i den ene side af salen.

Imens kunne vi på tv se Helle Thorning tage hjemmefra og køre herind for at holde tale i Fællessalen.

Så skiftede billedet til Lars Løkke og frue.

I en bil ikke langt herfra kørte de mod Borgen.

I mellemtiden var vi fotografer, journalister og partimedlemmer, blevet gennet til side og der var opsat bånd, så der var dannet en korridor, som de kunne ankomme i.

Da de ankom skød jeg alt hvad jeg kunne og straks Lars Løkke og følge havde passeret, knipsede jeg båndet foran mig og nærmest kastede mig op på ryggen af de foranstående og endte således i anden række for an scenen.

Næsten perfekt!

Bortset fra, at jeg ikke stod forrest, fik jeg nogle gode billeder fra den position jeg stod på.

Da jeg havde taget det jeg skulle, maste jeg mig ud til højre og ind i lokalet ved siden af og satte mig med min computer og lavede billeder.

Der efter gik det hjemad.

Troede at jeg kunne gå lige ud i en taxa udenfor, men den idé var der sjovt nok andre end mig, der havde fået.

Så jeg måtte traske helt til Østerport inden der kom en bil med et grønt lys i vinduet.

Følg og like min side.
onClick="_gaq.push(['_trackEvent', 'kontakt', 'email', 'kontaktformular',, false]);"