I februar fik jeg til opgave, at lave en cirka 90 sekunders videopræsentation for Per Johansen fra Danbolig i Tune.
Videoen skulle bruges som præsentation af et nyt boligområde i Skibby, der er under udvikling.
Videoen skulle indeholde droneoptagelser og video optaget på jorden.
Der var en allerede eksisterende video, den skulle ligne, så “drejebogen” var skrevet.
Udstykningen ligger på østsiden af byen og den skulle der selvfølgelig være video af.
Den nærliggende Sælsø, der ligger halvanden kilometer yderligere østpå, skulle også være med på billederne og så skulle der laves interview, voiceover og speak, samt lidt optagelser af en daginstitution.
Vi begyndte med nogle optagelser af Per i området mellem Selsø og Roskilde Fjord.
Vi ville gerne have haft nogle dronebilleder af ham i kassen, men det er desværre lukket land på grund af, at det er et naturområde, så her må ikke flyves med drone.
Det blev i stedet til nogle optagelser med mit XT-4.
Jeg lavede nogle interviewbidder på selve udstykningen og så nogle klip hvor Per gik og fortalte om området ved børnehaven.
Efterfølgende kørte vi op i byen og lavede lidt, men jeg bummede lyden, det er det med en ekstern recorder: man skal huske at tænde for den:)
Her efter kørte Per videre og jeg tog ud i området og filmede og fløj med drone.
Det var ved udstykningen, ved Selsø, så tæt jeg nu kunne komme, et lille stop ved kirken på den anden side af søen, samt i et sommerhusområde tæt på kronprinsesse Marys bro, den nye betalingsbro over fjorden ved Frederikssund, som skulle illustrere den nemme vej fra hovedstaden og til Skibby.
Her måtte jeg også holde tungen lige i munden, da hele fjorden er naturbeskyttelsesområde.
Heldigvis fandt jeg en tom sommerhusgrund, hvor jeg kunne lade dronen gå lodret op og ned og derved få billederne i kassen.