Som i tilfældet med fotograferingen af Langebro oppefra har det også stået på min ønskeliste, at fotografere eksempelvis Gyldenløvesgade og Søpavillonen oppefra længe.
Det kan stort set også kun lade sig gøre i disse tider hvor der ikke er megen trafik i de tidlige morgentimer.
Jeg parkerede bilen i Vester Søgade og ventede lige et øjeblik på, at lyset skulle komme.
Der var nemlig lidt skyet denne morgen, men dog en stribe klar himmel, hvorfra lyset kom lidt kraftigere.
Det første sted jeg sendte dronen op var umiddelbart ved siden af Søpavillonen.
Stedet var så langt fra både Søgade og Gyldenløvesgade, at jeg kunne overholde minimum 15 meter sikkerhedszone og sende dronen ud over Peblingesø og lade den stige til 120 meter.
Efter flyvningen over Peblingesø og fotografering af området, gik jeg op forbi Dronning Louises Bro og stillede mig på den ensrettede sti langs Sortedamssøen på Søgadesiden.
Her skulle jeg holde lidt afstand til bredden og ikke flyve tættere end midten af broen, da den kroatiske ambassade ligger på Søtorvet, og jeg ikke havde søgt om tilladelse til, at flyve i deres område.
I umiddelbart nærhed af broen kunne jeg gå i 120 meters højde til trods for at jeg var inde på en afstand af 1-2 kilometer fra HEMS (Helicopter Emergency Medical Service) på Rigshospitalet.
Her må man normalt kun flyve 50 meter over banehøjde, men da HEMS på Rigshospitalet ligger i 79 meters højde, kan jeg altså gå i fuld højde (120 meter) her.
Lidt længere oppe ad søen måtte jeg dog holde mig til 79 meters højde da jeg her var inde under 1 kilometer fra HEMSen og man ikke må flyve her hvis HEMSen er i tærrenhøjde.
Jeg fik nogle gode billeder af Fredens Bro og et topdownskud af Dronning Louises Bro, hvilket jeg ikke kunne få af Fredens bro.