Forleden dag var jeg på rundtur på fem byggepladser i storkøbenhavn sammen med en kommunikationsmedarbejder fra Ajos, der udlejer materiel til byggeindustrien.
De ville gerne have billeder af noget af alt det materiel de lejer ud.
Det drejer sig blandt andet om kraner, belysning, hejse og byggestrøm.
Vi mødtes klokken 9.00 på en byggeplads ude ved DTU.
Her fotograferede jeg dels installationen af noget byggestrøm dels en medarbejder der klatrede op i en af de på pladsen opstillede lysmaster, som Ajos også udlejer.
Næste stop på turen var den store byggeplads ved Herlev Hospital, som jeg af og til kører forbi på vej hjem fra arbejde.
Her skulle jeg fotografere nogle af de mange byggekraner på pladsen og jeg havde allerede udset mig et af de store jordbjerge ved Hjortespringvej som udgangspunkt for fotograferingen.
Da vi var ankommet til pladsen mødte vi en af Ajos’ medarbejdere, der skulle til, at montere noget strøm i en af de førnævnte kraner.
Så var der lige pludselig mulighed for, at få noget reportage ind over.
Da vi var færdige i Herlev, kørte vi til Royal Arena.
Her var mandskabet i færd med, at montere en af de store kraner, så det blev også til nogle gode reportagebilleder.
På Rigshospitalet skulle jeg dels fotografere nogle hejse og nogle pavilloner og skurvogne og dels tage portrætter af direktøren i Ajos, Ole Wamsler.
Til portrætbillederne havde jeg medbragt en Profotolampe, så jeg kunne få lagt noget ordentligt lys.
Sidste stop på ruten var Jagtvej og NBB (Niels Bohr Bygningen) hvor jeg igen skulle fotografere hejser og pavilloner.