Her er en film, der viser nogle af alle de billeder jeg tog sidste år.
Mandagen efter jeg havde været på NEXT og filme og fotografere at man hejste en container ind på skolen, var jeg på Emaljehaven Plads, et stenkast fra NEXT, og følge arbejdet her.
Anlægsprojektet her er noget mere omfattende end på NEXT.
Her har man ryddet hele pladsen og omlagt den med nye bede, siddepladser og et muret kunstværk.
Da jeg kom derop var anlægsgartnerne i fuld sving med at plante ud.
Et andet sted blev der sat brosten omkring et bed og murerne var i gang med kunstværket i det hjørne af pladsen der vender ud mod Frederiksborgvej og Rentemestervej.
Jeg begyndte med at filme og fotografere fra jorden og bevægede mig rundt til de forskellige steder på pladsen hvor der blev lavet noget.
Jeg sluttede af med at flyve med drone.
Det var lidt blæsende, dog ikke mere end det tilladelige, men dog med nogle lidt kraftige stød.
Når man flyver i byen skal man være opmærksom på kastevinde på grund af de mange bygninger.
Man kan fint stå og flyve i læ af en bygning, men når man så nærmer sig taget, kan der godt komme nogle vindstød, der gør at man skal koncentrere sig.
Derfor flyver jeg aldrig op til for eksempel 50 meter, hvis det er den højde jeg vil skyde fra, med det samme.
Jeg tager det lidt i etaper når jeg stiger for at se hvordan dronen reagerer.
Jeg fløj fra tre steder på og ved pladsen, dels fordi jeg ikke bare vil flyve ud over det hele og dels fordi det kan være svært at bedømme luftledningers placeringer og afstande til husenes facader.
Der udover, selvom jeg flyver med en lille drone, undgår jeg at flyve over for mange uvedkommende personer.
Det er også altid rart at stå nogenlunde under eller tæt ved dronen når man flyver i byen.
Jeg var på pladsen en times tid inden jeg vendte snuden hjem.
Tirsdag i sidste uge (to dage efter droneobservationerne i Kastrup og altså inden droneforbuddet!) var jeg på Emaljehaven Plads i københavns nordvestkvarter for, at tage billeder og lave droneoptagelser.
Områdefornyelsen har bedt mig følge projektet med, at omlægge Emaljehaven Plads (på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej) med både drone, stillbillede- og videokamera.
Jeg har tidligere været ude og fotografere og filme pladsen inden projektets begyndelse inden sommerferien.
Nu er pladsen ryddet og man er så småt i færd med, at lave de indledende øvelser med indretningen af pladsen.
Der var ingen aktivitet på pladsen da jeg kom og jeg kunne derfor heller ikke komme ind på selve byggepladsen, hvilket ikke gjorde så meget, da jeg sagtens kunne få mine billeder fra jorden ved at stikke objektivet ind igennem hegnet.
De øvrige optagelser blev gjort med dronen og det var selvsagt ikke et problem med manglende adgang.
Jeg havde i baghovedet, at der søndagen inden havde været observeret droner over Kastrup og andre steder og var forberedt på, at der ville komme nogle og spørge hvad jeg lavede.
Men det skete ikke.
Ikke fordi jeg står i det skjulte, men tvært imod bærer en refleksvest med dronepilot skrevet på ryggen.
Jeg fløj fra to positioner i området og lavede både stillbilleder og videooptagelser.
Forude venter yderligere optagelser hvilket skal resultere i en video og flere billeder af byggeprojektet.
I tirsdags cyklede jeg til Bispebjerg Hospital.
Når jeg laver opgaver på hospitalets område plejer det at være for Region Hovedstaden.
Denne gang var opgaven for københavns kommune og Områdefornyelse Bispebjerg Bakke.
Der var fernisering på kunstværket KEEP, som er lavet af kunstneren Emma K. Thomas, i haverne ved hospitalet.
Værket er en spiralformet labyrint i hasseltræ.
Der var opsat et par pavilloner og der blev blev serveret kaffe, kage, sodavand og bobler.
Guitarist Jeppe Holst spillede på sin akustiske guitar mens der blev snakket og holdt et par taler.
Trods truende skyer og regnskyl tidligere på dagen, holdt det tørt i den times tid jeg var tilstede.
Kan du stå på ski og fotografere samtidig?
Sådan stod der i mailen fra journalist Klaus Hybler, som jeg modtog i december 2023.
Klaus skulle producere et rejseprogram fra Grindelwald i Schweiz og spurgte om jeg kunne hjælpe med opgaven.
Jeg sagde nervøst ja (har stået på ski siden 93 og været uddannet fotojournalist siden 2006) men har egentlig ikke filmet andet på ski end det jeg har optaget når vi har været nordpå med familien.
Nå, men i begyndelsen af januar 2024 var vi så fem dage i Grindelwald.
Jeg har aldrig været på ski sydpå, vi har altid stået på ski i Norge og Sverige, så det var lidt af en oplevelse.
Turistkontoret havde lavet et (stramt) program for os fra mandag til fredag og linet op med cases og lokationer vi skulle filme.
Efter ankomsten til Grindelwald mandag eftermiddag, med fly til Zürich og tog videre til Grindelwald, hentede vi vores ski i udlejningen lige ved siden af hotellet for, at være klar klokken 8.00 næste morgen.
Vi mødtes med kommunikationskonsulenten fra Grindelwald Tourismus, samt to bjergguider, der skulle være vores cases tirsdag morgen og formiddag.
Vejret lovede ikke godt på vej op i gondolen, men da vi stod ud i 2.500 meters højde klarede det op og var højt solskin hele dagen med let frost.
Jeg havde købt en DJI gimbal til at bruge under turen, men det viste sig hurtigt, at for den uøvede er det svært (og faktisk unødvendigt) at bruge en gimbal mens man løber på ski.
Jeg brugte hele ugen min nyindkøbte Sirui monopod til alt skiløb og det meste andet.
Enkelte gange vraltede jeg rundt i skistøvler og forsøgte at lave glidende optagelser med gimbalen (uden den store succés)
Klaus, som er meget velbevandret i skiløb sydpå og kender de fleste områder godt, instruerede både cases og undertegnede, så vi fik de bedste billeder i kassen.
De to bjergguider var gode til ikke, at løbe alt for hurtigt når jeg skulle løbe med og gode til, at løbe i de rigtige retninger i forhold til ønsket framing og billeder.
Vi ville gerne have noget offpiste med de to guider.
Det skulle filmes både fra jorden og fra luften.
Så jeg stillede mig på en transportløjpe midt på bakken, så jeg havde dem løbende imod mig og væk fra mig.
Begge dele filmede jeg med drone og mit kamera (ikke på en gang!)
Frokosten skulle indtages på Anjas Skibar hvor vi også skulle interviewe Bruno Hauswirth, der er direktør for Grindelwald skiområdet.
Jeg fik også tid til, at lave nogle droneoptagelser af bjergene omkring skibaren.
Det gjaldt om at få noget materiale i kassen, så der var nok til, at klippe de 20 minutter vi skulle producere.
Så gør det bestemt ikke noget at omgivelserne er flotte med bjerge som Eiger, Mönch og Jungfrau.
Efter frokosten og interviewet tog vi med de to bjergguider ned ad bjerget og gjorde holdt på en café på bakken og til sidst Bus Stop Bar, som ligger helt nede ved vejen.
Vi fik en øl og jeg filmede noget stemning inden vi tog skibussen hjem til hotellet.
Vi spiste på hotellet og så dagens materiale igennem og talte om hvad vi manglede eller kunne have gjort anderledes.
Onsdag morgen mødtes vi med kommunikationskonsulenten og tre skilærere, som skulle tages os med rundt i området, så vi kunne få nogle optagelser med fart over feltet.
Klaus havde medbragt et gopro, som vi også brugte på den ene bjergguide dagen før, som en af skilærerne fik på.
Det giver nogle fede actionklip og var ret nemt at grade så det lignede materialet optaget med min Fuji XT-4 og X100V.
I dag skulle jeg også flyve med drone og her gik det for alvor op for mig hvor meget flyvning i højde påvirker en drones flyveevner.
Hjemme havde jeg tænkt i batteritid, på grund af kulden, men ikke skænket det en tanke at den tynde luft i 2.500 til 3.000 meters højde ikke giver dronen en fantastisk bæreevne.
Jeg havde placeret mig et stykke nede på bakken hvor de tre skilærere skulle komme forbi og som i går kunne jeg filme op ad bakken og ned ad bakken, så jeg samlet set fik en god rækkevidde fra et standpunkt og dermed mere materiale.
Jeg havde placeret min udfoldelige landingpad på løjpen og lagt mine ski nedenfor, for at holde på den.
Men det resulterede i, at dronen, inden den lettede, gled let og elegant baglæns (grundet den ringe bæreevne i den tynde luft) og smadrede to propeller mod mine ski!
Heldigvis havde jeg ekstra propeller med til min DJI mini 2 og efter fem minutter var jeg flyveklar igen.
Denne gang fik jeg placeret landingpaden mere vandret og lettede uden skader.
Vi fik også filmet hop og offpiste og sluttede af med et trick hvor en af skilærerne bremsede op og lavede en snesky, som han så kørte igennem.
Klippet på den rigtige måde, så det ret godt ud.
Næste case på programmet var snowboarderen Gian Simmen, der vandt OL guld i halfpipe i Nagano i 98, og nu er snowparkmanager i Grindelwald.
Han skulle interviewes og så skulle han filmes mens han lavede sine trick.
Det fede ved denne case var, at Gian vidste præcis hvor jeg skulle placere mig med kameraet for, at frame hans hop perfekt.
Igen var det lidt svært med dronen og den tynde luft.
Det der også gør det svært er, at bedømme afstand når det hele er dækket af sne.
Nogle gange var jeg vist lige lovligt langt ude med dronen.
Efter videoseancen med Gian spiste vi frokost på Berggasthaus First.
Næste case var en kælketur med to personer fra turistkontoret og os selv.
Vi skulle køre på kælk, der ligner min barndoms trækælk, ned ad bjerget.
Det er ret vildt hvis man bare giver los, hvilket viste sig de første hundrede meter hvor undertegnede lavede et ret vildt styrt med kameraet højt hævet over hovedet.
Igen brugte vi både Fuji og et gopro, hvilket gav en perfekt kombination af billeder i form af både action- og naturbilleder.
Inden vi tog tilbage til hotellet fik vi et par øl sammen med vores “kælkevenner” på Avocado Bar hvor man fra terrassen har udsigt til Eiger i baghaven, der blandt andet er omdrejningspunktet i Clint Eastwood-filmen “The Eiger Sanction” fra 1975.
Torsdag tog vi med morgenmadpakker fra hotellet i rygsækken, bussen til Grindelwald Terminal hvorfra vi sammen med medarbejdere på bjerget Männlichen tog gondolen op inden solopgang.
Vi skulle mødes med Kari Balmer, der er piste- og rescuemanager og sørger for preparering af løjperne.
Han viste os sin Pistenbully (prepareringsmaskine) og jeg kom med på en tur.
Vi nød også solopgangen fra bjergtoppen og fik billleder af solens opstigning over bjergene.
Efterfølgende spiste vi på Berghaus Männlichen og her vraltede jeg rundt i skistøvler og forsøgte at få nogle gode billeder med stabilizeren.
Om eftermiddagen skulle world cup styrtløbet Lauberhornrennen afvikles i Wengen.
Jeg har som barn altid set skiløb og drømt om at se det live.
Endelig var muligheden her, men desværre kunne vi ikke få tilladelse fra det internationale skiforbund FIS til, at filme selve løbet!?
Men bare det at være der var en oplevelse.
Som opvarmning til løbet kom Patrouille Suisse fra det schweiziske flyvevåben og lavede opvisning med deres jagerfly.
Det er ret imponerende at se dem flyve rundt i dalene, men fange det på video kunne jeg desværre ikke.
Klaus og jeg kørte ned ad bjerget for at komme til styrtløbsløjpen.
Som sagt er det et noget større skiområde end jeg er vant til det fra Norge og vi blev på et tidspunkt væk fra hinanden.
Jeg endte med, mirakuløst uden at styrte, at komme ned ad en stejl puklet løjpe med kamera i hånden og det hele.
Her mødte jeg Klaus og vi kørte sammen langs styrtløbsløjpen hvor skiløberne drønede forbi med over 100 kilometer i timen.
Vi kunne som sagt ikke filme selve løbet, så det blev til publikum langs løjpen.
Vi havde opgivet at komme ind til tribunerne ved målområdet, da vi troede at der var entré og at vi derfor ikke umiddelbart kunne komme ind.
Det viste sig, at vi bare kunne gå ind og her fik jeg nogle gode stemningsbilleder.
Efterfølgende henholdsvis gik og stod vi på ski ned til togstationen i Wengen, en tur på to til tre kilometer og fangede toget tilbage til Grindelwald.
Fredag morgen gik turen igen til Grindelwald Terminal.
Her skulle vi køre til Eigergletcher og derfra, sammen med en af vores “kælkevenner” tage toget op til Jungfraujoch, et museum og udsigtsplatform i 3.500 meters højde.
Inden vi tog fra Danmark, havde vi talt om muligheden for, at filme med drone heroppe.
Det var ikke en mulighed da det blæste ret kraftigt og jeg tænker også at det nok var godt set i lyset af erfaringerne med droneflyvning i højderne tidligere på ugen.
Vi fik den helt store rundvisning, hvilket for en stor del er ret turistet, med udstillinger og ismuseum.
Til gengæld er det ret fascinerende at stå på udsigtsplatformen og senere ude i sneen ved siden af og kigge ud over bjergene og glethceren i høj sol.
Det er ikke kun droner der har problemer med højder, det har undertegnede også.
Jeg kunne godt mærke højden og blev en anelse svimmel, men det gik og vi fik lavet vores optagelser.
Inden turen hjem til Danmark skulle vi nå at have nogle drone- og videooptagelser i kassen.
Klaus lavede nogle nedfarter med sit Gopro på hjelmen og jeg fik lavet droneoptagelser og generelle billeder af skiløbere.
Hjemme i Danmark ventede historieopbygning, redigering og grading inden vi havde et 20 minutter færdigt program.
Af forskellige årsager, som jeg ikke skal komme ind på her, endte vi med at måtte nedklippe programmet til 7 minutter, som blev sendt som reklame 10 gange på DK4 i januar i år.
Klip fra nogle af de videopræsentationer jeg lavede for mine kunder i 2024.
Udvalg af de mange billeder jeg tog i 2024.
I det sydøstlige hjørne af Vestre Kirkegård lige ved siden af Sydhavn Station ligger Terapihaven.
Terapihaven er et sted hvor man kan komme og få ro, tænke og sanse.
Jeg har været på fotoopgave to gange i haven på det seneste.
Et dejligt sted jeg ikke har kendt til før.
Det gælder også selve kirkegården, hvor jeg kun tidligere har været et par gange.
De to gange jeg har været på besøg i Terapihaven har været til arrangementerne Oplev Terapihaven: Sanseoplevelser og Bliv klogere på naturterapi.
Begge arrangementer har været ledet af David Camacho og Brian Lentz.
Det dejlige vejr begge dage betød stort fremmøde af interesserede, der blev fortalt om sanseoplevelser og naturterapi, samt guidet igennem øvelser i haven.
Da seancerne er præget af nærvær og stilhed, bortset fra s-togets ankomst og afgang fra stationen, har jeg som fotograf skullet sørge for, at være stille.
Ligesom jeg ved teaterforestillinger forsøger, at gå i et med tapetet og for eksempel bruge elektronisk lukker på mit kamera, har jeg gjort det samme her.
Jeg skød stillbilleder med mit Fuji XT-4 med en 16-55 mm på, samt video med mit Fuji X100V med TCL 100 på (forsatslinse, der giver en brændvidde på 50 mm fullframe)
Jeg skød lidt forskelligt de to dage, hvor jeg ikke fik fotograferet den ene del af haven, som ikke er ret stor, den ene dag, fik jeg fotograferet den anden dag og omvendt.
Jeg har et par gange tidligere lavet arkitekturbilleder for elministeren.dk
Udover at sælge lamper og andet belysning laver elministeren.dk også rådgivning om og udfører belysning inde og ude.
Jeg har således været tre steder for, at tage billeder af projekter her i København.
Da belysning tager sig bedst ud når der er lidt eller intet dagslys skal disse opgaver udføren enten før solopgang eller efter solnedgang.
Derfor var jeg en tidlig og blæsende morgen på Vesterbro, nærmere bestemt i Carlsbergbyen for, at fotografere to af projekterne.
Det første var lys under håndlister og langs en vandrende på Ottilia Plads.
Jeg havde taget min næsten nyerhvervede (havde brugt den til videooptagelse i Schweiz først i januar) monopod fra Surui med.
Den er let og har tre støtteben, så den i en snæver vending kan bruges i stedet for et traditionelt fotostativ, der ofte er noget tungere (de to jeg har fra Manfrotto er i hvert tilfælde)
Det er bedst at tage disse billeder ved så lav iso som muligt og så bliver lukkertiden lidt længere.
Anden opgave i området var i det nyligt genåbnede besøgscenter på Carlsberg: Home of Carlsberg.
Her har elministeren.dk ombygget nogle originale gaslamper til nye lyskilder.
Der var nogenlunde skyfrit denne morgen og lyset var blevet temmeligt kraftigt, så jeg måtte blænde meget ned for at underbelyse billederne, så det så ud som om det var mørkere end det var.
Der udover skulle jeg også have lyskilden i lamperne til at træde frem, så den måtte ikke bliver overbelyst.
Jeg nåede akkurat at tage billeder af de mange lamper inden de begyndte at blinke for til sidst at blive slukket.
Et par dage senere var jeg på Langelinie hvor blandt andre Bjørn Nørgaard har været med til, at lave den Genmodificerede Havfrue og det Genmodificerede Paradis.
Det var ikke selve kunstværkerne jeg skulle fotografere, men nogle sorte granit “kantsten” hvor der langs hver side var lys.
Jeg var taget afsted i lidt god tid da jeg gerne ville have lidt af himlen med, som var næsten uden skyer.
Hvad jeg ikke havde tænkt på var, at lyset sådanne steder selvfølgelig ikke bliver tændt på et bestemt tidspunkt, men efter en lyssensor som tænder lysene når det er mørkt nok.
Så jeg måtte gå et par runder langs vandet, hvilket var ret fint da jeg ikke har været på denne side af Langelinie længe, og vente på at lyset tændte.
Modsat et par dage før hvor der kom mere og mere lys på himlen, var det naturligvis lige omvendt denne eftermiddag hvor der blev mindre og mindre lys.
Men jeg fik mine billeder og himlen blev flot på dem.
Ovenstående spørgsmål får jeg engang imellem når jeg er eller har været på opgave.
Det gælder både private og erhvervskunder.
Jeg må så fortælle dem, at der ikke er nogle billeder “jeg ikke skal bruge”.
Hver gang jeg bliver spurgt bliver jeg en smule overrasket.
For hvorfor spørger de?
Er man som fotograf ikke god nok til, at fortælle hvordan man arbejder eller sammenligner spørgeren med sig selv og de billeder han eller hun tager med sit mobilkamera på ferien?
Her kan jeg tænke mig til, at mange kun tager de billeder de mener er nødvendige og hermed ment, at alle billederne kan vises frem til venner og bekendte (forudsat, at billederne er nogle der tåler dagens lys:))
Som fotograf tager jeg også kun de billeder der er nødvendige for at løse opgaven.
Men for, at løse en fotografisk opgave er det nødvendigt, at tage mere end et billede af hvert motiv.
Hvorfor?
Er det fordi fotografer er dårlige til deres arbejde og ikke kan ramme rigtigt i første skud, eller….?
I den perfekte verden ville alle opgaver kunne løses med et skud af hvert motiv, men den perfekte verden findes ikke.
Nuvel, der er forskel på hvilke opgaver, der kræver få eller mange billeder, men alle fotoopgaver kræver at man tager mere end et billede af motivet.
Igen er der forskel på fotografer: nogle skyder få billeder når de er på opgave og andre skyder, efter min mening, alt for mange billeder.
Jeg prøver at begrænse mig af flere grunde: jo flere billeder jeg har med hjem, jo flere billeder skal jeg kigge igennem når jeg skal udvælge det eller de jeg skal bruge.
Jeg skyder indtil jeg har nok billeder til, at løse opgaven for kunden.
Der udover har det også noget at gøre med lagringsplads.
Jo flere billeder man tager jo mere lagringsplads skal man bruge og skyder man video skal man bruge rigtigt meget lagringsplads.
Nå, men tilbage til spørgsmålet og mit svar, som dels er det jeg har skrevet her.
Jeg fortæller simpelthen mine kunder, at kun de allerbedste billeder fra mine optagelser bliver til endelige billeder, som de får lov til at købe og bruge.
Det kan godt være, at der er flere gode billeder fra en opgave (det er ikke sådan at jeg kun afleverer et skud) og som fotograf vil jeg ikke være den der bestemmer præcist hvilket billede kunden skal bruge.
Derfor får de altid et udvalg af billeder, hvadenten det er billeder til deres hjemmeside eller bryllupsbilleder.
Der udover skal alle de billeder jeg optager også, udover de skal udvælges, igennem computeren og have justeret farver, hvidbalance, kontrast, skarphed og måske beskæres.
Så de billeder jeg tager er ikke bare nogle jeg hælder direkte fra kameraet og op i kundens arkiv uden, at gøre noget ved dem.
Måske ovenstående spørgsmål også kan hænge sammen med, at mange mennesker ikke helt forstår værdien af den professionelle fotografs arbejde, for “det er jo bare en hobby vi skal forsøge, at tjene penge på”.
Men det er en helt anden sag, som jeg kan vende tilbage til i et andet indlæg:)
Hvis du vil købe nogle af mine billeder kan du finde dem her.
Årets sommerferie gik til det tidligere Jugoslavien, nærmere bestemt Montenegro.
Tilbage i 2016 var vi en tur i Makedonien (nu Nordmakedonien) alle fem.
I år var det kun min hustru, vores yngste på fjorten og undertegnede.
Modsat turen til Makedonien, hvor vi fløj, tog vi i år bilen.
Afstanden til Montenegro er cirka den samme som til Napoli hvor vi var i fjor, så det kunne vi godt gøre i bil.
Vi har i mange år kørt bil på ferie, så det er ikke noget nyt for os.
Vi besluttede os for, at tage fire overnatninger på turen derned.
Vi overnattede således i Hannover, Regensburg, Zagreb og i Zvekovia nær Dubrovnik.
Alle steder ankom vi sent på eftermiddagen og havde således tid til, at tage på sightseeing og ud at spise, så der var også tid til at tage lidt billeder.
Det er altid en overvejelse man gør sig som fotograf: hvor meget udstyr skal man tage med på ferie?
I år havde jeg, ligesom sidste år min X100V med TCL100 monteret, så jeg havde et lille kamera med en fast 50 mm blænde 2.0 og min drone (som dog lå i tasken på hele turen).
Dog med mulighed for, at tage teleconverteren af og få en 35 mm blænde 2.0 (hvilket jeg gjorde et par gange) men hovedparten af billederne på ferien blev taget med 50 mm.
Efter min tur til Paris sidste år (se billeder her), sammen med min kollega, er jeg begyndt at tage en masse streetphotos.
Det er udfordrende og hver gang jeg kommer til et nyt sted (i det her tilfælde et nyt land) skal jeg lige finde ud af om jeg kan skyde direkte med kameraet oppe foran øjet eller om jeg må snige mig til skuddene.
Det hænder af og til, at folk bliver sure når jeg skyder direkte, hvilket også skete et par gange på denne tur, så jeg er begyndt, at skyde fra hoften.
Enten skyder jeg i “blinde” eller også flipper jeg skærmen ud så jeg kan frame motivet på den, men fortsat skyde lidt i det skjulte.
Når man skyder på den måde er der der selvfølgelig en masse fejlskud, dog hjælper ansigtsgenkendelsen på Fujien til, at minimere skuddenne der er ude af fokus en del.
Det gør det så heller ikke nemmere, at jeg næsten altid skyder på fuldt hul og dermed minimal dybdeskarphed.
Men der skal jo være nogle benspænd når man fotograferer.
Det bliver også til en del naturbilleder og så selvfølgelig også nogle “pligtskud” af familien, hvoraf jeg tager en del med mobilen, nu hvor jeg har fået en iPhone 14 med et kamera der kan stille skarpt.
Som I måske har set, laver jeg en del billeder for københavns kommune og deres områdefornyelser.
Specielt Områdefornyelse Bispebjerg Bakke.
Ofte er det begivenheder eller møder jeg fotograferer, men af og til bliver jeg også bedt om, at lave dronebilleder for dem.
Således var jeg i kvarteret fra Lygten (stod faktisk lige en enkelt gang på Nørrebro-siden), Frederikssundsvej, Frederiksborgvej, Tagensvej og Rentemestervej for små tre uger siden og fotografere med drone.
Jeg havde fået et kort med specifikke locations og pile med skudretninger, jeg er endnu ikke helt bekendt med alle lokaliteter derude, så jeg bad om en ret præcis beskrivelse, hvilket jeg fik.
Således kan jeg bedre i første forsøg få de billeder kunden ønsker.
Jeg skulle blandt andet tage billeder af Emaljehaven, NEXT og Nordvestpassagen (den nye tunnel under s-banen mellem lygten og Mjølnerparken)
Da jeg flyver med en DJI Mini 2, der vejer under 250 gram, har jeg ikke samme afstandskrav til mennesker, som dem der flyver med tungere droner.
Jeg må ikke bevist overflyve mennesker, men skulle det ske er det ikke ulovligt.
Jeg skal stadig holde afstand til jernbaner og må ikke overflyve private områder omkranset af hegn og hæk.
Men ellers har jeg ret frit spil.
Mange af billederne er således taget fra fortove i området.
Jeg sikrer mig selvfølgelig, at der ikke er mennesker på vej mod mig når jeg letter og lander, så jeg ikke bringer nogen i fare.
Kommunen ville gerne have haft et billede fra Lyngsies plads (pladsen ved Lygten Station) men den er for tæt på s-banen og hvis jeg skulle have fløjet der, skulle jeg dels have haft tilladelse og dels gjort det tideligt om morgenen, da der simpelthen er for mange mennesker til, at jeg kan flyve sikkert.
Sidst i april måned var jeg tilbage et sted hvor jeg har tilbragt en del tid med de to største af vores børn, nemlig skolehaverne i Lersøparken.
Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke havde arrangeret Klimahandledag hvor der dels var rundvisning i haverne og dels skulle spises mad tilberedt over bål.
Vi mødtes ved Karens Hus, som ligger nogenlunde overfor Bispebjerg Hospital, hvor en naturvejleder tog imod os, undertegnede og borgere fra området, og tog os med på rundtur i det solrige, men dog lidt kølige vejr denne torsdag eftermiddag og aften.
Da jeg kom i haverne gik vi ind af lågen ud mod parken og da det efterhånden er 15 år siden jeg sidst var har var det noget forvirrende, at finde rundt og identificere præcis den have mine børn havde gået i.
Men jeg fandt “vores have” for der stod nemlig stadig det betonvandkar, hvor vi fyldte vandkanderne når vi skulle vande vores jordlodder.
På stativet hang stadig rækker af grønne vandkander.
Der var opført flere skure og overdækkede områder med borde/bænkesæt, så det så noget anderledes ud end sidst.
Da vi havde været rundt i haverne med naturvejlederen, var der oplæg samt tilberedning af mad på bål.
En lørdag morgen i april stod jeg ved indgangen til Bispebjerg Kirkegård og ventede på, at komme ind i det forjættede land: Kirsebæralléen.
Klokken var 7.00 og der var allerede en del mennesker, både turisterne og beboere fra området, der lufter hund og går tur på kirkegården.
Jeg havde fået tilladelse til, at flyve med drone og vejret var heldigvis perfekt: sol og næsten vindstille.
Udover dronebilleder skulle jeg også tage nogle billeder med mine almindelige kameraer, men jeg begyndte med at sætte dronen op.
Jeg stillede mig lidt væk og sendte dronen op.
Der var også andre med droner til stede, men det gik fint med at undgå hinanden.
Jeg talte med et polsk par: manden henvendte sig omkring det at flyve med drone og vi fik en snak om det.
Han fløj også med en Mini 2.
Hans hustru gik rundt og fotograferede imens.
Da jeg havde fløjet lidt med dronen og landet for, at tjekke billeder og fløjet igen til batteriet næsten var fladt, landede jeg igen og pakkede dronen sammen.
Nu var det tid til, at mænge sig med de mange turister, der bevæbnet med selfiestænger, skiftetøj og videokameraer gik rundt og fotograferede og poserede for hindandens kameraer.
Det er lidt sjovt med disse seværdigheder, hvadenten det er herhjemme eller i udlandet: når de er rigtigt populære og overrendt ser man ikke rigtigt helheden i selve seværdigheden, men blot en masse mennesker, man føler fylder og går i vejen.
Det var heldigvis ikke tilfældet denne lørdag morgen, men der må være dage, hvor det er det rene helvede.
Kommunen skriver i hvert tilfælde, at henved 150.000 mennesker lægger vejen forbi kirkegården i den korte periode hvor træerne blomstrer.
Siden november 2020 har jeg været tilknyttet Områdefornyelsen Kulbaneparken i Valby.
Her er der blevet anlagt park, legepladser, skaterbane, kunstgræsbane og meget mere på det der i mange år var en bar mark.
Nu er projektet afsluttet og jeg har klippet en endelig film af projektet sammen, suppleret med nogle optagelser lavet før jeg blev tilknyttet projektet, samt nogle helt nye optagelser af den færdige park lavet før sommerferien.
Det har været interessant, at følge et projekt i et område af hovedstaden man ikke kommer i hver dag.
Det er det der er det dejlige ved, at være fotograf: man kommer ud og møder mennesker, oplever begivenheder og besøger virksomheder man normalt ikke ville komme til.
Jeg kan kun opfordre til, at I besøger parken – det er et virkeligt dejligt sted.
I Store bededagsweekenden var jeg med familien et smut nordenfjords, nærmere bestemt Klim Strand ved Fjerritsslev.
Jeg havde taget både dronen og mit Fuji X100V med.
Dronen kunne jeg godt have ladet blive hjemme da det vanen tro blæste for meget til, at sende den lille maskine til himmels.
På vores gåtur om lørdagen til Thorup Strand vil jeg skyde på, at middelvinden lå på 15 m/s og at stødene var nær de 18 m/s.
Men fotografere kunne jeg dog stadig, blot jeg havde ryggen mod vinden.
Søndagens tur mod Klim Strand var lidt mindre blæsende, men her skød jeg også hovedsageligt med vinden i ryggen.
Medarbejderne i Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke ville gerne have mig til, at tage nogle billeder af området de arbejder i.
Så et par dage sidst i april tog jeg nogle ture af nogle timer rundt i kvarteret med kamera og drone.
Opgaverne lød på, at fotografere Bispebjerg Torv og ned langs Frederiksborgvej, Bispeparken, der er et boligområde på hjørnet af Frederiksborgvej og Tuborgvej, dele af kirkegården, der vender ud mod vejen, samt hjørnet af kirkegården ved Skoleholdervej og Lersøparken.
Jeg havde undersøgt mulighederne for, at tage dronebilleder, da det blev efterspurgt og det blev til billeder af kirkegården, Bispeparken og Lersøparken.
Desværre er der også på Bispebjerg, som så mange andre steder i københavn, en masse vejarbejder og det gør det lidt svært, at finde de rette vinkler på alle billederne.
Inde i Bispeparken er de i gang med et større renoveringsprojekt, så her var jeg også lidt begrænset i de billeder jeg kunne tage, så det hele ikke endte op med stilladser og skurvogne.
På hjørnet af Skoleholdervej og Frederiksborgvej skulle jeg tage et billede af kirkegården udefra og gerne hele krydset.
Her var det også problematisk, da der var stillads på ejendommen ved siden af og hele stilladset var prydet af et stort reklamebanner.
Jeg kunne sætte dronen op på den anden side af krydset og tage et billede fra luften, hvor banneret ikke dominerede billedet så meget.
I Lersøparken var der ikke så mange mennesker, så det gik stille og roligt både med foto og drone.
I februar fik jeg til opgave, at lave en cirka 90 sekunders videopræsentation for Per Johansen fra Danbolig i Tune.
Videoen skulle bruges som præsentation af et nyt boligområde i Skibby, der er under udvikling.
Videoen skulle indeholde droneoptagelser og video optaget på jorden.
Der var en allerede eksisterende video, den skulle ligne, så “drejebogen” var skrevet.
Udstykningen ligger på østsiden af byen og den skulle der selvfølgelig være video af.
Den nærliggende Sælsø, der ligger halvanden kilometer yderligere østpå, skulle også være med på billederne og så skulle der laves interview, voiceover og speak, samt lidt optagelser af en daginstitution.
Vi begyndte med nogle optagelser af Per i området mellem Selsø og Roskilde Fjord.
Vi ville gerne have haft nogle dronebilleder af ham i kassen, men det er desværre lukket land på grund af, at det er et naturområde, så her må ikke flyves med drone.
Det blev i stedet til nogle optagelser med mit XT-4.
Jeg lavede nogle interviewbidder på selve udstykningen og så nogle klip hvor Per gik og fortalte om området ved børnehaven.
Efterfølgende kørte vi op i byen og lavede lidt, men jeg bummede lyden, det er det med en ekstern recorder: man skal huske at tænde for den:)
Her efter kørte Per videre og jeg tog ud i området og filmede og fløj med drone.
Det var ved udstykningen, ved Selsø, så tæt jeg nu kunne komme, et lille stop ved kirken på den anden side af søen, samt i et sommerhusområde tæt på kronprinsesse Marys bro, den nye betalingsbro over fjorden ved Frederikssund, som skulle illustrere den nemme vej fra hovedstaden og til Skibby.
Her måtte jeg også holde tungen lige i munden, da hele fjorden er naturbeskyttelsesområde.
Heldigvis fandt jeg en tom sommerhusgrund, hvor jeg kunne lade dronen gå lodret op og ned og derved få billederne i kassen.
Link til flere corona lockdownbilleder.
Selv om jeg har boet på Østerbro i snart 27 år og kørt temmelig mange gange forbi Østerport og dermed også passeret Østre Anlæg, kan jeg tælle på en hånd, hvor mange gange jeg har været i parken.
En af gangene skulle jeg fotografere smørrebrødsjomfruen Ida Davidsen, der bor i Stockholmsgade og gik sin faste morgentur der.
Så det var lidt ubetrådt land begav mig ud på.
Det jeg kunne huske var, at området er ganske kuperet sammenlignet med Fælledparken, som jeg kender som min egen bukselomme, og at Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling ligger i den ene ende og Østerport i den anden.
Jeg havde kigget på mine droneapps og kunne konstatere, at hvis jeg ikke skulle i karambolage med diverse ambassader, skulle jeg holde mig på afstand af Østerport, hvor også kastellets sikkerhedszone kommer ind over.
Der udover skulle jeg holde mig fra jernbanen, der går langs parken på den sydlige side, indtil den går ind i en tunnel hvor museet ligger.
Himlen var klar og uden skyer og solen kastede sit indirekte lys over Østerbrogade, da jeg cyklede mod anlægget.
Første sted jeg steg op var nede ved Østerport, derefter lavede jeg et stop midt i parken og endelig lavede jeg en del flyvninger nede ved SMK og Sølvgade.
På tilbagevejen stoppede jeg de samme steder og lavede de samme billeder igen, men nu med sol direkte på bygningerne.
Link til flere corona lockdownbilleder.
Jeg har kun en gang tidligere været på Langelinie med drone – og der var det ikke engang mig selv der fløj.
Jeg skulle lave billeder af Fjordlines to skibe, der skulle anløbe Langelinie henholdsvis den 30. december 2016 om eftermiddagen og 31. december om om morgenen.
Begge flyvninger skulle foregå umiddelbart inden og efter solnedgang og vice versa dagen efter.
Så jeg måtte have en kollega, der havde natpåtegning på sit dronebevis (det har jeg heldigvis selv nu) til at lave optagelserne for mig.
Nå, men denne morgen skulle det handle om billeder af Langelinie og Nordhavn.
Jeg ankom lige omkring hvor solen var på nippet til, at dukke op over horisonten og et af de billeder jeg havde haft i hovedet var Trekroner i solopgangen.
Dernæst vidste jeg at de to DFDS Oslofærger lå i havn og så var FN-byen (en skrækkelig hvid arkitektonisk bummert) også inde for rækkevidde.
Jeg ankom til en tom Langeliniekaj helt ude ved ishuset og fyret, men der gik ikke længe inden, at den første lystfisker dukkede op.
Da jeg kørte igen var der i hvert tilfælde seks linekastere til stede.
Mens jeg stod der anløb, der først et containerskib til terminalen, der var uden for rækkevidde, så det måtte skydes på afstand og lige inden jeg havde tænkt at jeg skulle pakke sammen (jeg skulle være klar til BNI møde på zoom lidt i 7) dukkede DFDS gamle rorofærge op pakket med lastbiler.
Så den nåede jeg heldigvis også at fotografere.
Jeg nåede og hjem i tide til kaffe, morgenmad og mit virtuelle BNI møde.
Et af de steder der normalt er lange køer af myldretidstrafik er ved enden af motorvej E 20 ude ved Vejlands Allé og Sjællandsbroen.
Jeg havde ikke søgt om tilladelse til, at overflyve motorvejen og desværre er fartbegrænsningen på det pågældende stykke stadig 70 km/t, så jeg måtte pænt holde min sikkerhedsafstand.
Ydermere er vandet slusen naturbeskyttelsesområde, som jeg ikke umiddelbart måtte flyve over og for at det ikke skal være løgn er der en jernbane, der skærer igennem det hele.
Så efter at have parkeret bilen ved Slusen og gået under vejen var der stort set kun et sted jeg kunne sætte dronen op og tilmed kun flyve mellem 50 og 100 meter i hver retning.
Så for, at variere billederne lidt tog jeg dem fra forskellig højde og i forskellig retning.
Da jeg begyndte at skyde var solen ikke helt stået op, så der blev også lidt variation i lyset, da solen kiggede op over horisonten.
Og biler?
Dem var der ikke mange af.
Jeg har fløjet i området omkring Langebro en aften for et par år siden.
Trafik, store veje og især broer – har altid fascineret mig.
Ugen før, dagen efter jeg fløj på Trianglen, var jeg også ude for at ville fotografere Langebro, men der var der simpelthen for mørkt og skyet da solen endelig stod op og så begyndte det at regne.
Så jeg måtte køre hjem med uforrettet sag.
Denne morgen var vejret til gengæld perfekt – skyfrit og med svag vind.
Siden jeg fløj her sidst var Lille Langebro, cykelbroen der går fra BLOX og over til Langebrogade, blevet indviet, så jeg måtte stå lidt længere henne af kajen for, at kunne holde sikkerhedsafstanden til de cyklister der måtte komme.
Der kom ikke ret mange og bil- og cykeltrafikken på Langebro var også ret begrænset.
Derfor lykkedes det mig, at lave et topdown skud af begge broer.
Noget der en almindelig trafikeret dag kan være meget svært, da jeg ikke må overflyve cyklister og fodgængere.
Må indrømme at det ikke var uden en vis bæven, at jeg gjorde det.
Det er ganske lovligt og fra min position kunne jeg nemt se cyklisterne fra Amagersiden og dem fra den anden side kunne jeg se fra dronen.
Når kysten var klar kunne jeg hurtigt flyve ind og tage mit skud (eller et par stykker) og så flyve væk igen.
Jeg lavede også lidt skud langs havnen og af Cirkelbroen, BLOX og den Sorte Diamant.
Her i disse karantænetider har der været gode muligheder for, at få billeder fra dronen, som man ikke ellers kan få eller i hvert tilfælde kræver stor forberedelse at udføre til hverdag.
Men grundet de meget færre mennesker og biler på gaden har der været steder jeg har fået taget billeder jeg ikke har kunne tage før.
Det første sted jeg tog hen var i nabolaget, nærmere betegnet Fælledparken og Trianglen.
Jeg havde på forhånd kontaktet, og fået tilladelse, fra den belgiske ambassade, der ligger på Øster Allé, til at flyve så længe jeg ikke filmede direkte ned på ambassaden.
De første billeder jeg tog var fra Fælledparken og over mod Rigshospitalet.
Solen var ikke helt oppe og der var ret mørkt på Trianglen.
Efter billederne af hospitalet, gik jeg over mod Trianglen og placerede mig ved den statue, der står lige ved indgangen til parken til venstre for posthuset.
Herfra kan man nemt overskue pladsen og få gode billeder.
Selvom der var få mennesker på vej på arbejde fløj jeg ikke ud over selve Trianglen, da den med seks tilkørselsveje ikke er overskuelig uden at have en eller to hjælpere med.
I sidste uge var jeg tre dage i sønderjylland – to af dem var kursus i Tøndermarsken – en dag var sightseeing og et lille dronejob i Sønderborg.
Kurset tog udgangspunkt i min kollega, Ulrik Pedersens, ansættelse som kommunikationskonsulent i Tøndermarsk Initiativet.
Tøndermarsk Initiativet er et samarbejde mellem Realdania, A.P. Møller Fonden, Nordea-fonden og Tønder Kommune om at udvikle Tøndermarsken, så området bliver endnu mere attraktivt at besøge, bo og arbejde i.
Over fem år investerer parterne tilsammen ca. 250 mio. kr. i udviklingen.
Initiativet er Danmarks største samlede projekt til udvikling af et unikt område.
Der arbejdes blandt andet med byomdannelse i Højer, klimatilpasning og med udvikling af erhverv og turisme.
Ulrik er ikke uddannet indenfor kommunikation, men som fotojournalist fra Danmarks Journalisthøjskole (nu DMJX) i Århus.
Efter en periode som fotograf og fotochef på Jyske Vestkysten/Jysk Fynske medier, var det tid til, at skifte job
Og han endte som kommunikationskonsulent i Tøndermarsk Initiativet, hvor han både skriver pressemeddelelser, taler med borgerne og fotograferer.
Kurset skal hjælpe fotojournalister, som undertegnede, til at søge jobs, der ikke umiddelbart står fotograf på, men mere kommunikatør, der kan tage billeder og lave video.
En del job opslag har overskrifter som “kommunikationskonsulent med visuel forståelse”, “visuel storyteller” osv.
Her er det, at vi som fotojournalister, med en baggrund i det redaktionelle miljø kan træde til og få ansættelse i job, der egentlig er beregnet på vores skrivende kollegaer.
Hvorfor ikke ansætte en stærk visuel formidler, med en måske mindre skarp pen, i stedet for en godt skrivende journalist eller kommunikatør, der ikke kan bruge et kamera?
Vi havde udover oplæg af Ulrik også oplæg af den anden kursusleder, freelancejournalist, Annelise Mølvig, tidligere kommunikationschef i Knuthenborg Safaripark, Miriam Hindsgaul, kommunikationskonsulent i Tønder kommune, Lone Rytter og fotojournalist i Herning kommune, Tobias Nørgaard.
De kunne hver især bidrage med deres til fortællingen om kommunikation og om hvordan vi som fotojournalister skal gribe det an.
Ud over at sidde på skolebænken var vi også ude i naturen og prøve, at fange stære der flyver i store flokke og danner sort sol, hvilket desværre kun lykkedes i mindre grad.
Vi så på diger, pumpestationer, Højer by og Højer sluse ved vadehavet.
Skøn natur og i det hele taget godt kursus.
Natten mellem lørdag den 14. og søndag den 15. december havde jeg fået til opgave af Bygge og Teknikforvaltningen i København, at filme opsætningen af Folehavebroen.
En gang- og cykelbro, der lige ved Holbækmotorvejens ende ved Vigerslevvej, skal gå over vejen og dermed sikre en sammenhængende og sikker rute for de bløde trafikanter.
Da jeg fik opgaven var fokus på dronevideo.
Kommunikationsmedarbejderen havde nemlig set en video af et lignende projekt optaget med drone og ville gerne have noget der lignede.
Som det altid er tilfældet med droneoptagelser og -flyvning er man afhængig af vejret.
Det må ikke blæse for meget og det må ikke regne eller sne.
Så det var med dette forbehold, at jeg gik til opgaven.
Derudover kunne der opstå problemer i forhold til byggepladsledelsen og om de overhovedet ville lade mig flyve.
Jeg tog ud og talte med byggelederen på forhånd, der fortalte, at jeg kunne stå på det sted, der ville blive indhegnet til pressen og om nødvendigt kunne jeg flyve drone fra et område ved skurbyen på byggepladsen.
Jeg planlagde ud fra, at jeg ikke kunne flyve med drone og medbragte mit 5d mk III til video og mit 1d mk III til, at lave timelapse.
Jeg vidste at det kunne blive et længerevarende projekt og havde derfor planlagt timelapse, som kunne køre hele natten.
Til det formål havde jeg indkøbt en fjernudløser, der kan indstilles til, at tage billeder med bestemte intervaller.
Jeg har kun en gang tidligere lavet en timelapse i forbindelse med optagelse af en konferencevideo, hvilket også blev lavet ved hjælp af en lignede fjernbetjening.
Jeg var lidt i tvivl om intervallet, men satte kameraet til, at tage et billede hvert 5. sekund.
Det endte så med, at blive knap 3.500 billeder i alt, da kameraet klikkede igennem det meste af 5 timer!
Jeg havde på forhånd sat billedstørrelsen til large jpeg og med korrekt hvidbalance, så materialet var klar til, at trække lige ind på timeline i FCPX.
Ude pladsen var vejen endnu ikke spærret af da jeg ankom, så jeg gik op i skurvognen på 1. sal hvor byggelederen havde kontor.
Her kunne jeg have det grej, jeg ikke skulle bruge på pladsen.
Da vejen lukkede og jeg vidste hvor jeg måtte stå, gik jeg ned og satte mine to kameraer op.
Det ene som sagt til video og det andet til timelapse.
Jeg havde heldigvis medbragt mine nyindkøbte sandsække, som jeg hængte på stativerne, da det blæste en del.
Lige til det sidste var der tvivl om jeg måtte flyve drone, grundet sikkerheden på pladsen og de høje kraner, og på grund af vejret.
Jeg endte med at lave to-tre korte flyvninger, hvor jeg kun fløj på den ene side af kranerne, da det blæste en del.
Jeg ville ikke tage chancer, dels på grund af kraner og dels på grund af vejret.
Da broen endelig, omkring klokken 2.00, skulle løftes på plads, ville min drone ikke filme.
Der var ikke forbindelse til kameraet, men jeg kunne godt se telemetri og starte dronen.
Jeg kunne bare ikke se, hvad kameraet filmede.
(Dagen efter, da jeg tømte kortet, kunne jeg se at den faktisk havde filmet, mens den stod på jorden! Men under de forhold, jeg skulle have fløjet i “blinde” var det ikke forsvarligt, at flyve uden at kunne se hvad kameraet så)
Da broen endelig var lagt på plads og ved at blive fastgjort, pakkede jeg sammen og klokken 3.00 kørte jeg hjem til Østerbro.
Klokken 9.30 søndag stod jeg igen derude – jeg skulle også have noget video fra når vejen åbnede for trafik.
Heldigvis var min drone igen fit for fight, men det blæste stadig en del og min plan om, at overflyve vejen når den var åben, blev skrottet.
Det sted ved på byggepladsen jeg oprindeligt skulle have stået om natten var heldigvis egnet til, at lette fra og jeg kunne lave de billeder jeg skulle.
Dronevideoen blev også suppleret med klargøring af vejen inden åbningen, samt bilerne, der kørte under broen.
Jeg brugte det meste af søndagen til, at redigere og jeg afleverede filmen i to formater: en i 16:9 og en i 4:3.
Så der skulle lige arbejdes lidt ekstra med den sidste version, men optagelserne var heldigvis ret godt centreret, så jeg kunne klippe direkte i 16:9 versionen uden, at flytte rundt i billedet.
I de første to uger af november brugte jeg en del tid på, at fotografere skybrudsløsninger anlagt af HOFOR forskellige steder i København.
Det drejede sig om den nyanlagte, og meget omdiskuterede Sankt Kjelds Plads, Bryggervangen og Tåsinge Plads på Østerbro.
Der udover var der anlæg langs Scandiagade i sydhavnen, samt flere steder i Carlsbergbyen.
Opgaven bestod dels af droneoptagelser og dels af billeder taget på jorden.
Det er ligetil at fotografere skybrudsløsninger på gade og vej med kameraet på stativ.
Der imod kan det være et problem, at løse opgaven fra luften.
Kunden havde på skitser udpeget standpunktet på dronebillederne, samt skudretning og hvad der skulle være med på billedet.
Dette var ønsker, men ikke nødvendigvis noget der kunne udføres i praksis.
Et hurtigt blik på Naviars Droneluftrum, som er den side/app, man som certificeret dronepilot først kigger på når man får stillet en opgave, viste ikke umiddelbart problemer med at flyve fra de pågældende positioner.
Dog kunne optagelsen på Bryggervangen vise sig, at skulle involvere den saudiarabiske ambassade, der ligger i Omøgade, på den modsatte side af Danmarks Statistik i Sejerøgade, der ligger som nærmeste nabo til grunden i Bryggervangen hvorfra jeg skulle flyve.
Et nærstudie af Droneluftrum og en opmåling på google maps viste imidlertid, at sikkerhedszonen på 150 meter til ambassaden let kunne overholdes, da mit opstigningssted var godt 200 meter fra ambassaden.
Da jeg har boet på Østerbro siden 1993 kender jeg bydelen rimeligt godt, men jeg ved ikke alt!
Da jeg ringede til Dagrofa S-engros, der har butik i stueetagen af den samme store bygning, der rummer Meny ud mod Bryggervangen, fik jeg en interessant oplysning, da jeg havde forklaret mit forehavende.
“Der ligger en daginstitution på første sal – og de har en legeplads på taget!”, sagde kvinden i telefonen fra Dagrofa.
Hvis jeg kunne flyve derfra ville problemer med forbipasserende fodgængere på parkeringspladsen være elimineret.
Det viste sig, at de søde pædagoger i Himmelrummet, som institutionen hedder, ingen problemer havde med droneflyvning fra deres legeplads.
“Du kan flyve mellem 9 og 12, for der er der ingen børn på legepladsen!”
Det var dog ikke uden betænkeligheder, og med en hvis skælven i benene, at jeg den følgende mandag lod dronen stige til vejrs.
Der er det med betonbygninger og betondæk, at de er armeret med jern.
Jern er dronens fjende nummer et, da det forstyrrer gps og kompas og kan gøre det uforudsigeligt at flyve.
Ydermere var den lange legeplads delvist overdækket af langsgående betonbjælker.
Men da legepladsen var cirka 13 meter bred og der kun var to bjælker gav det mig alligevel nogen plads at lette på.
Jeg havde også tænkt, at udsynet op til dronen, der skulle flyves 20 meter væk og hæves 30 meter over bygningens tag, kunne være begrænset.
Men det viste sig, at jeg sagtens kunne både lette, se dronen og lande igen.
Ved Tåsinge Plads, skulle jeg have fat i en andelsforening, der ligger ved pladsen for fra deres gård, at kunne stige op og fotografere ned på pladsen.
Meget venlige mennesker i den forening.
Jeg kunne blot sige hvornår jeg skulle flyve og så ville de give beboerne besked via facebookgruppen for foreningen.
“Nøglen ligger i nøgleboksen ved cykelkælderen – så kan du selv låse dig ind af porten og ind i gården.”, lød beskeden fra et bestyrelsesmedlem.
Ude ved Scandiagade ligger medicinalfirmaet Nomeco på en 150 gange 150 meter stor grund.
Her har de en kæmpebygning, som jeg havde udset mig som sikkerhedszone til min flyvning og fotografering af skybrudssikringen i Scandiagade.
Her var det også problemfrit, at få lov til at flyve.
Da jeg ankom fik jeg, at vide hvor jeg kunne stå og at jeg bare kunne flyve ind over bygningen og hænge.
“Der er ingen grund til, at lukke dig ind på selve anlægget, for så skal vi til at sikkerhedsgodkende dig”, sagde vagten i porten.
“Medarbejderne ved at du er her, så dem får du heller ingen problemer med.”
Ganske rigtigt.
Flere mødte mig med ordene: “Nå det er dig der er dronepilot”, som de sagde da de så mig i min neongrønne vest.
I Carlsbergbyen havde HOFOR ikke bestilt droneoptagelser, men dem lavede jeg alligevel:)
Det vil sige: jeg kender en der arbejder der og hun gav mig adgang til tagterrassen i Carlsbergs højhus hvorfra jeg kunne fotografere de pågældende anlæg og pladser.
Det gik trods den nedgående sol, der skabte nogle reflekser i glasset, der omkransede terrassen.
