Link til flere corona lockdownbilleder.
Tirsdag morgen var jeg igen på farten med dronen for, at lave coronabilleder.
I sidste uge blev det kun til en enkelt flyvning i coronaens tegn, da jeg pludselig blev bedt om, at arbejde tirsdag:)
Jeg har en større drone/videoopgave om skybrudssikring af Kastellet, hvor jeg nu har optaget to dage samt klippet.
Jeg mangler stadig en eller to dages optagelser.
Og resten af ugen var det ikke vejr til at flyve.
Solen står ret tidligt op nu, cirka 5.20, så jeg måtte også tidligt op: 4.30!
Da jeg kørte mod Brønshøj, var solen så småt ved at kaste sit lys ud over byen, men jeg måtte konstatere, at den ikke rigtigt kiggede frem her til morgen.
Men det blev alligevel nogle ret fine billeder, men man kan virkelig se hvor stor betydning det har, at solens stråler rammer bygninger, træer og terræn og skaber lys og skygge og derved dybde.
Det blev nogle ret flade billeder her til morgen, men man kan dog se hvorledes lysets farve ændrer sig fra det ret kølige, nærmest blå, til det noget varmere.
Da jeg var tidligt på færde, valgt jeg at gå et stykke op i Rødkildeparken, der ligger mellem de karakteristiske Bellahøjhuse og Bakkehusene, rækkehusene ned mod Tomsgårdsvej.
Der er ingen grund til, at få beboerne på nakken!
Lyset lod vente på sig, så jeg satte mig flere gange ind i min bil for dels selv, at få varmen og dels holde min iPad, som jeg bruger som skærm på min fjernbetjening, varm.
Jeg vendte snuden hjemad efter, at have siddet lidt i bilen efter sidste skud 6.15, men solen kom ikke yderligere frem.