Link til flere corona lockdownbilleder.
Jeg har faktisk ikke fløjet her ved Bryggebroen tidligere, men ovre på den anden side ved H.C. Ørstedsværket før Enghave Brygge blev bebygget.
De var så småt i gang med at hamre spuns i og forberede, men der lå stadig store gamle husbåde langs kajen, det gør der ikke mere, nu hvor de nye boliger så småt har gjort deres indtog.
Jeg satte dronen i luften til højre for broen og de to store siloer, Gemini Residence, som de hedder.
Jeg kalder dem bare siloer.
Jeg måtte flytte dronen lidt væk fra kajkanten, da den meldte om kompasfejl grundet for meget metal i nærheden.
Sådan er det ofte langs havne – her er der brugt jernspuns og andet til, at bygge med og dem kan dronens kompas ikke lide.
Lige ved siden af broen ovre ved Fisketorvet, som man faktisk ikke rigtigt kan se når man står her, ligger Allers domicil.
En imposant bygning, der med sin trekantede form bringer tankerne hen på Strygejernet, Flatiron Building, på Manhattan.
Her i den gryende morgensol var spillet i glasfacaden helt fantastisk og det skulle kun vise sig, at det blev bedre som solen strøg op på himlen.
Ovre på den side af havnen ligger den japanske ambassade og da jeg ikke havde søgt tilladelse til, at flyve i deres område gjorde jeg ikke det.
Noget andet jeg havde glemt er, at DJI (dem der sidder på det meste af dronemarkedet) har et underligt geofencing system, der nogle gange overgår dansk dronelovgivning.
Således, ud over de danske grænser for flyvning i nærheden af lufthavne, har DJI lagt en 60 meters højdebegrænsning ned over hovedstaden i korsform, der følger lufthavnen i Kastrups baner.
Så det vil sige, at i store dele af byen kan man kun flyve op til 60 meter, desuagtet at dansk dronelovgivning, giver lov til 120 meters flyvehøjde i byerne.
Således også over Bryggebroen og på sydsiden af den.
Derfor kunne jeg ikke rigtigt få nogle ordentlige topdownbilleder af broen, hvilket også skyldtes den megen morgentrafik af cyklister, fodgængere og løbere, der gjorde at jeg ikke sikkerhedsmæssigt kunne forsvare at overflyve broen.
Man kan godt mærke, at samfundet lige så langsomt er begyndt at blive lukket op.
Selv om jeg flyver ret tidligt nu, før seks, er der noget mere trafik end der var for tre uger siden hvor jeg startede dronen en times tid senere.