Tirsdag eftermiddag ringede de fra JPs fotodesk og spurgte om jeg kunne køre til Køge og fotografere Jesper Wraae-Bess, der er direktør i Eurostar Danmark A/S.
Han skulle fotograferes i forbindelse med en artikel omkring den sag, der nu i fire år har verseret i Sø- og handelsretten og som nu er afgjort til firmaets fordel.
Efter en time og et kvarters køkørsel i den storkøbenhavnske myldretid ankom jeg til firmaet hvor Jesper ventede på mig.
Journalisten havde forestillet sig, ligesom undertegnede, direktøren fotograferet sammen med nogle af de mange store maskiner, der anvendes når man laver vejstriber og -markeringer på gade og vej.
Vejret var mildest talt ikke med mig.
Kraftig vestenvind og regn og maskiner på ladet af presenningdækkede lastbiler.
Jeg havde taget min profotolampe med, så der var lidt lys at gøre med.
Vi begyndte i et mødelokale, hvor jeg fik taget nogle forskellige portrætter af “mand ved bord” og “mand foran logo”
Jeg tager dem altid og i mange tilfælde virker de faktisk ret godt i forhold til hurtig identifikation af den portrætterede.
Jeg var lidt rastløs ved udsigten til kun, at skulle fotografere inde på et kontor, så jeg spurgte om de ikke havde et lager eller noget andet fotogent.
Jesper trak i arbejdsjakken og vi gik over på lageret hvor de eneste maskiner var nogle ikke så store fejemaskiner, der dog var udstyret med diverse orange blink.
På hylderne var spande med materialer, poser med glaskugler (det reflekterende i vejstriber) og kasser med cykelsymboler og højresvingspile.
Vi begyndte ved maskinerne hvor jeg fik Jesper til, at posere på forskellige måder.
Udenfor lageret var en delvist overdækket hal med en stor port, fra gulv til loft.
Her lagde vi et cykelsymbol ud på asfalten og placerede det sådan, at det så ud som om at Jesper stod udenfor.
Jeg sluttede af med et tæt portræt.
Planen var at jeg ville sætte mig i bilen og redigere billederne, da der var deadline inden jeg kunne nå at komme hjem.
Da Jesper hørte det, tilbød han mig at sidde i mødelokalet og arbejde, da han selv havde noget han skulle færdiggøre inden han kørte.
Så jeg sad med lækker espresso på siden og redigerede og sendte billeder ind og kørte så hjem i ro og mag.
Hjemturen tog 37 minutter!