Medarbejderne i Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke ville gerne have mig til, at tage nogle billeder af området de arbejder i.
Så et par dage sidst i april tog jeg nogle ture af nogle timer rundt i kvarteret med kamera og drone.
Opgaverne lød på, at fotografere Bispebjerg Torv og ned langs Frederiksborgvej, Bispeparken, der er et boligområde på hjørnet af Frederiksborgvej og Tuborgvej, dele af kirkegården, der vender ud mod vejen, samt hjørnet af kirkegården ved Skoleholdervej og Lersøparken.
Jeg havde undersøgt mulighederne for, at tage dronebilleder, da det blev efterspurgt og det blev til billeder af kirkegården, Bispeparken og Lersøparken.
Desværre er der også på Bispebjerg, som så mange andre steder i københavn, en masse vejarbejder og det gør det lidt svært, at finde de rette vinkler på alle billederne.
Inde i Bispeparken er de i gang med et større renoveringsprojekt, så her var jeg også lidt begrænset i de billeder jeg kunne tage, så det hele ikke endte op med stilladser og skurvogne.
På hjørnet af Skoleholdervej og Frederiksborgvej skulle jeg tage et billede af kirkegården udefra og gerne hele krydset.
Her var det også problematisk, da der var stillads på ejendommen ved siden af og hele stilladset var prydet af et stort reklamebanner.
Jeg kunne sætte dronen op på den anden side af krydset og tage et billede fra luften, hvor banneret ikke dominerede billedet så meget.
I Lersøparken var der ikke så mange mennesker, så det gik stille og roligt både med foto og drone.