I sensommeren fik jeg til opgave at, tage billeder til it-firmaet Mainbrains nye hjemmeside.
Opgaven var den klassiske: medarbejderportrætter og situationsbilleder fra kontoret.
Meget klassisk disciplin: fotografer nogle temmeligt statiske (læs: sidder ved et bord og arbejder) mennesker på arbejde.
Udover billederne til kontoret foreslog jeg, at jeg tog nogle billeder udenfor.
Kontoret ligger i Bella Center på Amager og således også op til Ørestaden.
Så min tanke var, at lave nogle cityscapes, som kunne bruges som baggrund til siderne på hjemmesiden og til f.eks blogindlæg.
Den type billeder er ofte gode til, at krydre en hjemmeside med, da der som her, ikke er nogle fysiske produkter at fotografere.
Jeg mødte op på kontoret og vi linede op i et tomt kontor nede ad gangen til personaleportrætter.
Helt klassisk, hvid baggrund og to softbokse.
Efterfølgende var det tid til, at lave situationsbilleder og her kommer det svære.
At lave engagerende billeder af personalet i arbejde.
Her må man tænke kreativt.
Jeg spørger ind til hvor de enkelte sidder og hvem de arbejder sammen med og hvem der holder møder med hvem og hvor det foregår.
Så er det ellers bare at få billeder af alle medarbejdere i kassen mens de er i en arbejdssituation.
Så vi satte flere “møder” op, både i det ene kontor og ved et højt bord i en mellemgang.
Jeg ville egentlig godt have skudt situationsbillederne ved det forhåndenværende lys.
Men da der i disse kontorer kun er vinduer til det ene side, som til gengæld fylder fra gulv til loft, og dermed giver en massiv “overvægt” af lys fra den ene side, blev jeg nødt til, at bruge min ene studieflash til udfyld og oplysning.
Heldigvis er den på batteri, så den er dejligt mobil.
Til den slags lyslægning er der ikke behov for en softboks, det er bare om, at bounce den ind i en væg eller op i loftet.
Udover situationsbillederne skød jeg også nogle videoklip, som senere blev redigeret sammen af en kollega.
Videoerne ligger som baggrund på nogle af firmaets sider og annoncer og skaber en dynamik, som supplement til stillbillederne.
Dagen sluttede af med billeder af nogle af medarbejderne på en gangbro inde i selve Bella Center, hvor lyset skinner gennem vinduerne foroven og bliver brudt af “vinduesrammer” og søjler og overlæggere.
Disse billeder skød jeg uden flash.
En af de følgende dage tog jeg min ladcykel ud og lavede billederne af Ørestaden i den nedgående sol.
Leave a reply