Billedreel 2024
Udvalg af de mange billeder jeg tog i 2024.
Udvalg af de mange billeder jeg tog i 2024.
Før påske var der fernisering på det lyskunstprojekt jeg tidligere fotograferede på KTK-grunden.
Som skrevet, (se tidligere indlæg her) skulle lyskunstner Jakob Kvist sammen med elektrikere færdiggøre og endeligt installere lyset i skurene på pladsen, som deltagerne i workshoppen havde været med til at placere.
Aftenen begyndte med snacks og drikkevarer og taler mens det stadig var lyst.
Der blev lyttet og snakken gik.
Efterhånden som solen gik ned begyndte værket at tage form.
Jeg fotograferede under hele seancen da det dalende lys giver forskelligt udtryk og da nogle af lysene sidder oppe under tagene kan de sagtens fotograferes mens der er temmeligt lyst.
Der blev serveret aftensmad og da mørket begyndte at falde på returnerede folk til pladsen og beundrede værket i dets fulde form i mørket.
Jeg endte med billeder taget på stativ da det var helt mørkt.
For 14 dage siden var jeg til lysworkshop for, at tage reportagebilleder i KBH+ på KTK-grunden (Kommune Teknik København)
Grunden husede indtil 2006 det kommunale entreprenørselskab, KTK, der blandt andet stod for snerydning, og ligger mellem Haraldsgade, Ragnhildsgade, Vermundsgade og Rovsingsgade.
På grunden ud mod Haraldsgade, står resterne af de garager der var på grunden dengang.
De fremstår som pavilloner uden vægge.
De skal nu udsmykkes med lys og til aftenens workshop var lyskunstner Jakob Kvist, tovholder på projektet, der skal munde ud i en permanent belysning i området, indtil der skal bygges nyt om et par år.
Workshoppen begyndte i lokalerne hos KBH+ hvor de fremmødte borgere blev sat ind i opgaven.
På et bord lå lysstofrør i alverdens farver
Rørene skulle tjekkes og efterfølgende sættes op i de to gamle garager, der nu står uden vægge, og blandt andet bliver brugt til parkour.
Mens mørket faldt på gik de fremmødte med stor entusiasme igang med at stripse rørene fast rundt omkring i garagerne.
Da mørket var faldet på og arbejdet udført, gik vi op for at spise.
Aftenen sluttede af med gennemgang af projektet i garagerne.
I aften (den 20. marts) er der fernisering på de endelige installationer, som er udført af elektrikere efter borgenes og Jakob Kvists anvisninger.
Jeg har et par gange tidligere lavet arkitekturbilleder for elministeren.dk
Udover at sælge lamper og andet belysning laver elministeren.dk også rådgivning om og udfører belysning inde og ude.
Jeg har således været tre steder for, at tage billeder af projekter her i København.
Da belysning tager sig bedst ud når der er lidt eller intet dagslys skal disse opgaver udføren enten før solopgang eller efter solnedgang.
Derfor var jeg en tidlig og blæsende morgen på Vesterbro, nærmere bestemt i Carlsbergbyen for, at fotografere to af projekterne.
Det første var lys under håndlister og langs en vandrende på Ottilia Plads.
Jeg havde taget min næsten nyerhvervede (havde brugt den til videooptagelse i Schweiz først i januar) monopod fra Surui med.
Den er let og har tre støtteben, så den i en snæver vending kan bruges i stedet for et traditionelt fotostativ, der ofte er noget tungere (de to jeg har fra Manfrotto er i hvert tilfælde)
Det er bedst at tage disse billeder ved så lav iso som muligt og så bliver lukkertiden lidt længere.
Anden opgave i området var i det nyligt genåbnede besøgscenter på Carlsberg: Home of Carlsberg.
Her har elministeren.dk ombygget nogle originale gaslamper til nye lyskilder.
Der var nogenlunde skyfrit denne morgen og lyset var blevet temmeligt kraftigt, så jeg måtte blænde meget ned for at underbelyse billederne, så det så ud som om det var mørkere end det var.
Der udover skulle jeg også have lyskilden i lamperne til at træde frem, så den måtte ikke bliver overbelyst.
Jeg nåede akkurat at tage billeder af de mange lamper inden de begyndte at blinke for til sidst at blive slukket.
Et par dage senere var jeg på Langelinie hvor blandt andre Bjørn Nørgaard har været med til, at lave den Genmodificerede Havfrue og det Genmodificerede Paradis.
Det var ikke selve kunstværkerne jeg skulle fotografere, men nogle sorte granit “kantsten” hvor der langs hver side var lys.
Jeg var taget afsted i lidt god tid da jeg gerne ville have lidt af himlen med, som var næsten uden skyer.
Hvad jeg ikke havde tænkt på var, at lyset sådanne steder selvfølgelig ikke bliver tændt på et bestemt tidspunkt, men efter en lyssensor som tænder lysene når det er mørkt nok.
Så jeg måtte gå et par runder langs vandet, hvilket var ret fint da jeg ikke har været på denne side af Langelinie længe, og vente på at lyset tændte.
Modsat et par dage før hvor der kom mere og mere lys på himlen, var det naturligvis lige omvendt denne eftermiddag hvor der blev mindre og mindre lys.
Men jeg fik mine billeder og himlen blev flot på dem.
Før ferien var jeg på opgave for firmaet Ajos, som jeg efterhånden har lavet en del for, hvor jeg skulle fotografere to skoler de har været med til, at opføre på Amager.
De to skoler er midlertidige bygninger lavet i moduler, som man også ser det på nogle byggepladser.
De er også svanemærkede og når man bevæger sig rundt i dem bemærker man ikke at det er moduler, der er sat ovenpå hinanden.
Den ene skole ligger klos op ad Royal Arena og den anden ligger på den såkaldte Sigteliniegrund ved Vestamager metrostation.
Begge steder skulle jeg tage billeder og video fra drone og efterfølgende interiørbilleder af udvalgte lokaler.
Grundet placeringen på Amager og i nærheden af lufthavnen må jeg kun flyve op til 40 meters højde og ved skolen ved Sigteliniegrunden skulle jeg ydermere holde mig væk fra Amager Fælled da det er et naturbeskyttelsesområde, hvor man ikke uden videre må flyve med drone.
Jeg har erstattet min DJI Phantom 4 med en DJI Mini 2, der kun vejer 249 gram, hvilket har den fordel, at jeg ikke skal tage højde for uvedkommende personer indenfor dronens sikkerhedszone, som jeg skulle det med min Phantom.
Det betyder dog ikke, at jeg må flyve frit, jeg må stadig ikke overflyve større menneskemængder, så hvis der f.eks kommer en daginstitution eller skole på udflugt, må jeg ikke kredse over dem.
Men det har sine fordele i forhold til, at flyve i nærheden af veje med fodgængere, cyklister og bilister.
For et par måneder siden var jeg på rundtur i storkøbenhavn og et smut i Ringsted for, at lave billeder for Milton huse.
Billederne skulle bruges i deres kundemagasin.
Sammen med marketingdirektøren var jeg først på deres kontor i Herlev for, at fotografere tegneren Mads, der sammen med afdelingsdirektøren Claus, skulle fotograferes til en artikel om Mads.
Efterfølgende tog vi ud til Mads’ kolonihavehus i Dragør, som han sammen med sin hustru har brugt meget tid på, at ombygge.
Her skulle vi have billeder i familiens udekøkken, sammen med deres søn.
Jeg havde taget min profotolampe med, som til billedet i udekøkkenet, blev stillet op indenfor, så der kom noget lys i vinduet.
Det var en solskinsdag, så der var en stor forskel på lys og skygge i netop det billede, men det lykkedes, at tage et billede, hvor højlysene var bevaret og skyggerne belyst godt.
Jeg skulle også tage nogle billeder indenfor af det meget lille, men ret godt udnyttede kolonihavehus.
Tredje location var hos en familie i Ringsted, der havde fået bygget et helt nyt hus.
Her skulle vi have billeder af familien sammen i færd med, at gøre ting som familier gør: lektielæsning i køkkenet, hygge i alkoven, hygge og leg i stuen og til slut billeder i den store dobbeltgarage.
Alle billeder er opstillet, men som jeg gør med den slags billeder: jeg placerer modellerne og lader dem gøre, som de ville gøre i en situation hvor jeg ikke var til stede og så tager jeg mig tid til, at bevæge mig rundt om motivet, sætte lampen (jeg brugte kun min profoto, som jeg bouncede op i lofterne) og skifte brændvidde.
Endnu en gang har jeg været ude at flyve for Ajos.
Denne gang ved Skolen i Sydhavnen, hvor der langs hele den ene side af skolen er opstillet en pavillon i tre etager, der samlet set udgør en bygning i sig selv.
Opgaven endte med, at strække sig over to dage, en eftermiddag og en formiddag.
Det var på grund af lyset, at vi blev nødt til, at skyde over to dage.
Om eftermiddagen, efter at børnene var gået hjem, kunne jeg også skyde alle interiørbillederne og så den ene side af bygningen, der var badet i sol.
En formiddag, ugen efter, skød jeg udvendigt fra, både med drone og mit kamera.
Jeg havde kommunikationsmedarbejderen fra Ajos ved min side, så vi med møge og besvær kunne få dronen op, og ned igen, når der nærmede sig cyklister eller fodgængere.
Til opgaven måtte jeg også søge tilladelse hos Københavns Politi, da jeg skulle flyve indenfor en afstand af 150 meter fra en af deres bygninger.
Så på dagen for flyvningerne skulle jeg ringe til en politiinspektør og fortælle at jeg fløj.
Det var ret nemt og problemfrit.
Tidligere på måneden var jeg ude på Bertha Von Suttners Vej, lige bag ved H.C. Ørstedsværket og ved siden af byggepladsen til den nye Enghave Brygge Station.
Her har Ajos opført et pavillonbyggeri der bruges som midlertidig skole og SFO af Københavns Kommune.
Min opgave var, at tage interiørbilleder af de vigtigste elementer i byggeriet, samt dronebilleder og dronevideo, der skal redigeres sammen til en videopræsentation af byggeriet.
Vi kunne først komme ind på skolen ved 17-tiden, men jeg ankom en lille times tid før, for lige at finde ud af hvad vi skulle fotografere.
Der var sol fra en klar himmel og godt med lys i de fleste lokaler.
Jeg skød med mit 8-15 mm fiskeøje, min 35 mm og lidt detaljebilleder med min 70-20 mm.
De fleste billeder af lokalerne blev skudt på stativ, mens detaljebillederne blev klaret i fri hånd.
Der var drønvarmt i lokalerne, da solen stod lige på.
Termometeret toppede ved 29 grader, så selv om det er nogenlunde stillestående arbejde var jeg noget gennemsvedt da jeg gik udenfor for, at lave droneoptagelser.
Solen var allerede begyndt at trække lange skygger, så der var begrænset med tid, men til gengæld gav det nogle ret kreative billeder når jeg skød lodret ned over byggeriet.
Da der begyndte at komme lidt gang i forretningen igen i maj måned fik jeg en henvendelse fra Daugaard Pedersen, der er totalentreprenør og blandt andet bygger kontorer, butikscentre og lagerbygninger.
Opgaven jeg skulle ud på var i Roskilde, nærmere Roskilde Retail Park, et forholdsvis nyopført butikscenter mellem motorvejen og jernbanen ved Roskilde Øst og Trekroner, hvor jeg skulle tage nogle dronebilleder, lidt billeder af facade og indgange, samt parkeringsområde og inde i butikkerne.
Jeg skulle tage hensyn til den meget nærliggende motorvej og den meget nærliggende jernbane, da jeg skulle flyve med drone.
Der er cirka 50 meter fra det ene hjørne af ejendommen og til motorvejen og på nordsiden knap 25 fra facaden og til banelegemet.
Jeg kom i god tid før butikkerne åbnede, så jeg kunne flyve i fred for kunder.
Det var nok at skulle koncentrere sig om at holde afstand til vejen og banen.
Da butikkerne åbnede var jeg rundt i dem og fotografere.
Det gik rimeligt nemt, der var blevet fortalt at jeg skulle komme, så det var bare at gå i gang.
Kamera på stativ og 8-15 mm og min 35 mm og stille og roligt skyde sig igennem lokalerne.
Jeg laver som bekendt også inspektioner med min drone og forleden dag var jeg i Fredensborg og kigge på et mansardtag.
Når jeg får en forespørgsel om en droneinspektion stiller jeg altid følgende spørgsmål: hvad skal inspiceres og på hvilken adresse?
Hermed får jeg specificeret hvad det eksakte problem er for kunden i forbindelse med det han vil have inspiceret.
Skal der fotograferes specifikke områder af taget, såsom inddækninger, tagryg eller tagrender?
Ligger ejendommen ud til en stor og befærdet vej hvor en inspektion ikke umiddelbart vil kunne foretages da jeg som dronepilot skal overholde visse sikkerhedsregler i forhold til overflyvning af personer?
Ligger ejendommen i nærheden af sikkerhedszoner såsom politistationer, ambassader eller som i dette tilfælde: kongehusets ejendomme?
I forhold til det to første sikkerhedszoner politi og ambassader er der som regel ingen problemer med, at få tilladelse til, at sende dronen op.
Men jeg ved, at kongehusets ejendomme kan være et problem enten overhovedet, at få tilladelsen eller at det tager lang tid.
I det her tilfælde i Fredensborg lå vi et pænt stykke fra sikkerhedszonen omkring Fredensborg Slot og ejendomme lå på en ikke særlig befærdet vej.
Så med hjælp fra en beboer i ejerforeningen, der kunne være mine øjne i nakken, fik jeg både fotograferet og filmet ejendommens tag.
For et par uger siden var jeg en tur i Smørum udenfor København.
Her har Combi Byg opført institutionen Paddehatten for Egedal kommune.
Den indledende forespørgsel gik på nogle dronebilleder af den nyopførte bygning, men det endte med en gennemfotografering af hele institutionen både ude og inde og så i tillæg en lille 180 graders dronefilm.
Den dag jeg var deroppe var det godt vejr med høj himmel og enkelte skyer.
Da legepladsen i institutionen allerede var taget i brug skulle fotograferingen foregå efter klokken 14 hvor de voksne og børnene havde forladt stedet.
Der var stadig nogle håndværkere til stede i og omkring bygningen og ordne det sidste ligesom personalet var i færd med at flytte ting fra den gamle institution til den nye.
Men det var ikke noget, der forstyrrede min flyvning eller fotografering.
Jeg begyndte indenfor hvor jeg gennemfotograferede lokalerne.
Til det brugte jeg stativ, fjernudløser og mestendels mit 8-15 mm fiskeøje.
Til enkelte billeder brugte jeg også min 35 mm.
Når man bruger et fiskeøje er det vigtigt, at kameraet er i vater på begge ledder.
Ellers kæntrer billederne.
Godt nok kan man nemt rette styrtende linjer op i camera raw, men det er bedst at klare det i optagelsen.
Efterfølgende lavede jeg optagelser med dronen udenfor.
Her gjaldt det både de rene droneoptagelser, hvor man hænger højt oppe og får et indtryk af at billedet er taget fra luften og også deciderede arkitekturfotos taget direkte ind på bygningen, som var de taget fra et højt stativ.
Her er dronen et godt redskab, når man lige skal have den rette vinkel på en bygning og man kun har behov for, at hænge tre meter over jorden.
Jeg sluttede af med en 180 graders video af institutionen.
Vi havde talt om en 360 graders, men det kunne ikke lade sig gøre, da der på hele den ene side var et villakvarter.
Der hvor jeg fløj var der bar mark.
Link til flere corona lockdownbilleder.
Et sted der til daglig er nærmest umuligt, at sende en drone op fra er Rådhuspladsen i København.
Her har man metrostation, busholdepladser, gående og langs siderne på H.C. Andersens Bouldevard og Vester Voldgade: cyklister og bilister.
Så hvis jeg skulle flyve her en hverdagsmorgen skulle jeg enten meget tidligt afsted, før fem og så en tirsdag eller en onsdag, hvor de mange branderter på vej hjem nok ikke er så mange som en fredag, lørdag eller søndag morgen.
Pudsigt nok fløj jeg fra Rådhuspladsen i søndags.
Jeg er så heldig, at jeg bor 150 meter fra metrostationen på Poul Henningsens Plads på Østerbro, så valget af transportmiddel var ret let.
Jeg havde selvfølgelig kigget lidt på kort og hørt en kollega, der havde fløjet herinde forleden, om forholdene.
Han gav samme melding, som var min oplevelse – det er ret stille herinde om morgenen.
Da jeg steg op af metroen, sad der et par, der så ud som om de havde været i byen (hvor man så ellers gør det i disse coronatider?), på en bænk tæt ved metroen, men ellers var der ingen.
Jo, der holdt en enkelt taxa på holdepladsen ved Strøget og nogle få biler kørte forbi på HCAB.
Jeg havde målt pladsen til, at være lidt under 100 meter bred og cirka 165 meter lang.
Jeg gik op og stillede mig nedenfor trappen til rådhuset.
Her kunne jeg overskue det hele og holde min sikkerhedsafstand mere eller mindre i bredden, men i hvert tilfælde i længden.
Der ligger et par ambassader imellem Strøget og Vestergade, hvis sikkerhedszoner rager lidt ind på pladsen, men ikke i en grad, der bekymrede mig.
Det var alligevel med en hvis bæven, at jeg sendte drone til vejrs, men det varede kort!
30 meter maksimumhøjde er nået, stod der på skærmen!
Shit, havde jeg overset et eller andet i forhold til sikkerhedzoner?
Heldigvis kunne jeg fikse det ved, at lande dronen og gå ind i menuen og bekræfte min allerede indstillede maksimumhøjde på 120 meter og flyve igen.
Det var overskyet, men ret lyst og jeg fotograferede pladsen rundt i flere højder.
Generelt skyder jeg mange billeder af de enkelte motiver for så at udvælge de bedste i forhold til vinkel og belysning.
Jeg havde tænkt tanken, men blev alligevel lidt overrasket, da to gutter med en Mavic dukkede op.
De spurgte om det var ok, at de fløj?
Selvfølgelig, jeg kan jo ikke nægte dem, at flyve bare vi kigger efter hinanden, så går det jo.
“Hvad laver I – har I en tilladelse til det der?”, lød det pludselig bag os.
En rådhusbetjent var mødt ind på arbejde og synes, at han skulle påtale, at vi fløj.
Jeg måtte forklare ham pænt, at så længe vi havde dronebevis og notificeret politiet, var alt i orden.
“Men skal I ikke spærre af?”, spurgte han så.
Nej, vi skal ikke spærre af og hvis det var nødvendigt havde vi ikke fløjet her.
Han gik heldigvis igen og kom ikke tilbage med kollegaer og skulle spille op.
Lidt senere kom solen til syne mellem skyerne og det varme bløde lys gav nogle helt anderledes billeder end de blålige morgenbilleder jeg havde skudt indtil nu.
Alt i alt var det en god flyvning på rådhuspladsen.
Tænker på hvornår jeg får chancen igen?
Link til flere corona lockdownbilleder.
Tirsdag morgen var jeg igen på farten med dronen for, at lave coronabilleder.
I sidste uge blev det kun til en enkelt flyvning i coronaens tegn, da jeg pludselig blev bedt om, at arbejde tirsdag:)
Jeg har en større drone/videoopgave om skybrudssikring af Kastellet, hvor jeg nu har optaget to dage samt klippet.
Jeg mangler stadig en eller to dages optagelser.
Og resten af ugen var det ikke vejr til at flyve.
Solen står ret tidligt op nu, cirka 5.20, så jeg måtte også tidligt op: 4.30!
Da jeg kørte mod Brønshøj, var solen så småt ved at kaste sit lys ud over byen, men jeg måtte konstatere, at den ikke rigtigt kiggede frem her til morgen.
Men det blev alligevel nogle ret fine billeder, men man kan virkelig se hvor stor betydning det har, at solens stråler rammer bygninger, træer og terræn og skaber lys og skygge og derved dybde.
Det blev nogle ret flade billeder her til morgen, men man kan dog se hvorledes lysets farve ændrer sig fra det ret kølige, nærmest blå, til det noget varmere.
Da jeg var tidligt på færde, valgt jeg at gå et stykke op i Rødkildeparken, der ligger mellem de karakteristiske Bellahøjhuse og Bakkehusene, rækkehusene ned mod Tomsgårdsvej.
Der er ingen grund til, at få beboerne på nakken!
Lyset lod vente på sig, så jeg satte mig flere gange ind i min bil for dels selv, at få varmen og dels holde min iPad, som jeg bruger som skærm på min fjernbetjening, varm.
Jeg vendte snuden hjemad efter, at have siddet lidt i bilen efter sidste skud 6.15, men solen kom ikke yderligere frem.
Link til flere corona lockdownbilleder.
Mandag i denne uge var jeg i Lersøparken, hvilket jeg havde overvejet tidligere, da jeg stod på Lersø Parkallé og dronede.
Så nu skulle det være.
Her kunne jeg fotografere både Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Station, Tagensvej, kolonihaverne og store dele af Nørrebro.
Jeg parkerede bilen på Tagensvej, lige efter stationen, når man kommer fra Østerbrosiden og gik ind i parken ved plejehjemmet og skolehaverne.
Jeg har tilbragt flere sæsoner i skolehaverne med mine to yngste børn.
Det var en fryd sådan at kunne få friske egendyrkede grøntsager med hjem når man havde luget.
Jeg havde kigget lidt på kortet inden, faktisk meget: skal jo lige undersøge om der er nogle forhold, der gør at jeg skal tage ekstra hensyn i forhold til sikkerhedszoner.
Det eneste jeg kunne se var togbanen, der løber langs den sydlige del af parken og så måtte jeg konstatere, at når man står i parken faktisk ikke kan komme tæt på eller ind over Tagensvej andre steder end det sydvestlige hjørne lige ved stationen.
Heldigvis er den grønne kile, som parken udgør, så bred, at jeg godt kan holde mine 50 meter i sikkerhedszone fra banen, hvis jeg går op i 50 meters højde eller derover.
Solen gemte sig bag skyerne i lang tid og jeg måtte vente lidt mellem hver flyvning på, at lyset kom.
Der var ganske få biler på vejen og de eneste jeg mødte i parken var nogle løbere og enkelte cyklister og fodgængere på vej til arbejde.
En stor traktor kom til og rullede og slog vist også græsset, så den fik jeg også lige nogle billeder af.
Hospitalet blev gennemfotograferet og jeg kunne tydeligt se forskel fra de første til de sidste skud.
Bebyggelsen Bispebjerg Bakke, tegnet af Bjørn Nørgaard, som jeg fik billeder af fra Lersø Parkallé, kunne jeg komme ret tæt på her.
Kolonihaverne og s-banen fik også et par skud.
Solen brød ikke rigtigt igennem og jeg besluttede mig for at pakke sammen.
Da jeg kørte ad Jagtvej mod Østerbro kom solen selvfølgelig!
Link til flere corona lockdownbilleder.
Jeg har faktisk ikke fløjet her ved Bryggebroen tidligere, men ovre på den anden side ved H.C. Ørstedsværket før Enghave Brygge blev bebygget.
De var så småt i gang med at hamre spuns i og forberede, men der lå stadig store gamle husbåde langs kajen, det gør der ikke mere, nu hvor de nye boliger så småt har gjort deres indtog.
Jeg satte dronen i luften til højre for broen og de to store siloer, Gemini Residence, som de hedder.
Jeg kalder dem bare siloer.
Jeg måtte flytte dronen lidt væk fra kajkanten, da den meldte om kompasfejl grundet for meget metal i nærheden.
Sådan er det ofte langs havne – her er der brugt jernspuns og andet til, at bygge med og dem kan dronens kompas ikke lide.
Lige ved siden af broen ovre ved Fisketorvet, som man faktisk ikke rigtigt kan se når man står her, ligger Allers domicil.
En imposant bygning, der med sin trekantede form bringer tankerne hen på Strygejernet, Flatiron Building, på Manhattan.
Her i den gryende morgensol var spillet i glasfacaden helt fantastisk og det skulle kun vise sig, at det blev bedre som solen strøg op på himlen.
Ovre på den side af havnen ligger den japanske ambassade og da jeg ikke havde søgt tilladelse til, at flyve i deres område gjorde jeg ikke det.
Noget andet jeg havde glemt er, at DJI (dem der sidder på det meste af dronemarkedet) har et underligt geofencing system, der nogle gange overgår dansk dronelovgivning.
Således, ud over de danske grænser for flyvning i nærheden af lufthavne, har DJI lagt en 60 meters højdebegrænsning ned over hovedstaden i korsform, der følger lufthavnen i Kastrups baner.
Så det vil sige, at i store dele af byen kan man kun flyve op til 60 meter, desuagtet at dansk dronelovgivning, giver lov til 120 meters flyvehøjde i byerne.
Således også over Bryggebroen og på sydsiden af den.
Derfor kunne jeg ikke rigtigt få nogle ordentlige topdownbilleder af broen, hvilket også skyldtes den megen morgentrafik af cyklister, fodgængere og løbere, der gjorde at jeg ikke sikkerhedsmæssigt kunne forsvare at overflyve broen.
Man kan godt mærke, at samfundet lige så langsomt er begyndt at blive lukket op.
Selv om jeg flyver ret tidligt nu, før seks, er der noget mere trafik end der var for tre uger siden hvor jeg startede dronen en times tid senere.
Link til flere corona lockdownbilleder.
Denne uges første flyvning tog udgangspunkt i Lersø Parkallé.
Som nævnt tidligere gør disse tider det noget nemmere at finde tilgængelige og ubefolkede områder, at lette og flyve med sin drone fra.
Men man skal som bekendt overholde lovgivningen og sikkerhedsreglerne når man sender sit luftfartøj op og jeg kan ikke bare stille mig op alle mulige steder og flyve.
En forespørgsel fra en kollega, der bor i kvarteret omkranset af Haraldsgade, Lersø Parkallé og Vermundsgade, om at flyve og fotografere i området, havde fået mig og den yngste datter på cyklen på en lille researchtur i weekenden.
Jeg havde kigget på de brede græsrabatter på den del af alléen, der munder ud i Nørre Allé, men fandt det ikke forsvarligt, at lette herfra på grund af de mange træer, luftledninger og dårlige oversigtsforhold.
Men til min store overraskelse og glæde viste det sig, at Lersø Parkallé var spærret fra Haraldsgade og hele vejen op til Gribskovvej, hvilket resulterede i, at jeg stod her midt på vejen denne mandag morgen.
Jeg skulle naturligvis stadig holde øje med gående og cyklister, men det var nogenlunde overkommeligt og så var der lige de to s-togsspor efter Rovsingsgade, men det var også til, at holde de 50 meter fra dem.
Jeg fløj tre steder: ved Haraldsgade, nord for banerne ved kolonihaverne og så helt oppe ved Gribskovvej og så retur, da solen begyndte at kaste sine gyldne stråler på huse og træer.
Jeg brugte faktisk en del tid på, at vente på s-togene, der gør et eller andet med deres røde farver, når de skærer igennem de små kolonihaver i området.
Og så er det som tidligere nævnt sjovt, at se forskellen på den samme lokation fotograferet før solen får magt og efter solen står op.
Der er ret stor forskel.
I efteråret sidste år var jeg en tur i Hillerød for, at tage dronebilleder, lave dronevideo og tage stillbilleder af en erhvervsejendom.
Ejendommen lå et stenkast fra mine ældste børns skole DAS (Den alternative skole) nu Nordsjællands Friskole, så jeg kendte godt det erhvervsområde, den lå i.
Men jeg havde aldrig lagt mærke til ejendommen, men det viste sig, at den var opført efter min tid som forælder på DAS.
Kunden ville gerne have billeder og video til brug for præsentation af ejendommen i deres portefølje.
Ejendommen var nemlig allerede udlejet, til PostNord, så det var ikke fordi den skulle sælges eller udlejes, blot præsenteres.
Det var en solrig kølig dag sidst i oktober og perfekt vejr til droneflyvning.
Efter at have talt med lederen på ejendommen fik jeg udleveret et adgangskort, så jeg ubesværet kunne bevæge mig rundt båden uden- og indendøre.
Jeg begyndte med dronen.
Der var nemlig stadig lidt aktivitet udenfor med postbiler, der ankom, blev læsset og kørte igen.
Det var godt, at få det med på billederne, så det ikke bare blev en tom ejendom, der blev præsenteret.
Efter at have været udenfor en times tid, gik jeg indenfor for, at skyde billeder.
Her var der dels mødelokaler, kontorer, omklædning og kantine og dels den store hal hvor postsorteringen foregik.
Jeg skød alle stillbilleder på stativ, så er det nemmere, at få det hele i vater og undgå for mange skæve og styrtende linier.
Det betyder mindre arbejde i redigeringen derhjemme.
De færdigredigerede billeder blev afleveret, samt de rå droneoptagelser.
Kunden ville selv klippe optagelserne sammen til en præsentation.
En søndag for snart to uger siden var jeg på besøg på G.A. Hagemanns Kollegium på Østerbro.
Kollegiet ligger på Kristianiagade, og har ligget der altid.
Igennem mine 26 år på Østerbro, har jeg passeret det utallige gange, uden at vide at det lå der.
Det ved Johanne til gengæld godt.
Hun læser på DTU og har indvilget i at deltage i en advertorial på TV2 Livsstils side.
Det er en advertorial, der er købt af IKEA og handler om at bo sammen med andre og om fællesskaber.
Det er der meget af på kollegiet.
Man spiser sammen, laver lektier sammen og de fleste studerer samme sted, nemlig på DTU, det der kom til efter polyteknisk læreanstalt, til hvis elever kollegiet i sin tid blev bygget i 1908.
Jeg skal lave både billeder og video til artiklen.
Videoerne skal være på stativ og blive til en slags stillbilleder med bevægelse.
Derfor ender jeg faktisk med, at tage næsten alle billeder på stativ også.
Da vi har fotograferet lidt på Johannes kollegieværelse går vi ned i køkkenet hvor der dufter af nybagte boller og hvor flere af Johannes medkollegianere sidder over formiddagskaffen.
Da jeg har lavet lidt billeder og video og fået en god kop stærk kaffe, går vi op på læsesalen under loftet.
Her bliver det også til lidt billeder og video, inden jeg drager hjemad igen.
Jeg redigerer en stak billeder færdig og sender de rå videofiler til TV2.
Fire udvalgte filer skal efterfølgende hvidbalanceres og et skud med fiskeøje skal lige rettes op i FCPX.
Siden begyndelsen af sidste år har jeg tre gange været på besøg hos ejerforeningen Rustenborg i Lyngby i forbindelse med Bang og Beenfeldts arbejde med energioptimering af ejendommen.
Der er blevet taget billeder og optaget video fra min drone.
Billeder og video har skullet vise dels detaljer i arbejdet og dels helheder i arbejdet.
Således kan man i denne video se hvordan ejendommen så ud før man påbegyndte renoveringen og hvordan den ser ud efter renoveringen.
På hver optagelse har jeg haft en bygningskonstruktør med, dels for, at udpege de ting jeg skulle filme og dels for at hjælpe med sikkerheden omkring droneflyvningen.
Vi er kommet godt rundt om ejendommen og har fået de billeder og det video, der viser ejendommen som helhed.
Onsdag i sidste uge var jeg i Hvidovre for at udføre en taginspektion med min drone.
A/B Frydenhøjparken er bygget i 70erne og har for godt tyve år siden fået nyt tag.
Modsat det gamle, der var et asbestholdigt eternittag er det nye ikke med asbest hvilket formodentligt er medvirkende årsag til dets dårlige stand.
I hvert tilfælde er det gældende for rykningsstenene på det nuværende tag, at de smuldrer.
Boligforeningen har 115 rækkehuse i to plan fordelt på ti bygninger.
Den ene af bygningerne har fået udskiftet rykningssten, men man er i tvivl om tilstanden af resten af tagenes sten.
Jeg havde aftalt med varmemesteren, at han bistod mig med sikkerheden i forbindelse med flyvningen, som foregik om formiddagen, hvor færrest muligt beboere var hjemme.
På trods af at boligforeningen ligger på et lukket område er sikkerheden vigtig.
For at undgå utilsigtede hændelser sørger jeg altid for ekstra øjne på mine droneinspektioner og hvis kunden selv kan hjælpe mig, bliver det billigere for dem.
Det er altid lidt svært at skønne det præcise antal timer man skal bruge på en given opgave, men jeg havde sat fire timer af til denne, som var færdig på knap tre timer, inklusiv en kaffepause:)
Generelt så det ud til, at de fleste rykningssten var i ringe tilstand og varmemesteren fortalte da også, at forrige uges stormvejr havde resulteret i at der flere steder var drysset flager af sten ned på fællesarealerne.
Da jeg havde fotograferet færdigt, hvilket for overskuelighedens skyld, sker efter fortløbende husnumre og med “landkending” for at kunne orientere sig når man skal gennemgå billederne, fandt jeg et sted hvor jeg kunne gå op i 120 meters højde og tage et oversigtsbillede af hele bebyggelsen.
Det er nemt lige, at give kunden den ekstra service med, når man nu alligevel er afsted.
Prisen for denne opgave var på godt 7.500,- eks. moms og dette var skønsmæssigt under en tredjedel af prisen for inspektion fra en lift.
Der til skal siges, at inspektion med lift formentlig ville have taget tre dage!
Har jeres boligforening også brug for en droneinspektion, så læs mere om det her.
I begyndelsen af oktober var jeg en tur i Birkerød og besøge Ditte og Kasper.
De havde fået nyt køkken og i det nye køkken havde de fået en ny vandhane.
En vandhane af den slags, der kommer kogende vand ud af.
Den hedder Quooker og for dem og BrandMovers, der skriver artiklen og fotograferer (undertegnede), skulle jeg dels tage billeder af vandhanen og dels parret i deres køkken.
Billederne skulle bruges til en artikel på deres hjemmeside hvor de lægger inspirationshistorier op fra forskellige familier med Quookere.
Køkkenet var i den ene ende af den ellers åbne spise-/dagligstue og med gråfiltsede vægge og sorte elementer.
Jeg havde som sædvanlig min Profotolampe med og kunne lægge et fornuftigt lys, der gav oplysning og lidt hårde skygger.
Jeg synes ikke nødvendigvis, at billeder af denne type skal være douchede i både retouch og lys.
Der må godt ske noget.
Øvelsen med disse optagelser går ud på, at tage billeder af selve vandhanen i brug.
Det vil sige: få køkkenejeren til, at fylde en gryde, en kop eller en kaffekande.
Fotografer detaljer og tilbehør i køkkenet og fotografer dem i færd med madlavning, samtale og samvær.
Der var ingen børn hjemme da jeg var der, så det var bare Ditte og Kasper, der var tilstede.
Men jeg fordelte rollerne lidt mellem dem, så de begge kom i aktion med vandhanen.
Se artiklen på Quookers hjemmeside.
I torsdag var jeg på mit andet besøg på Boulevarden i Lyngby.
Her har ejerforeningen Rustenborg til huse i en ejendom på fire etager, der ligger i en vinkel med Mølleåen i baghaven.
De rådgivende ingeniører Bang & Beenfeldt er i gang med at renovere facaderne i ejendommen og det vil de gerne have dokumenteret i stillbilleder og video fra drone.
Sidst jeg var heroppe, https://jenspanduro.dk/facaderenoveringen-droneoptagelser-for-bang-beenfeldt/, var i februar.
Her var projektet lige begyndt og facaden var overvejende den oprindelige.
Nu her syv måneder senere var facaden overvejende den nye og lysere.
Vejret var godt med overvejende sol og spredte skyer.
Der var dog en til tider kraftig vind.
Heldigvis kom den bagfra når jeg fløj, det vil sige: ind mod bygningen, så der kom ikke de kastevinde der ofte kommer når vinden kommer over en bygning og ind mod dronen når man flyver.
Det har jeg tidligere haft problemer med under en visualisering i Vallensbæk: https://jenspanduro.dk/butikstorvet-dronebilleder-til-sg-nordic/
Min kontaktperson hos rådgiverne skulle lige kigge på nogle detaljer ved byggeriet inden han kunne være med omkring min flyvning.
Her skulle han dels komme med ønsker til motiver og dels være min assistent og holde øje med uvedkommende personer i sikkerhedszonen.
Ejendommen har en gårdhave hvor der er byggeplads med omkring de 15 meter i bredden og på ydersiden af den en parkeringsplads hvor der kan holde biler op mod en hæk.
Det giver omkring 20 meter og da jeg ikke flyver nærmere end fem meter fra facaden kan jeg gå op i 15 meter, forudsat at der ikke er personer der stiger ind og ud af deres biler.
Så det første stykke tid fløj jeg tæt og filmede og fotograferede håndværkerne på de to arbejdsplatforme og fløj lidt på langs af ejendommen.
Heldigvis ligger ejendommen på en blind vej, hvor den ene del af bygningen ligger for enden.
På den modsatte side ligger to mindre beboelsesejendomme.
Så der er ikke meget trafik til og fra og de få personer jeg talte med under flyvningen var nysgerrige og spørgende og havde ikke nogle problemer med at jeg fløj.
Sidste gang var jeg også på den anden side af ejendommen og tjekke forholdene ud.
Dengang var byggepladsen ikke så udbygget som nu, så dengang opgav jeg at flyve.
Men nu hvor byggepladsen ligger langs hele facaden og eneste adgang til området er indkørslen til en lidt større parkeringsplads end på den modsatte side kan man nemmere overskue sikkerhedszonen når man er to man.
Så her fik jeg også fløjet og filmet og fotograferet.
Rådgiveren ville gerne have et billede af hele ejendommen og her måtte jeg fra det nordøstlige hjørne gå over trækronerne og udover Mølleåen for at få det hele med.
Her var der rigeligt med afstand til både Jernbanegade og villahaverne på den anden side af åen.
Alt i alt en rigtig god flyvning.
I sidste måned var jeg på besøg hos Morten Lund på Frederiksberg.
Han er ved, at ombygge et hus på Fuglebakkevej og i den forbindelse opdatere det med alskens hightech indretning som lysstyring, varmestyring, alarmer osv.
Jeg kendte kun den Morten Lund, der var med i Skype, og stor var derfor min overraskelse da den Morten Lund, der åbnede døren ikke var den Morten Lund, men en anden Morten Lund.
Denne Morten Lund forsker i forretningsmodeller ved Ålborg Universitet og er vild med Internet of Things, hvilket handler om alle de ting, der kan kobles til nettet og gøre din hverdag lettere.
Da jeg ankom til huset var håndværkerne i fuld gang og Morten og journalisten stod og snakkede i en af stuerne.
Nede i kælderen hvor der selvfølgelig er gulvvarme opdelt i zoner, der kan fjernbetjenes, var man i fuld gang.
Morten fortalte entusiastisk om alle de ting der skal ind i familiens hus.
Jeg fotograferede lidt mens han tegnede og fortalte.
Oppe på øverste etage var der nogle forskellige ting han havde brugt i huset, heriblandt en lasermåler.
Den brugte jeg til lyslægning da jeg lavede et portræt af Morten, som endte på forsiden af tillægget artiklen blev bragt i.
Det rådgivende ingeniørfirma Bang & Beenfeldt har fået til opgave at udskifte facaden i ejerforeningen Rustenborg i Lyngby.
De vil gerne have dokumenteret projektet og har derfor bedt mig om at foretage nogle droneoptagelser.
Det skal være både stillbilleder og video.
Ejendommen ligger inde midt i Lyngby og jeg skulle lige kigge et par gange på et kort og fysisk ude på stedet for, at se om det kunne lade sig gøre at lave optagelserne.
Ejendommen, som ligger i en vinkel på en lille lukket vej, har facader både ud mod den lukkede vej, ud mod en parkeringsplads og Mølleåen.
Umiddelbart er det bedste område at filme på, på siden ud mod den lukkede vej, hvor der også er et lille haveanlæg.
Til brug for arbejdsplatformen, som facaderenoveringen foregår fra, er der udlagt køreplader over det meste af området.
Det betyder, at jeg ikke umiddelbart kan opsætte dronen herfra grundet jernet i pladerne vil forvirre kompas og gps i dronen.
Heldigvis er der et par gangarealer og lidt græsplæne hvor de ikke er lagt ud hvor jeg kan flyve fra.
Jeg mødtes med projektlederen på stedet og sammen talte vi om mulighederne for optagelser.
Da projektet kun lige er begyndt stod håndværkerne på arbejdsplatformen helt henne i den ene ende af facaden, så jeg kunne ikke umiddelbart få “før og efter” billeder af arbejdet.
Så optagelserne, der både er stills og video, blev mestendels af ejendommen som den ser ud i øjeblikket.
Projektlederen stod sammen med mig, dels for at fortælle hvilke optagelser han ønskede og dels for at holde øje med fodgængere i sikkerhedszonen.
Det er nemlig sådan at der stadig er adgang gennem byggepladsen af en gangsti, da der er en tandlægekonsultation i ejendommen.
Så jeg måtte lande et par gange i løbet af den times tid jeg var på stedet da der var mennesker i sikkerhedszonen.
Hele facaderenoveringen varer godt 40 uger, så næste gang jeg skal derop er ikke i 0 grader og risiko for sne, men i 20 grader og sol:)
I efteråret fik jeg en henvendelse fra Pålsson arkitekter.
De ville gerne have dronefotograferet og -filmet nogle af de byggesager de har lavet rundt omkring i Storkøbenhavn.
Det drejede sig om alment boligbyggeri i Albertslund, Allerød, Espergærde, Nørrebro og Rødovre.
Ønsket var at få nogle stillbilleder som skulle færdigredigeres, samt noget videomateriale de selv ville klippe.
Ved første øjekast på adresserne var jeg i tvivl om opgaven overhovedet kunne løses lovligt.
Selv om jeg har dronecertifikat er der alligevel visse regler der skal overholdes.
Det drejer sig om afstand til personer, private ejendomme og så ikke mindst skal vejret være til det.
Det må ikke blæse for kraftigt og ikke regne.
Efter at have konsulteret en kollega for lige at vende det med ham skrev jeg mit tilbud og sendte det.
Det eneste jeg ikke kunne opfylde var at man ønskede overflyvninger.
Det kan man ikke gøre i byer, hvor der ikke er oversigtsforhold, der gør at man kan se hvad der foregår under dronen når den er i luften.
Det kan lade sig gøre ude i åbent land.
Der var oprindeligt tale om fem locations, men den ene måtte vi aflyse, da foreningen hvor vi skulle flyve, skulle have asfalteret deres gård og det hele så ville være en stor byggeplads.
Det første sted vi filmede var i Allerød.
Jeg kunne sende dronen op fra en sportsplads lige overfor foreningen.
Det begrænser optagemulighederne en smule, men fik lavet både op- og nedstigninger og vandrette flyvninger langs med vejen og byggeriet.
I Albertslund skulle jeg filme Rådhusdammen, hvor det ville have været rigtigt fedt at flyve i selve byggeriet.
Men her måtte jeg stå på den tomme grund mellem FDB og banen og filme over Vallensbæk Torvevej.
Det til trods fik jeg lavet nogle flotte billeder.
Samme eftermiddag gjaldt det en forening i Rødovre, hvor vi havde fået lov at stå på naboskolens fodboldbane.
Her kunne jeg mærke, at vinden i 100 meters højde var kraftig, men det hele gik glat.
Det sidste sted jeg skulle filme var på Lundtoftegade på Nørrebro i den forening, der ligger op af Bispeengbuen.
Her skulle der virkelig tænkes kreativt.
Men da hver gård var udstyret med en indhegnet boldbane, hvor vi kunne stå, var det faktisk ret nemt.
Da vi fløj var der ikke mange mennesker på fællesarealerne, så det var ganske få gange, at jeg skulle tage hensyn til personer i sikkerhedszonen.
I maj måned var jeg på rundtur til lokationer jeg ellers aldrig kommer på.
Jeg havde fået en opgave for Casino House, en kæde af spillehaller, der har 15 butikker hovedsageligt i Storkøbenhavn, men også i Kalundborg og i Helsingør, som jeg skulle lave.
Fra de forskellige spillehaller skulle jeg lave billeder af interiøret og udvalgte facader.
Jeg skulle kun fotografere interiøret, maskinerne, rygekabinerne, men ingen personer.
Det viste sig, at være en fordel, at der ikke skulle være mennesker på billederne.
Der var engang imellem nogle, der var lidt skeptiske i forhold til, at jeg var der og skulle tage billeder, men det fik jeg som oftest klaret ved bestyreren af den enkelte spillehals mellemkomst.
Bestyrerne var i de fleste tilfælde klar over, at jeg kom og hvis ikke klarede de formaliteterne med en opringning til ejeren.
I opgavebeskrivelsen stod noteret ned hvilke maskiner jeg skulle fotografere (det var altid de samme i alle hallerne), om jeg skulle fotografere facaden, om der var rygekabine og om der var tips og trav fra Danske Spil, der skulle fotograferes.
Interiøret i hallerne var oftest i den mørke afdeling så det var med kameraet på stativ og jeg endte med næsten udelukkende at bruge min 8-15 mm.
Det skulle vise sig at være en fordel for da jeg var næsten færdig fik jeg at vide at formatet på billederne var tæt på 1:3, det vil sige meget fladt og panoramaagtigt.
Men det kunne sagtens lade sig gøre at beskære billederne efterfølgende.
Som bekendt gik Fona konkurs sidste år og blev overtaget af Elgiganten.
I den forbindelse overtog og ombyggede de også den store Fona på Strøget i København.
Til brug for pressemateriale mm ville de gerne have taget nogle billeder af butikken.
Det var hovedsageligt interiørbilleder de ønskede, men jeg skulle dog også lige tage et par af de nye indgangsparti udefra.
Da jeg fik opgaven troede jeg, at butikken var lukket for kunder og, at der kun ville være enkelte ansatte og et par håndværkere, at tage hensyn til under fotograferingen.
Men til trods for, at den store åbning først skulle finde sted sidst på ugen, var der allerede nu åbent for kunder.
Så det tog lidt længere tid, at fotografere end jeg havde regnet med.
Jeg havde fået en brief pr. mail med en liste over ønskede billeder og en kontakt til butikschefen.
Så da jeg troppede op i butikken bad jeg om, at tale med ham og fik hurtigt en rundtur i butikken og hvilke ønsker de havde til billeder.
Hvis jeg skulle bruge hjælp undervejs skulle jeg tage fat i den enkelte afdelingsleder eller ansatte, så ville de være til rådighed.
Alt i alt gik det faktisk ok.
Håndværkerne, der var i færd med, at reparere rulletrappen havde sat nogle store gule afspærringer op, som jeg lige måtte have dem til, at fjerne et kort øjeblik, så de ikke kom med på billederne fra gamerafdelingen på første sal.
Heldigvis skulle jeg ikke have kunder med som centrale elementer i billedet, men personalet måtte godt komme med i baggrunden.
Det gjorde det lidt nemmere, at fotografere når jeg ikke skulle instruere, bortset fra at jeg så måtte vente til de forskellige afdelinger var nogenlunde tomme.
I sådan en butik er der gjort en del ud af belysningen og den var nogenlunde ens hvad angår farvetemperatur og styrke, hvilket gør sit til, at billederne bliver pæne og ensartede.
Jeg tog tre eksponeringer af hvert skud, men efterfølgende var det relativt få billeder, der egentlig skulle sammenkopieres.
Der var lige lidt højlys fra nogle lamper der skulle dæmpes og nogle skærme i en afdeling hvor indholdet skulle kopieres ind.
Tidligere på måneden var jeg ude ved Domus Vista på Frederiksberg på en lidt anderledes opgave.
Jeg var blevet kontaktet af TL Byg, der står for, at skulle renovere og ombygge førstesalen af Domus Vista.
Her er cirka 5.000 kvadratmeter tidligere plejehjem, der har stået tomt i 7-8 år.
Min opgave i forbindelse med den kommende ombygning var, at dokumentere udendørsarealerne før byggeriet går i gang.
Simpelthen med mit kamera fotografere overflader, blomsterkummer, inventar m.m., således, at TL Byg efter byggeriet kan dokumentere i hvilken stand det hele var inden byggeprocessen gik i gang.
Så i det meste af en halv dag tog jeg mere end 600 billeder ned i jorden!
Med en 16-35 mm på kameraet var det nemmest, at få så meget med i et billede og samtidig kunne se detaljerne i overfladerne.
Jeg havde egentlig planlagt, at sætte kameraet på stativ eller stå på en stige for, at have et godt udgangspunkt lidt i højden.
Det viste sig for bøvlet, at rende rundt med stativ og stige.
Dels skulle jeg kunne nå arbejdet på en overskuelig tid og dels skulle jeg sørge for, at de enkelte fotos overlappede hinanden, så der ikke var “huller” i min dokumentation.
Ikke for lidt overlap og ikke for meget.
Så det var simpelthen nemmere, at gøre det håndholdt og så tælle skridt mellem hver optagelse og så se på kendemærker i den enkelte optagelse, så overlappet var korrekt.
Oveni at tage alle billederne, hvilket jeg gjorde i urets retning i de enkelte sektioner jeg fotograferede, skulle numre og navne på billederne noteres ned på nogle byggeplaner jeg havde fået udleveret af kunden.
Derved var jeg sikker på, at jeg selv og kunden, kunne stedfæste de enkelte billeder til lokationen på området.
Jeg fik også adgang til den etage over indkøbscentret, der skal bygges om, og kunne herfra tage nogle gode oversigtsbilleder.
Så jeg fik faktisk dokumenteret området omkring de tre sider af bygningen både fra terræn og oppefra.
Jeg havde overvejet, at bruge min drone til opgaven, men det kunne ikke lade sig gøre, da det simpelthen var umuligt, at afspærre området og derved kunne flyve sikkert.
Men det er helt sikkert et godt redskab til fremtidige byggepladsdokumentationer, at kunne bruge en drone som supplement til de fra terrænet optagede billeder.
I oktober sidste år brændte en lejlighed i en af de toetagers blokke, som udgør boligområdet Blidahpark ved Strandvejen i Hellerup.
Branden fik fat i taget og skaderne efter dels branden og dels vandet fra slukningen gjorde, at store dele af blokken blev ubeboelig.
Næsten alt indvendigt var ryddet væk da jeg var derude sidst i april og således var der frit kig fra nederste lejlighed og op til loftet af lejligheden ovenover.
De rå stålbjælker i etageadskillelsen var tilbage og håndværkere var i færd med, at lægge etagedæk.
Jeg skulle tage nogle billeder af det arbejde for HSR Tømrer & Partner, som stod for en del af arbejdet i bygningen.
Medarbejderne stod oppe og nede.
Nogle lagde etagedæk og andre var ved, at beklæde andensalen med gipsplader.
På så lidt plads er det rart, at have sin 8-15 mm med, så man kan få nogle oversigtsbilleder, der i kombination med tættere beskårne billeder giver et godt indblik i arbejdet på byggepladsen.
I sidste måned var en tur omkring den ejendom, som københavns kommune indretter til modtagelse af flygtninge med asyl, der afventer henvisning til permanent bolig i København.
Det ligger på Ottiliavej i Valby og skal have plads til omkring 150 personer, når det er færdigt her i maj måned.
Jeg skulle tage billeder af nogle af medarbejderne fra reEL-installation, der blandt mange håndværkere, var med til, at sætte lokalerne i stand efter, at de i mange år har været indrettet til kontorer.
Da jeg var der, var arbejdet meget tæt på, at være færdigt, så jeg måtte lige finde nogle lokaler, hvor vi kunne skille nogle kontakter ad og få det til, at se ud som en arbejdssituation, så jeg ikke tog alle billeder i et lokale.
For fjorten dag siden fik jeg et opkald netop som jeg havde sat mig i stolen hos min frisør. En kvinde fra et reklamebureau ville høre om jeg kunne lave en opgave og aflevere billeder klokken 13 samme da.
Det kunne jeg da godt, men blev lidt betænkelig da hun sagde, at det var i Slagelse.
Nærmere betegnet et nyopført psykiatrisk hospital, hvor Grohe havde leveret en del af armaturerne.
Jeg skulle tage billede af armaturerne og sende to billeder til reklamebureauet, som skulle bruge det til et blad, hvor deadline som sagt var klokken 13.
Jeg regnede lidt frem og tilbage og hvis jeg var færdig i frisørstolen og kunne køre fra københavn 10.45 ville jeg kunne være på location omkring klokken 12.
Så med kløen på ryggen kastede jeg mit udstyr og mig selv ind i bilen og kørte mod Slagelse.
Undervejs fik jeg fat i Henning, som var den ansatte fra Grohe, der havde haft med byggeriet at gøre og ville møde mig på stedet.
Heldigvis kunne jeg køre næsten til døren og efter 10 lange mintters venten i receptionen blev vi modtaget af en ejendomsfunktionær, der viste os hen til det badeværelse, hvor Grohes armaturer sad.
For det viste sig, at det kun var det ene badeværelse jeg skulle fotografere.
Jeg måtte så lige inden jeg skød de første billeder, hurtigt tørre alle de blanke overflader på armaturerne over, da disse var plettede af, at blive håndteret af håndværkerne.
Her kunne jeg godt have brugt noget WD40.
Jeg skulle som sagt aflevere to skud hurtigt til et blad, så jeg skød et nærbillede af håndvaskarmaturet og så hele arrangementet i bruseområdet.
To sikre skud, som blev sendt afsted inden deadline.
Efterfølgende skød jeg færdigt og kan sige, at jeg var glad for, at jeg havde medbragt min 8-15 mm fiskeøje.
Ikke alle skud med den i så lille et lokale er dog lige anvendelige lige ud af kameraet, så der skulle shoppes igennem på Mac’en efterfølgende, hvilket også gjaldt de plettede armaturer.
Inden jeg kørte hjem skød jeg også lige et par portrætter af Henning foran hospitalet.
I sidste måned var jeg en tur i Benløse ved Ringsted for, at tage billeder i Nordcentret.
Centret er ejet af Estate Invest og de ville gerne i forbindelse med, at de fik lavet ny hjemmeside af Standoutmedia, have taget nogle billeder.
Billederne skulle være dels af selve centret, ude og inde, af butiksfacaderne og interiørbilleder fra de enkelte butikker.
Jeg havde fået udleveret en liste med navne på butikkerne og kontaktpersoner.
Centret har 18 lejemål, hvoraf nogle er ledige og nogle er lagt sammen, så jeg skulle fotografere 11 butikker i alt.
Da jeg ankom, kørte jeg en tur rundt om bygningen for, at danne mig et overblik.
Solen skinnede, så jeg fik lidt problemer på skyggesiden af centret, men det gik.
Da jeg færdig udenfor, gik jeg ind og fik straks kontakt til lejeren af Loppen, som navnet antyder, er genbrug og loppefund.
De to indehavere, et ældre ægtepar, var vældigt engagerede og vidste præcis hvad de ville have fotografere og hvordan.
Sådan var det med stort set alle lejere: de var imødekommende og engagerede i, at jeg skulle have nogle gode billeder.
Jeg var i centret i godt tre timer inden jeg kunne vende snuden mod København.
VVS firmaet Nordrør fra nordsjælland skulle bruge nye billeder til dels en hjemmeside og dels nyhedsbrev/brochure.
Jeg skulle tage billeder to steder: På Rungstedgaard, hvor firmaet står for service og vedligehold, samt byggeprojekter og en Lejerbo afdeling i Frederiksværk, hvor de laver det samme.
Der var koblet en journalist på opgaven og hun skulle lave et interview med servicelederen på Rungstedgaard, som jeg skulle tage billeder af.
Mens journalisten og servicelederen talte færdigt, gik jeg med ejeren af Nordrør og en medarbejder rundt og fotograferede badeværelser og andre installationer, de havde været med til, at lave.
Inden vi kørte mod Frederiksværk skulle jeg også lige have nogle billeder af bilerne og firmalogoet bag på en trøje.
I Frederiksværk mødtes vi med ejendomsinspektøren, som jeg også skulle tage billeder, samt en af svendene, der skulle udføre diverse serviceopgaver, som jeg skulle fotografere.
For en måneds tid siden var jeg igen ude med Mogens fra byggefirmaet HHM, der bygger huse i hovedstadsområdet.
Vi skulle besøge forskellige byggepladser hvor firmaets ansatte var i færd med forskellige ting.
Det første sted var i Charlottenlund, hvor to mand var i færd med, at afslutte fundamentet og det omkringliggende terræn, hvor der før havde stået et hus, som nu var revet ned.
De arbejdede med pladevibrator og en gravemaskine.
Næste stop var i Skovlunde hvor en murer var i færd med, at sætte fliser op i et bryggers i et hus under opførelse.
Her var det trangt med pladsen, så her måtte jeg bruge mit fiskeøje.
I Brøndby var to mand i færd med, at sætte gipslofter op.
Det gik hurtigt og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde deres skruemaskine da jeg selv byggede om her i foråret.
Så er det sgu ingen sag at lave lofter.
Mogens ville også gerne have mig til, at tage nogle billeder af et saneringsmodent hus i Nærum, da det ofte er sådan, at HHM laver sine projekter.
En familie ønsker sig en bestemt grund, men huset derpå er for gammelt til, at sætte i stand og bliver derfor revet ned.
Det var en temmelig overgroet have det lå på.
Lidt underligt, at gå rundt og fotografere et hus, der stod som det blev forladt.
Sidste stop på turen var i Hillerød, hvor jeg skulle fotografere det hus jeg tidligere havde taget billeder af udefra, indvendig.
Det var nu fuldt møbleret og jeg skulle tage nogle billeder af stuen og køkkenet.
Inden jeg kørte tog jeg også et billede af forsiden af huset, som jeg ikke kunne tage sidst, da der her var sat en anden hoveddør i da man var ved, at lave trykprøver.
For 14 dage siden var jeg i Hillerød og fotografere et næsten færdigbygget hus.
Det var firmaet HHM, der havde bygget det og da jeg ankom var gartnerne ved at lægge rullegræs og indenfor var rengøringsfolkene i gang.
Rundt om huset var der udstykninger uden huse og bar jord.
Jeg talte med ham fra firmaet, der havde bestilt opgaven og vi enedes om, at hvis vi fjernede to stakke paller, der lå på fliserne i forhaven, kunne jeg tage et billede af den side af huset, samt fra baghaven, hvis jeg fjernede en trillebør og lidt værktøj.
Mens vi var omme på bagsiden af huset, havde håndværkere tilsyneladende fjernet hoveddøren og indsat en rød stofdør med en ventilator (tror, det var noget klima- eller trykprøvning af huset) som først ville blive fjernet en time senere!?
Så havde jeg kun bagsiden som mulighed for foto.
Jeg skød med både min 8-15 mm og min 35 mm.
Jeg havde taget en tretrinsstige med, så jeg kunne komme lidt op over terrænet og få den korrekte vinkel på facaden.
Det var en dag med blæst og drivende skyer, så himlen fik et godt udseende.
Da der ikke var lagt græs i hele baghaven, valgte jeg at klone noget græs ind.
Da det var rullegræs de lagde, synes jeg ikke, at det gør noget at man kan se linjerne i det i forhold til kloningerne.
Fjernede også en spand og nogle pinde, der var banket i jorden.
Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælper vores team til at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Du kan justere alle dine cookieindstillinger ved at navigere i fanerne på venstre side.
Strengt nødvendigt cookie skal altid være aktiveret, så vi kan gemme dine præferencer for cookieindstillinger.
Hvis du deaktiverer denne cookie, kan vi ikke gemme dine præferencer. Det betyder, at hver gang du besøger denne hjemmeside, skal du aktivere eller deaktivere cookies igen.