Ovenstående spørgsmål får jeg engang imellem når jeg er eller har været på opgave.
Det gælder både private og erhvervskunder.
Jeg må så fortælle dem, at der ikke er nogle billeder “jeg ikke skal bruge”.
Hver gang jeg bliver spurgt bliver jeg en smule overrasket.
For hvorfor spørger de?
Er man som fotograf ikke god nok til, at fortælle hvordan man arbejder eller sammenligner spørgeren med sig selv og de billeder han eller hun tager med sit mobilkamera på ferien?
Her kan jeg tænke mig til, at mange kun tager de billeder de mener er nødvendige og hermed ment, at alle billederne kan vises frem til venner og bekendte (forudsat, at billederne er nogle der tåler dagens lys:))
Som fotograf tager jeg også kun de billeder der er nødvendige for at løse opgaven.
Men for, at løse en fotografisk opgave er det nødvendigt, at tage mere end et billede af hvert motiv.
Hvorfor?
Er det fordi fotografer er dårlige til deres arbejde og ikke kan ramme rigtigt i første skud, eller….?
I den perfekte verden ville alle opgaver kunne løses med et skud af hvert motiv, men den perfekte verden findes ikke.
Nuvel, der er forskel på hvilke opgaver, der kræver få eller mange billeder, men alle fotoopgaver kræver at man tager mere end et billede af motivet.
Igen er der forskel på fotografer: nogle skyder få billeder når de er på opgave og andre skyder, efter min mening, alt for mange billeder.
Jeg prøver at begrænse mig af flere grunde: jo flere billeder jeg har med hjem, jo flere billeder skal jeg kigge igennem når jeg skal udvælge det eller de jeg skal bruge.
Jeg skyder indtil jeg har nok billeder til, at løse opgaven for kunden.
Der udover har det også noget at gøre med lagringsplads.
Jo flere billeder man tager jo mere lagringsplads skal man bruge og skyder man video skal man bruge rigtigt meget lagringsplads.
Nå, men tilbage til spørgsmålet og mit svar, som dels er det jeg har skrevet her.
Jeg fortæller simpelthen mine kunder, at kun de allerbedste billeder fra mine optagelser bliver til endelige billeder, som de får lov til at købe og bruge.
Det kan godt være, at der er flere gode billeder fra en opgave (det er ikke sådan at jeg kun afleverer et skud) og som fotograf vil jeg ikke være den der bestemmer præcist hvilket billede kunden skal bruge.
Derfor får de altid et udvalg af billeder, hvadenten det er billeder til deres hjemmeside eller bryllupsbilleder.
Der udover skal alle de billeder jeg optager også, udover de skal udvælges, igennem computeren og have justeret farver, hvidbalance, kontrast, skarphed og måske beskæres.
Så de billeder jeg tager er ikke bare nogle jeg hælder direkte fra kameraet og op i kundens arkiv uden, at gøre noget ved dem.
Måske ovenstående spørgsmål også kan hænge sammen med, at mange mennesker ikke helt forstår værdien af den professionelle fotografs arbejde, for “det er jo bare en hobby vi skal forsøge, at tjene penge på”.
Men det er en helt anden sag, som jeg kan vende tilbage til i et andet indlæg:)