I torsdags var jeg på Stevns for, at lave dronevideo for Jyllands-Posten.
De skulle bruges til en historie om de problemer, der er opstået lokalt efter, at UNESCO vil frede dele af området, herunder Stevns Klint Trampesti.
Stien går over private marker, dog helt ude ved vandet, fra Bøgeskov i nord til Rødvig i syd.
Den strækker sig over godt 21 kilometer.
Jeg var blevet bedt om, at lave optagelser to steder: Dels ved Højerup Gamle Kirke, dels ved Boesdal Kalkbrud.
Jeg har kun været ved Stevns Klint en gang tidligere og det ligger cirka 35 år tilbage, da jeg som barn var på sommerferie med familien i Karrebæksminde.
Nu var vejret en anelse anderledes, tåget og køligt, men dog ikke så blæsende, men i klar modvægt til det sommervejr jeg erindrer, at have set klinten i dengang.
Det gode ved vejret og årstiden var, at stedet ikke ligefrem var overrendt af mennesker.
Godt nok må jeg flyve her, men man undgår, at skulle tage så meget hensyn til folk og fæ og stoppe flyvningen i tide og utide.
Inden jeg begyndte gik jeg fra parkeringspladsen og ned til en plæne nord for kirken, hvor der var plads til, at lette og lande med dronen.
Tilbage i bilen fik jeg gjort dronen helt klar og gik ned og begyndte.
Derfra hvor jeg stod kunne jeg se op og ned ad kysten, dog lidt begrænset mod syd, da kirken som bekendt står på kanten af klinten.
Der var små huller i vegetationen hvor jeg kunne gå frem og se op og ned langs klinten.
Det var egentlig ikke de største problem i forhold til, at kunne se dronen om der var noget imellem mig og den.
Vejret gjorde, at når den kom ud på en afstand mellem 150 og 200 meter forsvandt den i tågen og det samme gjorde sig gældende i højder over 40-50 meter.
Jeg lavede nogle flyvninger ind over kirken, hen langs klinten og ind mod klinten inden jeg gik om på det sydlige og mere åbne område hvor trampestien går på kanten af marker.
Her lavede jeg også nogle flyvninger op og ned langs klinten og over til det lille Stevns Museum, der lå ud mod marken jeg stod på.
Da jeg havde fløjet halvandet batteri og lavet alt for mange videoklip, satte jeg kursen sydpå til Boesdal Kalkbrud.
Her var opgaven den samme, men sigtbarheden noget dårligere.
Jeg måtte skifte position flere gange og gå op på nogle af de mange bakker, der omkranser kalkbruddet.
Bortset fra tågen var det ikke så koldt som frygtet og flyvningen gik uden problemer.
Her kan du se Jyllands-Postens sammenklipning af mine optagelser: https://www.facebook.com/jyllandsposten/videos/10154370134712683/