Emaljehaven: Dronevideo, -billeder, video og stillbilleder lavet for Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke og københavns kommune.
Mandagen efter jeg havde været på NEXT og filme og fotografere at man hejste en container ind på skolen, var jeg på Emaljehaven Plads, et stenkast fra NEXT, og følge arbejdet her.
Anlægsprojektet her er noget mere omfattende end på NEXT.
Her har man ryddet hele pladsen og omlagt den med nye bede, siddepladser og et muret kunstværk.
Da jeg kom derop var anlægsgartnerne i fuld sving med at plante ud.
Et andet sted blev der sat brosten omkring et bed og murerne var i gang med kunstværket i det hjørne af pladsen der vender ud mod Frederiksborgvej og Rentemestervej.
Jeg begyndte med at filme og fotografere fra jorden og bevægede mig rundt til de forskellige steder på pladsen hvor der blev lavet noget.
Jeg sluttede af med at flyve med drone.
Det var lidt blæsende, dog ikke mere end det tilladelige, men dog med nogle lidt kraftige stød.
Når man flyver i byen skal man være opmærksom på kastevinde på grund af de mange bygninger.
Man kan fint stå og flyve i læ af en bygning, men når man så nærmer sig taget, kan der godt komme nogle vindstød, der gør at man skal koncentrere sig.
Derfor flyver jeg aldrig op til for eksempel 50 meter, hvis det er den højde jeg vil skyde fra, med det samme.
Jeg tager det lidt i etaper når jeg stiger for at se hvordan dronen reagerer.
Jeg fløj fra tre steder på og ved pladsen, dels fordi jeg ikke bare vil flyve ud over det hele og dels fordi det kan være svært at bedømme luftledningers placeringer og afstande til husenes facader.
Der udover, selvom jeg flyver med en lille drone, undgår jeg at flyve over for mange uvedkommende personer.
Det er også altid rart at stå nogenlunde under eller tæt ved dronen når man flyver i byen.
Jeg var på pladsen en times tid inden jeg vendte snuden hjem.
















































