Videoreel 2024
Klip fra nogle af de videopræsentationer jeg lavede for mine kunder i 2024.
Klip fra nogle af de videopræsentationer jeg lavede for mine kunder i 2024.
Endnu en gang har jeg været på Bispebjerg Bakke og lave video om hospitalsbyggeriet.
I modsætning til de mange andre gange jeg har været heroppe hvor solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel, var der denne tag overskyet.
Det irriterede mig faktisk lidt, da jeg synes at droneoptagelser ofte gør sig bedst i sol og hårdt lys, så der kan komme godt med kontrast i motivet.
Men jeg fandt ud af, at der var flere fordele ved det skyede vejr.
For det første var det noget nemmere, at se på skærmen hvad jeg filmede, det kan ofte være et problem når solen banker ned.
For det andet var det meget nemmere, at se dronen på himlen.
Ofte når solen skinner kan den være svær at se i modlys og man bliver blændet.
Men med et jævnt fordelt lys og mindre kontrast mellem drone og himmel var den faktisk overraskende nem at se trods sin lille størrelse.
Dog betød det skyede vejr også, at det faktisk begyndte at regne inden jeg havde lavet dagens droneoptagelser færdige.
Heldigvis holdt det ret hurtigt op igen og det var således ikke noget der rigtigt forstyrrede mit arbejde.
Siden sidste optagelser heroppe er der blevet bygget i højden og vi var inde i byggeriet for, at filme håndværkerne i gang med, at støbe gulv, binde jern og sætte betonelementer oppe.
Som vanligt var der gang i kranerne og jeg skulle lige holde tungen lige i munden et par gange hvor de svingede og hejste ting op eller ned.
Jeg er meget forsigtigt når jeg flyver på byggepladser med kraner, så jeg tager ingen chancer, men en gang imellem kan det være svært, præcis at bedømme højden på de mange kraner på pladsen, så jeg måtte lige gå lidt op i højden så jeg var sikker på at komme over en af kranerne da jeg lavede en optagelse med dronen lodret ned.
Du kan se sidste video fra byggeriet her.
Siden november 2020 har jeg været tilknyttet Områdefornyelsen Kulbaneparken i Valby.
Her er der blevet anlagt park, legepladser, skaterbane, kunstgræsbane og meget mere på det der i mange år var en bar mark.
Nu er projektet afsluttet og jeg har klippet en endelig film af projektet sammen, suppleret med nogle optagelser lavet før jeg blev tilknyttet projektet, samt nogle helt nye optagelser af den færdige park lavet før sommerferien.
Det har været interessant, at følge et projekt i et område af hovedstaden man ikke kommer i hver dag.
Det er det der er det dejlige ved, at være fotograf: man kommer ud og møder mennesker, oplever begivenheder og besøger virksomheder man normalt ikke ville komme til.
Jeg kan kun opfordre til, at I besøger parken – det er et virkeligt dejligt sted.
Torsdag den 22. var jeg endnu engang ude og lave optagelser for det der hedder Områdefornyelse Bispebjerg Bakke.
De arbejder med og inddrager borgerne i fornyelsen af området i forhold til for eksempel afviklingen af trafik og indretning af offentlige områder og pladser.
Sidst jeg lavede en opgave for dem var da jeg var til gadeteaterfestival på Rentemestervej: se indlægget her.
Denne gang var det borgermøde med udstilling af en stor model af kvarteret, petanque-turnering, trafikvandring og sidst, på Café Bjerget, workshop.
Vejret var strålende for en efterårsdag i september med sol og omkring 18 grader, senere skyede det dog lidt til, men det holdt tørt til jeg tog hjem ved 19.30-tiden.
Inden da havde jeg fotograferet og filmet ovennævnte aktiviteter og også været et smut med på trafikvandring.
Inden vi gik ind til workshoppen skulle jeg også lave interview med nogle af borgerne og den ene af arkitekterne, der senere var med til workshoppen på caféen.
Det kan godt være lidt tricky både at skyde stills og video og nogle gange skal man virkelig holde tungen lige i munden.
Jeg bummede en fokusering på det ene interview, som jeg skød på min 16 mm 1.4, der som ikke ret mange andre objektiver har en ring, man trækker baglæns for, at stille den på manuel fokus, en indstilling jeg sjældent bruger.
Jeg havde godt nok lagt mærke til i søgeren, at der stod en afstandsskala i bunden, men tjekkede knappen på kamerahuset og konstaterede, at den stod på autofokus.
Heldigvis skød jeg på blænde 5.6 – 6.3 og på en 16 mm er der temmelig stor dybdeskarphed på de blænder, så det gik.
Inde til mødet og workshoppen hvor der først var oplæg og powerpoint og efterfølgende gruppearbejde i to grupper, filmede og fotograferede jeg også.
Mens jeg filmede fik jeg pludselig rullende vandrette striber i min søger, hvilket er et tegn på en lysfrekvens, der ikke spiller overens med kameraets lukker.
Heldigvis kunne jeg få fra 1/50 og op på 1/25 og striberne forsvandt.
Da jeg havde filmet og fotograferet nok tog jeg hjem og lavede billeder og uploadede de rå optagelser af video, da jeg ikke selv skulle redigere en færdig film.
Først på sommeren færdiggjorde jeg denne video og nogle stillbilleder, som jeg har optaget på Bispebjerg Hospital.
Her er man i færd med (de har faktisk været i gang et stykke tid) at bygge et helt nyt hospital.
Ved siden af det nye p-hus ud mod Tuborgvej er der to huller i jorden.
Det er her de nye bygninger skal opføres.
Hullet længst væk fra vejen rummer en ny del af det enorme tunnelsystem, der er under det øvrige hospital og som også skal forbindes med det nye.
Jeg var ude to gange med min nye drone: En DJI Mini 2, som jeg købte som erstatning for min DJI Phantom 4, som jeg har parkeret i hangaren.
Den kan stadig flyve, men for anden gang er der streger i de færdige billeder og video, lidt ligesom zebrastriber man bruger under videooptagelse.
De skal jo kun være der mens man optager og ikke bagefter også.
Og da denne opgave, hvor første optagedag faktisk var booket til dagen efter, at kameraet på Phantomen gik i stykker, pressede på, måtte jeg købe en ny drone.
Den er noget nemmere at have med, og jeg har allerede brugt den til flere opgaver.
Den eneste ulempe ved den i forhold til min Phantom er, at man bliver nødt til, at medbringe en landingsplads, da den er så lille og lav, at man ikke bare kan lande den på en græsplæne eller en grusvej.
Fordelen er dens lille størrelse, 249 gram, så jeg ikke på samme måde skal overholde sikkerhedsafstand til personer på jorden (kun større menneskemængder) og at den er nemmere at flyve i snævre omgivelser, som for eksempel under optagelsen af denne video hvor jeg lettede fra bunden af hullet hvor de var i færd med at hejse tunnelelementerne på plads.
Jeg har gennem det seneste års tid været knyttet som fotograf til københavns kommunes byudviklingsprojekt i Kulbaneparken i Valby.
Her er man i færd med, at udvikle området, der tidligere lagde grund til Valby Gasværk og senest har fået en ny jernbane gravet under sig i en tunnel fra Retortvej.
Den grønne kile er på 44.000 m2 og skal, når man er færdig, have kunstgræsbane, legepladser og grønne områder.
Min opgave har indtil november måned været, at følge de arrangementer, der har kunnet afholdes i området og ikke været udskudt grundet Corona, hvilket har betydet, at jeg kun har fotograferet to arrangementer i 2020.
Siden november har jeg så fløjet drone og filmet i parken og det er der kommet den første film ud af.
Siden jeg begyndte er jeg også skiftet fra Canon til Fuji og fået mig et X100V og et XT-4.
Det video, der ikke er filmet fra min Phantom 4 drone, er filmet med 50-140 mm håndholdt med min XT-4!
Natten mellem lørdag den 14. og søndag den 15. december havde jeg fået til opgave af Bygge og Teknikforvaltningen i København, at filme opsætningen af Folehavebroen.
En gang- og cykelbro, der lige ved Holbækmotorvejens ende ved Vigerslevvej, skal gå over vejen og dermed sikre en sammenhængende og sikker rute for de bløde trafikanter.
Da jeg fik opgaven var fokus på dronevideo.
Kommunikationsmedarbejderen havde nemlig set en video af et lignende projekt optaget med drone og ville gerne have noget der lignede.
Som det altid er tilfældet med droneoptagelser og -flyvning er man afhængig af vejret.
Det må ikke blæse for meget og det må ikke regne eller sne.
Så det var med dette forbehold, at jeg gik til opgaven.
Derudover kunne der opstå problemer i forhold til byggepladsledelsen og om de overhovedet ville lade mig flyve.
Jeg tog ud og talte med byggelederen på forhånd, der fortalte, at jeg kunne stå på det sted, der ville blive indhegnet til pressen og om nødvendigt kunne jeg flyve drone fra et område ved skurbyen på byggepladsen.
Jeg planlagde ud fra, at jeg ikke kunne flyve med drone og medbragte mit 5d mk III til video og mit 1d mk III til, at lave timelapse.
Jeg vidste at det kunne blive et længerevarende projekt og havde derfor planlagt timelapse, som kunne køre hele natten.
Til det formål havde jeg indkøbt en fjernudløser, der kan indstilles til, at tage billeder med bestemte intervaller.
Jeg har kun en gang tidligere lavet en timelapse i forbindelse med optagelse af en konferencevideo, hvilket også blev lavet ved hjælp af en lignede fjernbetjening.
Jeg var lidt i tvivl om intervallet, men satte kameraet til, at tage et billede hvert 5. sekund.
Det endte så med, at blive knap 3.500 billeder i alt, da kameraet klikkede igennem det meste af 5 timer!
Jeg havde på forhånd sat billedstørrelsen til large jpeg og med korrekt hvidbalance, så materialet var klar til, at trække lige ind på timeline i FCPX.
Ude pladsen var vejen endnu ikke spærret af da jeg ankom, så jeg gik op i skurvognen på 1. sal hvor byggelederen havde kontor.
Her kunne jeg have det grej, jeg ikke skulle bruge på pladsen.
Da vejen lukkede og jeg vidste hvor jeg måtte stå, gik jeg ned og satte mine to kameraer op.
Det ene som sagt til video og det andet til timelapse.
Jeg havde heldigvis medbragt mine nyindkøbte sandsække, som jeg hængte på stativerne, da det blæste en del.
Lige til det sidste var der tvivl om jeg måtte flyve drone, grundet sikkerheden på pladsen og de høje kraner, og på grund af vejret.
Jeg endte med at lave to-tre korte flyvninger, hvor jeg kun fløj på den ene side af kranerne, da det blæste en del.
Jeg ville ikke tage chancer, dels på grund af kraner og dels på grund af vejret.
Da broen endelig, omkring klokken 2.00, skulle løftes på plads, ville min drone ikke filme.
Der var ikke forbindelse til kameraet, men jeg kunne godt se telemetri og starte dronen.
Jeg kunne bare ikke se, hvad kameraet filmede.
(Dagen efter, da jeg tømte kortet, kunne jeg se at den faktisk havde filmet, mens den stod på jorden! Men under de forhold, jeg skulle have fløjet i “blinde” var det ikke forsvarligt, at flyve uden at kunne se hvad kameraet så)
Da broen endelig var lagt på plads og ved at blive fastgjort, pakkede jeg sammen og klokken 3.00 kørte jeg hjem til Østerbro.
Klokken 9.30 søndag stod jeg igen derude – jeg skulle også have noget video fra når vejen åbnede for trafik.
Heldigvis var min drone igen fit for fight, men det blæste stadig en del og min plan om, at overflyve vejen når den var åben, blev skrottet.
Det sted ved på byggepladsen jeg oprindeligt skulle have stået om natten var heldigvis egnet til, at lette fra og jeg kunne lave de billeder jeg skulle.
Dronevideoen blev også suppleret med klargøring af vejen inden åbningen, samt bilerne, der kørte under broen.
Jeg brugte det meste af søndagen til, at redigere og jeg afleverede filmen i to formater: en i 16:9 og en i 4:3.
Så der skulle lige arbejdes lidt ekstra med den sidste version, men optagelserne var heldigvis ret godt centreret, så jeg kunne klippe direkte i 16:9 versionen uden, at flytte rundt i billedet.
I begyndelsen af oktober kom jeg i kontakt med flyttefirmaet Comboflyt i Ballerup.
De ville gerne have lavet noget dronevideo.
Den ene indehaver havde en flytning, den kommende uge, i Bondebyen i Lyngby, som han mente ville tage sig godt ud hvis jeg filmede med drone.
Der udover ville han gerne have lavet nogle klip fra firmaet i Ballerup, Superarenaen, samt noget i landlige omgivelser, hvor vi kunne få nogle af firmaets biler i aktion.
Jeg insisterede på, at vi også skulle lave noget video fra jorden, så vi kunne komme rundt om firmaet bedst muligt.
Som sagt, så gjort.
Flytningen i Lyngby var fra en lejlighed i en af de mange gårde i byen, der er blevet bygget om til beboelse.
Vejret var med os, det var nogenlunde skyfrit og vindstille.
Helt perfekt med droneflyvning på sådan en dag.
Efterfølgende kørte jeg omkring firmaet i Ballerup, Superarenaen og Risby for, at tjekke locations ud.
Inden vi kunne filme igen, hvor vi skulle have tre biler med, skulle den ene af bilerne lige “filmes” med firmalogo på siden, så alle biler så godt ud.
Det endte med, at blive en søndag eftermiddag, hvor vejret desværre var noget overskyet, men dog ikke så mørkt, at vi lavede de sidste optagelser.
Vi mødtes klokken 15, så vi havde et par timer inden solen gik ned klokken 18.
Jeg optog først hvordan de to indehavere og en medarbejder fyldte bilerne med flyttekasser.
Inde og ude og med drone.
Jeg optog også, at de kørte ud af indkørslen og ud på vejen.
Vi mødtes bagefter nede ved Superarenaen, der skulle med for, at have lidt Ballerup med i videoen.
Her filmede jeg også med både drone og videokamera.
Da jeg i sin tid skulle flyve mine 10 timer inden jeg kunne tage dronebevis, tilbragte jeg megen tid ude ved en mark nord for Risby, der ligger lige ved motorring 4 modsat Herstedvester.
Her var der både åbne vidder og skov langs vejen og så går vejen mod nord gennem Ledøje, så der også kunne komme lidt bebyggelse med på filmen.
Jeg stillede mig op ved Risbyvej, der hvor åen går under vejen og ventede på, at de tre biler skulle passere.
Da de var passeret, fulgte jeg så godt med jeg kunne for, at få noget med fart og bevægelse.
Så kørte vi op mod Ledøje, hvor jeg også filmede fra jorden og vi sluttede af med, at bilerne passerede under dronen, som hang 6-8 meter over vejen.
En søndag for snart to uger siden var jeg på besøg på G.A. Hagemanns Kollegium på Østerbro.
Kollegiet ligger på Kristianiagade, og har ligget der altid.
Igennem mine 26 år på Østerbro, har jeg passeret det utallige gange, uden at vide at det lå der.
Det ved Johanne til gengæld godt.
Hun læser på DTU og har indvilget i at deltage i en advertorial på TV2 Livsstils side.
Det er en advertorial, der er købt af IKEA og handler om at bo sammen med andre og om fællesskaber.
Det er der meget af på kollegiet.
Man spiser sammen, laver lektier sammen og de fleste studerer samme sted, nemlig på DTU, det der kom til efter polyteknisk læreanstalt, til hvis elever kollegiet i sin tid blev bygget i 1908.
Jeg skal lave både billeder og video til artiklen.
Videoerne skal være på stativ og blive til en slags stillbilleder med bevægelse.
Derfor ender jeg faktisk med, at tage næsten alle billeder på stativ også.
Da vi har fotograferet lidt på Johannes kollegieværelse går vi ned i køkkenet hvor der dufter af nybagte boller og hvor flere af Johannes medkollegianere sidder over formiddagskaffen.
Da jeg har lavet lidt billeder og video og fået en god kop stærk kaffe, går vi op på læsesalen under loftet.
Her bliver det også til lidt billeder og video, inden jeg drager hjemad igen.
Jeg redigerer en stak billeder færdig og sender de rå videofiler til TV2.
Fire udvalgte filer skal efterfølgende hvidbalanceres og et skud med fiskeøje skal lige rettes op i FCPX.
“Jeg kan se, at du har en drone – vi vil gerne have lavet en video”.
Sådan nogenlunde lød det da jeg blev ringet op af Bagsværd Kostskole og Gymnasium for nogen tid siden.
“Vi vil gerne have filmet vores kostskoleelever på deres vej mellem kostskolen og dagsskolen med drone”.
Jeg måtte så indledningsvis forklare, at man ikke bare kan flyve med drone over gader og vej efter forgodtbefindende, men at jeg gerne ville ud og se hvor jeg eventuelt skulle filme for, at se hvad der kunne lade sig gøre.
Senere i samtalen kom det også frem, at de gerne ville have lavet nogle optagelser med eleverne inde i spisesalen til morgenmaden.
Så det måtte blive en kombination af drone- og videooptagelser vi skulle lave.
Et par dage senere var jeg på besøg derude og kunne se, at vi godt kunne lave en del droneoptagelser, hvis jeg forberedte mig godt.
Skolevejen er en blind villavej og selve kostskolen ligger på en stor grund ned til Bagsværd Sø.
Dagsskolen ligger oppe ved Ring 4 på en temmelig stor grund, men også denne vej var blind.
Så her ville der også være mulighed for, med lidt planlægning, at flyve foran skolen.
Jeg fik sendt et tilbud samme eftermiddag, som gik igennem og torsdag efter påske stod jeg klar ved kostskolen 6:30 i morgensolen og fløj med drone.
Efter at jeg havde lave sceniske skud af kostskolen og dens omgivelser, gik jeg ind til morgenmad og med min 5Der på monopod, lavede jeg optagelser af de syv udvalgte elever, der havde sagt ja til, at medvirke i filmen.
Dem placerede jeg ved samme bord, så jeg i ro og mag kunne filme dem hver især i samtale med hinanden.
Efter morgenmaden klargjorde jeg dronen og filmede mens eleverne gik fra kostskolen og gennem skoven.
Det blev en kombination af billeder med dronen og 5Deren og jeg fik Charlotte fra skolen til, at holde mit kamera mens jeg filmede med dronen og så kunne jeg skifte mellem de to optageformer og få eleverne til, at gå samme stykke vej flere gange og så filme med først det ene og så det andet.
Jeg havde på forhånd bedt eleverne være opmærksomme på hvor de gik i gruppen og holde de samme pladser hele turen op til dagsskolen, så der ikke lige pludselig kom overspring i filmen.
Det gjorde de og optagelserne gik fint og nemt.
Jeg klippede en version af filmen samme dag, som jeg lagde skjult på YouTube.
Den blev godkendt, men der skulle lige lægges nogle tekster ind, som Charlotte både havde forfattet og fundet tidskoder på hvor de skulle sættes ind.
Derudover skulle jeg også finde noget andet underlægningssmusik.
Jeg sende fem forslag og den endelige musik blev faktisk valgt af nogle af de elever, der medvirker i filmen.
Til sidst skulle der et logo ind og så var filmen færdig.
Torsdag var jeg på Hotel Nyborg Strand for, på afbud fra en kollega, at lave nogle videooptagelser ved Danske Gymnasiers årsmøde.
Jeg kommer selv på hotellet hvert andet år, når vi har PF Konference, hvor vi mødes cirka 200 kollegaer til samvær, faglige oplæg og snak.
Så jeg havde en god idé om hvordan denne lokation ser ud.
Opgaven denne torsdag bestod i, at filme tre politikeres oplæg for de forsamlede: undervisningsminister Merete Riisager, socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og dansk folkepartis ditto, Kristian Thulesen Dahl.
Disse optagelser skulle jeg så sammen med redaktøren fra Danske Gymnasier klippe sammen til en række film til brug på dels hjemmeside og dels de sociale medier.
Grundet bookning af kunde i vores studie i El Fabrico, der skulle bruge tre kameraer, heraf mit Canon 5D, havde jeg lånt min kollegas Canon XF 300 videokamera.
Det gør det alt andet lige noget lettere, at optage video til en konference med et kamera, der har to xlr-stik, autofokus og det hele.
Jeg har tidligere med mit Panasonic HMC 150 optaget i blandt andet Statsministeriet med microport direkte i pa-anlægget (det måtte man ikke, det skulle være med kabel! men det gav noget bevægelsesfrihed) så jeg håbede på, at der var en direkte indgang til anlægget her på hotellet.
Det var der også – der sad simpelthen et panel ved siden af døren, hvor der var et xlr-stik til audio out.
Quadratisch. Praktisch. Gut, som de siger sydpå.
Jeg havde heldigvis et 20 meter kabel, som rakte rigeligt de få meter jeg skulle stå fra panelet, men havde overvejet, at stille mig i den anden ende af lokalet, men droppede det, da jeg har dårlige erfaringer med gaffertapede kabler på gulvtæpper og slæbende fødder!
Så kablet, der lå lige i indgangen, blev rigeligt tapet ned.
I sidste minut havde undervisningsministeren aflyst, så jeg skulle kun optage de to partiformænd.
Afløseren for ministeren var Søs Marie Serup, der havde holdt workshop tidligere på dagen, som jeg så også lige filmede – just in case.
Der var ikke ret godt lys i lokalet – vejret var tungt og der var halvt nedrullede gardiner grundet slides på lærredet og af en eller anden grund havde man ikke rettet de loftspots der var ind på talerstolen.
Så jeg måtte gaine fuldt på kameraet og krydse fingrene.
Spotsene kunne man nemlig ikke sådan lige rykke, så der var det lys der var.
Nå, men jeg fik lige tjekket optagelserne med Søs Marie Serup i pausen inden Mette Frederiksen gik på og det så fint ud.
Lyden var også ok – min erfaring er, at når man får linelyd ind i xlr er den normalt for høj og skal skrues ret kraftigt ned – i det her tilfælde skulle den skrues helt op!
Det skyldtes muligvis, at de brugte bordmikrofoner og ikke clipon headsets.
Jeg optog også lyden i lokalet med min RØDE NTG 3 ovenpå kameraet og mixet med lyden fra lineindgangen var det faktisk ok.
Ikke helt som en microport, men det gik an.
Da den sidste optagelse var i hus, gik redaktøren og jeg, over i et tilstødende lokale og klippede citater ud til filmene.
Jeg havde troet, at vi skulle lave tre-fire små klip af hver partiformand, men redaktøren ville have citaterne klippet sammen til en lang film.
Så jeg måtte lave overblændinger, hvilket jeg normalt ikke gør, for at samle det fint.
Ydermere skulle der tekster på, hvilket er ret nemt i YouTube.
Desværre er det kun få citater, så hele oplægget er ikke tekstet.
Jeg havde fået indtrykket af at filmene skulle på Facebook, men de skulle kun på Twitter.
Jeg kan så se, at indlæggene på Twitter, linker direkte til Danske Gymnasiers web, hvor filmene er embedded fra min YouTube kanal.
Det havde været en fordel hvis Danske Gymnasier havde haft deres egen kanal, men det har de ikke, så vi måtte i skyndingen lægge dem op på min kanal.
Den sidste uge i september 2018 var jeg sammen med kollegaer fra pressefotografforbundet på kurset Videostorytelling i USA i Minnesota.
Jeg har været på det foregående kursus, hvor vi optog på Panasonic P2 videokameraer, i 2009 og tænkte at det var på tide med en opgradering af mine videofærdigheder på DSLR.
Det er kollegaerne Lars Horn og Michael Koch, der arrangerer kurset og det er 15. gang eller noget de er afsted.
Under kurset bliver vi undervist af journalister og fotografer, der viser deres arbejde, som de laver på tv-stationer i Minnesota.
Vi besøger også tv-stationer og universiteterne i Minneapolis og St. Cloud.
Under kurset producerede vi to videoer, den første var en øvelse i at optage wide, narrow & tight, som er afgørende for hvor nemt materialet er at klippe i når man kommer tilbage til redigeringen.
På årets kursus var den givne location for vores anden video, byen Askov, der ligger omkring 2 timers kørsel nord for Minneapolis.
Som navnet antyder er det her nogle af de danske indvandrere i sin tid slog sig ned og bosatte sig.
Kursuslederne havde arrangeret, at beboere fra byen tog i mod os og viste os rundt.
Så hvert tomandshold havde en lokal til, at guide sig rundt.
Christer, som jeg var på hold med, og jeg mødtes med Ovid Jensen.
Ovid er pensioneret tømrer og har boet hele sit liv i byen.
Christer og jeg havde oprindeligt, som flere andre på kurset, tænkt os at lave en helt anden historie, men det skulle vise sig, at vi fik en historie vi slet ikke havde set komme.
Ovid passede byens kirkegård og havde med de kriminelle, der var i samfundstjeneste i byen, at gøre.
Derudover, fandt vi senere ud af, var han også Chairman of the Partridge Township, det vil sige formand for byområdet eller kommunen, som Askov ligger i.
Vi begyndte med, at køre ud til byens kirkegård i Ovids Ford F 150.
Undervejs fortalte han om dette og hint.
Vi havde allerede miket ham op med en microport og vi kunne ligeså godt få noget lyd ned på kortet.
Da vi ikke havde tænkt os at lave denne her historie, bad vi bare ham begynde at fortælle om sig selv.
Vi fik ham placeret godt, lænende op af en gravsten, da han var dårligt gående og stående.
Christer kørte interviewkameraet og jeg lavede indklipsbilleder tæt på af ansigt og hænder.
Så var det nemmere efterfølgende at redigere i materialet.
Da vi havde interviewet ham i alt for lang tid, fik vi ham til, at vise os familiens gravsted.
Her lå, som vi havde forudset, bedsteforældre og forældre begravet.
Det var så her det tog en drejning og historien blev god: Ovids søn Brian var død som 21 årig og lå også begravet på kirkegården!
Det gav os en virkelig god historie og hvad vi havde gjort hvis ikke den drejning var kommet ved jeg ikke.
Fra at blive en lidt kedelig og anonym slægtsfortælling, gik det over til at få en slutning vi kun kunne drømme om.
Vi havde en del materiale at klippe i da vi kom tilbage til hotellet i St. Cloud og vi fik da også klippet historien om efter den første visning, så den blev dels kortere, men også skarpere vinklet.
PS: Det gælder om at tjekke sine kilder og spørge ind til for eksempel navne på personer: Ovid hedder han og ikke Orvid:)
En gang i marts måned fik jeg et opkald af Anders Blichfeldt.
Han havde fundet mig på Facebook og ville høre om jeg var interesseret i, at lave en musikvideo med ham og børn og voksne fra institutionen Godhavn i Tisvildeleje.
Det ville jeg da gerne og vi talte i telefonen kort om indholdet af videoen, hvad den skulle indeholde og hvordan den skulle optages.
Det ville være en video med ham og børnene og de voksne fra Godhavn, der skulle synge sangen Godhavn, som han har skrevet i anledning af institutionens 125 års jubilæum.
Så det skulle være noget med, at spille sangen over et anlæg og så skulle han spille guitar til og alle synge kor og det skulle så klippes sammen til en video:)
Vi skrev lidt frem og tilbage inden optagelserne fandt sted og fik os sporet ind på det endelige resultat.
Jeg fik også lige introduceret at jeg har en drone, som kunne give nogle billeder af stedet, som så kunne klippes ind.
Den var han helt med på.
Jeg lånte et ekstra kamera, et 1D mk 4, så jeg kunne optage med to kameraer på en gang.
Et på stativ, der kunne give et roligt totalbillede og så et jeg kunne gå rundt med.
Vi endte med, at spille og optage sangen tre gange og så lavede jeg efterfølgende en snas video med de børn, der gerne ville, som så kunne klippes ind i den endelige video.
Da børnene var gået fik vi tre af de børn, der havde sunget solo og rappet på den endelige sang op og synge alene og lavede nærbilleder af dem.
Da det var optaget færdigt gik vi ud i haven og lavede nogle droneoptagelser af hele huset med Tisvildeleje og jernbanen i baggrunden.
Der var lige netop afstand nok til banen til, at jeg efterfølgende kunne stige op inde i skolegården og filme alle ungerne ved flagstangen.
Da jeg kom hjem opdagede jeg at dronen havde cuttet halvdelen eller mere af de sidste optagelser fra skolegården, men heldigvis var der nok til, at klippe outtroen på.
Jeg endte op med 10 videospor og et lydspor, som skulle klippes sammen.
Efter lidt konfereren frem og tilbage med en kollega, der har lidt bedre styr på Final Cut, fandt jeg ud af at lave klipningen i multicam.
Her kan man klippe sin video live og så efterfølgende finpudse og trække i klippene og så videre.
Jeg endte med at grade med et filter, som jeg havde downloadet tidligere, som lagde både sharpness, vignette og skruede på farverne samtidig.
Det kunne endda beskære til letterbox, hvilket jeg valgte at gøre til intro og outro (der var desværre ikke plads til at gøre det på selve sangen.)
Den endelige film blev leveret og brændt som 500 DVDer til familier og venner af huset.
Til skolernes motionsdag den 13. oktober var jeg blevet spurgt om jeg kunne flyve drone ved Sankt Jørgens Sø i København.
Hm, kan man det?
Jeg tjekkede Google Maps og fandt, at bredden på volden ved Kampmannsgade på den sydlige søbred var nok til, at danne en sikkerhedszone på minimum 15 meter.
Opgaven var at flyve over søen og filme børn fra Skolen ved søerne, der i dagens anledning, havde taget opstilling langs bredden hele vejen rundt.
Jeg havde aftalt med den lærer der havde kontaktet mig, at han og de elever, der skulle stå i området, skulle være behjælpelige med at oprettet sikkerhedszonen for mig.
Planen var at få elever og lærere til, at danne en mur af mennesker på hver sin side af mig, når dronen skulle i luften.
Således blev det.
Det blev til et batteri, godt 20 minutters flyvning, langs søens breder.
Det er en speciel oplevelse, at flyve på et så centralt sted i København.
Fra min plads ved Kampmannsgade kunne jeg ane Søpavillionen i det fjerne og på skærmen se morgenlyset, trafikken og skoleeleverne med bygningen og de andre søer i baggrunden.
Hver gang jeg passerede de mange børn vinkede, dansede og hujede de og skulle man være i tvivl om deres engagement, så kan man bare se på optagelserne.
Da jeg skulle til, at lande måtte jeg lige vente et øjeblik, så afspærringen var på plads, da der var nogle elever fra nogle andre skoler, der ikke var helt tilfredse med at blive holdt tilbage under deres løbetur.
Men det gik fint og så snart dronen ramte jorden myldrede de forbi.
Det er min gode kollega Michael Jensen, der ikke var hjemme til, at tage opgaven der har klippet denne lille film sammen.
I forsommeren havde jeg igen fornøjelsen af, at filme en række videoer hos køkkenudstyrsbutikken H.W. Larsen i Kødbyen, i samarbejde med Bastian Lind fra Blind Aps.
Bastian og jeg har efterhånden lavet en del videoprojekter sammen og det var nu anden gang vi stod i butikken og filmede gennemgang af potter, pander, knive mm. sammen med den engagerede medarbejder Benjamin og den ikke mindre engagerede indehaver Bo Larsen.
Selve optagelserne foregik som sidst i et hjørne på 1. salen i den store butik.
Her kunne vi stå nogenlunde uforstyrret, når vi huskede at demontere klokken til nummersystemet ved kassen, og spærrede lidt af.
En enkelt gang eller to havde vi kunder, der var på vej ind i vores optagelser, men det gik nogenlunde glat trods alt.
Opstillingen er med led-lamper til, at bløde dagslyset op og et par Zoom H4 til lyd.
Den ene til ambience og den anden med en lavalier på vores medvirkende.
Jeg stod så langt væk, jeg kunne komme og med min 70-200 på min 5D mk III zoomet lidt ind fik jeg en god beskæring på motivet.
Bastian stod lidt på siden og lavede nærbilleder af emner, hænder og håndtering af produkter.
Ud over videoerne ved disken lavede vi også optagelser i butikkens knivsliberi hvor processen med knive blev gennemgået.
Jeg stod for optagelse og lys og Bastian klippede det hele sammen efterfølgende.
Få lavet dine egne præsentationsfilm.
Se mere her: www.jenspanduro.dk/videofotograf/video-til-web/
For lidt over et år siden fik jeg en forespørgsel på, at lave en “koncertvideo” fra musiker Lone Wernblad.
En kollega havde fået budet, men kunne på det tidspunkt ikke løfte en videoopgave, så han gav den til mig.
Lone spiller sammen med to andre musikere koncerter for børn rundt omkring i Danmark og de andre nordiske lande.
Temaet for koncerterne er de nordiske sprog og handler om hvor forskellige vi er i landene, men alligevel ens, da vores sprog har mange fællestræk.
Oprindeligt var det meningen, at jeg skulle have været til Oslo og filme en koncert og en workshop der, men det blev udskudt og i stedet skulle jeg filme en dansk koncert.
Koncert er så meget sagt for egentlig skulle det bare være et nummer Ens i nord, der drejer sig om de nordiske sprog og som nævnt forskelligheder og fællestræk.
Location blev til Gentofte Hovedbibliotek hvor Lone havde fået nogle skoleklasser til, at komme og høre koncert den næstsidste dag i januar i år.
Som sagt skulle jeg have været alene til Oslo og lave det, men da det var i Danmark havde jeg råd til, at hyre en kollega ind til, at hjælpe med videodelen og en lydmand ind, som kunne lave den gode lyd.
Før koncerten tog jeg forbi biblioteket og tjekkede stedet ud.
En flink bibliotekar viste mig salen, hvor jeg lige stak hovedet ind og kiggede, da der var møde og bagefter blev vist op til operatørrummet på etagen ovenover, hvorfra jeg kunne se hele salen.
Setuppet blev, at vi havde tre Canon 5D og et timelapsekamera i form af en iPhone SE med ud.
Til lyd havde vi tre microports og en Zoom H4, en H6er og en helt lille Zoom, som jeg ikke kan huske hvad hedder.
Jeg havde heldigvis taget to store lamper med, som kunne oplyse lokalet selvom der var dagslys i form af et vindue fra gulv til loft på den ene side.
Lamperne gav lige det løft, der gjorde det godt.
Vi satte et kamera op på stativ bagerst i lokalet og så havde vi hver et kamera, som vi filmede med håndholdt og på en slider.
Der blev lavet lydprøve og vi satte hvidbalance, lukkertid og iso.
Det eneste vi desværre ikke gjorde var, at få de tre musikere til, at spille sangen igennem for os inden publikum kom.
Det havde givet os nogle flere billeder til lyd i sync og nogle dækbilleder.
Selvom man har tre kameraer kommer man hurtigt til, at mangle billeder i redigeringen når man kun har 3-4 minutter livemusik, der skal sidde i skabet og så efterfølgende en god halv time hvor musikerne skifter instrumenter og tøj!
Nå, men det gik da nogenlunde og det må være læring til der engang kommer et lignende projekt.
Så videoen blev ikke helt så poleret og fin, som jeg havde ønsket.
Til gengæld fik vi god lyd.
Lones hjemmeside kan ses her.
For nogen tid siden fik jeg en henvendelse fra en kommunikationsmedarbejder fra københavns kommunes beskæftigelses- og integrationsforvaltning på rådhuset.
Forvaltningen skulle flytte i nye lokaler i to ejendomme på Lundbecks område i Valby.
Det de gerne ville have optagelser af var området omkring bygningerne, så medarbejderne kunne se geografien i området med hensyn til offentlig transport, biler og cykler.
Således at medarbejderne kunne danne sig et overblik over hvordan området så ud og hvilket transportmiddel de skulle vælge.
De to bygninger stod tomme og man skulle til, at indrette dem, så de kunne blive klar til indflytning.
Mens jeg talte i telefonen med medarbejderen kiggede jeg på Google Maps og gav en positiv tilkendegivelse på, at kunne udføre flyvningen med det forbehold, at lokale forhold kunne have indvirkning på højden og området det kunne foregå i.
Jeg fik en aftale med en medarbejder hos Lundbeck og da jeg alligevel var i Valby i forbindelse med et andet job, kiggede jeg lige forbi.
Medarbejderen var ikke til stede, men jeg blev uden tøven lukket ind på området af de flinke vagter i porten.
De to bygninger ligger i hjørnet op mod Ottiliavej og Gammel Køge Landevej, hvilket afstandsmæssigt kunne blive et problem.
Selve området de ligger på er adskilt fra resten af Lundbeck med et hegn.
Jeg havde målt på kortet, at en fløj af bygningen var 50 meter lang, så fra enden af bygningen kunne jeg godt gå op i fuld flyvehøjde (120 m) og lave mine skud.
Jeg havde på kortet også konstateret, at Valby Nærpoliti lå på den nærliggende Krumtappen indenfor den 150 meter zone, der må flyves lovligt i i forhold til politi, retsvæsen, ambassader med mere.
Jeg skulle have deres godkendelse til flyvningen, så jeg ringede til dem.
Og det gjorde jeg mange gange, inden jeg igen kørte ud til Lundbeck og kunne konstatere, at politistationen var flyttet og en direkte tilladelse fra dem altså ikke var nødvendig.
Jeg havde aftalt med medarbejderen fra Lundbeck, at jeg kunne flyve i weekenden, så ville der stort set ingen medarbejdere være tilstede og jeg kunne flyve i ro og fred.
Jeg måtte dog udskyde flyvningen en uges tid, da der kom en ordentlig portion sne, som ville forstyrre de færdige optagelser.
På dagen for flyvningen lavede jeg dels optagelser hvor jeg filmede fra jorden og hele vejen op til 100 meter, panoreringer i fuld højde og panoreringer i 50 meters højde.
Ydermere (selvom de ikke specifikt havde spurgt om det) lavede jeg optagelser af bygningerne i lav højde hvor jeg fløj over dem i forskellige retninger og nede mellem dem.
Så undgår man, at kunden kommer bagefter og efterlyser mere materiale.
I torsdags var jeg på Stevns for, at lave dronevideo for Jyllands-Posten.
De skulle bruges til en historie om de problemer, der er opstået lokalt efter, at UNESCO vil frede dele af området, herunder Stevns Klint Trampesti.
Stien går over private marker, dog helt ude ved vandet, fra Bøgeskov i nord til Rødvig i syd.
Den strækker sig over godt 21 kilometer.
Jeg var blevet bedt om, at lave optagelser to steder: Dels ved Højerup Gamle Kirke, dels ved Boesdal Kalkbrud.
Jeg har kun været ved Stevns Klint en gang tidligere og det ligger cirka 35 år tilbage, da jeg som barn var på sommerferie med familien i Karrebæksminde.
Nu var vejret en anelse anderledes, tåget og køligt, men dog ikke så blæsende, men i klar modvægt til det sommervejr jeg erindrer, at have set klinten i dengang.
Det gode ved vejret og årstiden var, at stedet ikke ligefrem var overrendt af mennesker.
Godt nok må jeg flyve her, men man undgår, at skulle tage så meget hensyn til folk og fæ og stoppe flyvningen i tide og utide.
Inden jeg begyndte gik jeg fra parkeringspladsen og ned til en plæne nord for kirken, hvor der var plads til, at lette og lande med dronen.
Tilbage i bilen fik jeg gjort dronen helt klar og gik ned og begyndte.
Derfra hvor jeg stod kunne jeg se op og ned ad kysten, dog lidt begrænset mod syd, da kirken som bekendt står på kanten af klinten.
Der var små huller i vegetationen hvor jeg kunne gå frem og se op og ned langs klinten.
Det var egentlig ikke de største problem i forhold til, at kunne se dronen om der var noget imellem mig og den.
Vejret gjorde, at når den kom ud på en afstand mellem 150 og 200 meter forsvandt den i tågen og det samme gjorde sig gældende i højder over 40-50 meter.
Jeg lavede nogle flyvninger ind over kirken, hen langs klinten og ind mod klinten inden jeg gik om på det sydlige og mere åbne område hvor trampestien går på kanten af marker.
Her lavede jeg også nogle flyvninger op og ned langs klinten og over til det lille Stevns Museum, der lå ud mod marken jeg stod på.
Da jeg havde fløjet halvandet batteri og lavet alt for mange videoklip, satte jeg kursen sydpå til Boesdal Kalkbrud.
Her var opgaven den samme, men sigtbarheden noget dårligere.
Jeg måtte skifte position flere gange og gå op på nogle af de mange bakker, der omkranser kalkbruddet.
Bortset fra tågen var det ikke så koldt som frygtet og flyvningen gik uden problemer.
Her kan du se Jyllands-Postens sammenklipning af mine optagelser: https://www.facebook.com/jyllandsposten/videos/10154370134712683/
Nu er opgaverne til min drone så småt begyndt at komme ind og jeg skulle således hjælpe min kollega Flemming Schiller med at tage nogle billeder og lave noget video.
Han havde for en af sine kunder, en større tømrermester, taget billeder under konstruktionen af tag og lægningen af dette på Sankt Knud Lavard Skole i Lyngby og ville nu have billeder af det færdige tag.
Opgaven for mig stod i, at skyde nogle stills og lave nogle videoklip fra min drone.
Jeg havde efter aftale med skolen lagt opgaven en lørdag i december, så vi kunne være sikre på, at der ikke var mennesker tilstede på og ved skolen når der skulle flyves.
Jeg mødtes med Flemming ved skolen om eftermiddagen.
Jeg har tidligere været på skolen i andet ærinde og troede fejlagtigt, at der var adgang til området mellem skolebygningen og Toftebæksvej.
Men det viste sig, at være en aflåst skolegård med et temmeligt højt hegn rundt om.
Hm. Det var sgu ikke så godt.
Aftalen med skolen var lavet og politiet underrettet om flyvningen og vejret var godt, så det var lidt noget skidt, at skulle udsætte opgaven.
Vi gik rundt om bygningerne og fandt et lavt hegn og en låge der grænsede op til kirken ved siden af.
Her kunne vi nemt komme over.
Ud mod Toftebæksvej var der en jordbunke op mod det palisadelignende hegn ind til skolegården.
Her kunne vi planke den og hoppe de par meter ned på asfalten.
Vi fik lavet optagelserne og kunne skubbe en løs bænk hen til hegnet, som vi så kunne stå på, da vi skulle ud igen.
Godt nok lang tid siden, at jeg har planket den sidst.
Den 27. august afholdt Glostrup kommune Glostrup Festival i anledning af byens 825 års jubilæum. Sammen med min kollega Alex skulle jeg videodokumentere hele dagen fra morgenmaden ved byens rådhus til festivalens afslutning klokken 22.00 på stadion.
Vores opgave var, at lave en lang film på 3-4 minutter, der skulle vise hele dagen med morgenmad, optog, tivoli, de frivillige, publikum og livemusik.
Ud over det skulle vi lave fire små film, på hver 45-60 sekunder, der skulle vise noget om det at samle byens borgere på dagen, frivilligheden, musikken og stemningen.
Heldigvis var den 27. august en ganske lun og solrig lørdag. I ugen op til havde det ellers været et noget blandet dansk sensommervejr, hvilket det blev igen om søndagen.
Jeg var udstyret med min 5D mk III på en alt for tung stabilizer af den type, der mest af alt minder om en monopod med to vægte i bunden.
Men når den blev for tung kunne jeg med fordel bruge den som monopod og lave helt rolige optagelser.
På toppen af kameraet sad min Zoom H4, som jeg brugte til lyd.
Alex rendte rundt med et mindre Sonykamera på stativ.
Jeg lavede mestendels optagelser med min 16-35 og han lavede så mange af de indklips- og nærbilleder vi også havde brug for.
Vi havde lagt en plan for hvad vi ville filme i løbet af dagen, men der kommer altid ændringer til.
Heldigvis havde vi en god kontakt i form af en pressemedarbejder fra kommunen, der holdt til i den samme skurvogn på pladsen, som vi også havde adgang til.
Med hende kunne vi sparre og vise de optagelser vi lavede i løbet af dagen, ligesom vi lavede et hurtigt sammenklip om eftermiddagen for, at kunne vise hvilke tanker vi gik med i forhold til klippestil, billedstil og tempo.
Der havde været en diskussion om hvilken form filmene skulle have.
Nogle havde ønsket noget “dokumentation, der viste hvad der foregik på dagen” hvilket vores pressekontakt havde tolket som noget langsomt og dokumentarisk, hvilket hun heldigvis ikke ønskede.
Vi havde nogle få interviewaftaler i løbet af dagen med kommunaldirektør Morten Winge og med Armin Dehestani, der havde stået for bookningen af musikken efter klokken andet og var med i ungdomsrådet i kommunen.
Vi fik begge til, at fortælle om deres betragtninger om dels det, at være frivillig og det arbejde og de tanker, der havde været for bookingen af musikken.
I løbet af dagen og aftenen lavede vi så billeder af det vi så og oplevede, inklusive Kronprinsesse Marys besøg på festivalen, som bragte mig tilbage til min tid som fotograf, hvor jeg lavede en del royalt stof (hvilket jeg ikke savner:))
Der var som sagt musik og der udover et tivoli, der gav noget ganske godt både visuelt og lydmæssigt til vores video.
Der udover var der diverse boder fra foreninger og virksomheder i kommunen og så en hel masse publikummer.
Alex klippede den lange film, mens jeg stod for klipningen af de fire små film, hvilket blev gjort ud fra den lange, hvor jeg så tilføjede eller fjernede elementer, som Alex så til sidst finpudsede og lavede lyd på.
Den 29. august skulle Nissan sammen med en række underleverandører holde pressemøde hos Frederiksberg Forsyning, der som de første i verden har købt og installeret V2G biler.
Nærmere om bilerne kan læses her hvor du også kan se de pressebilleder jeg lavede for Nissan forud for pressemødet.
Sammen med Ulrik M. Eriksen fra SEES media skulle jeg lave stillbilleder og video fra præsentationen.
Stillbillederne skulle være fra pressemødet indendøre og præsentationen udenfor hvor bilerne holdt og af de forskellige virksomheders repræsentanter ved bilerne og mens de blev interviewet af TV2, DR og andre.
Vi skulle lave interviews med tre udvalgte personer, som vi fik hjælp til, at line op fra Nissan Nordics pressemedarbejder.
Ydermere blev der stillet en interviewer til rådighed, som skulle lave Q and A.
Det hele skulle leveres efterfølgende i uredigerede jpgs og råklip direkte til et bureau i England, som så redigerede billederne og klippede videoen.
Videoen har jeg ikke set, men min version af billederne kan ses her i indlægget.
I maj måned var jeg sammen med Bastian, som jeg har lavet flere videoer sammen med, inde hos H.W. Larsen i kødbyen.
H.W. Larsen handler med køkkenudstyr og de havde ønsket, at få lavet en række instruktions- og præsentationsvideoer med noget af alt det grej de sælger.
Bastian og jeg var enedes om, at bruge det store udstillingskøkken på 1. salen af forretningen, som studie for optagelserne.
Kokken Martin var vores model dagen igennem hvor vi dels fik optaget syv instruktionsvideoer i køkkenet og to præsentationsvideoer i knivsliberiet.
Vores setup var med to DSLR kameraer og nogle LED lyspaneler og så dagslyset der strømmede ind af vinduerne bag Martin.
Det ene kamera filmede en halvtotal, mens det andet fra venstre side filmede nærbillederne af udstyret når det blev brugt.
Da årets generalforsamling i Dansk Journalistforbunds Kreds 1 skulle afholdes, havde man besluttet, at lade en tegner tegne hvad der blev sagt på generalforsamlingen og bedt undetegnede filme det, så det kunne streames på en storskærm.
Da jeg blev kontaktet af et bestyrelsesmedlem, sagde jeg uden betænkning ja.
Jeg tænkte, at det bare var, at tilslutte mit 5D mk III til projektoren via et hdmi-kabel og så var den pot ude.
Men det var det jo bare ikke.
For hvilke stik/kabler var der til den pågældende projektor, som befandt sig i Berlingskes konferencesal i Pilestræde.
Et opkald til en ansat klarlagde, at der nok var tale om et hdmi-stik og noget vga-stik.
Men jeg måtte have syn for sagen, så inden jeg skulle til Årets Pressefoto, fik jeg en god kollega i huset til, at lukke mig ind salen.
Der var ganske rigtigt et vga-stik til den opstillede computer – men ville det virke med mit kamera?
Efter et besøg i Brink Elektronik i Frederiksborggade, hvor jeg fik kyndig vejledning, var jeg om morgenen på dagen for generalforsamlingen inde hos Berlingske og teste mit setup.
Det virkede!
Et hdmi-hdmi kabel til en hdmi-hun-hdmi-hun adapter sat til en hdmi-vga-adapter og så ind i projektorens vga-stik.
Pyha.
Jeg ankom i god tid til aftenens generalforsamling.
Det viste sig, at tegneren skulle stå ved en flipover og tegne.
Jeg havde forestillet mig, at hun skulle sidde ved et bord og at jeg så skulle filme ned på et stykke papir.
Nå, men jeg fik sat kameraet op og afprøvet streamingen.
Jeg havde under afprøvningen af streamingen ikke kunnet fjerne fokuspunktet på skærmen, kun infoen til optagelsen.
Det lykkedes mig, at fjerne fokuspunktet ved, at slå fokus over på live ansigtsgenkendelse, hvilket betød, at der engang imellem, når tegnerens ansigt kom ind i billedet eller hun tegnede et genkendeligt ansigt på papiret, kortvarigt viste sig et fokuspunkt.
Men det var til, at leve med.
Da vi begyndte, at streame og lejlighedsvis filme (jeg lavede cirka 240 klip! fra aftenen) var det dagslys.
Da generalforsamlingen sluttede var det mørkt udenfor og kunstlyset havde taget over.
Det betød, at jeg skulle rette hvidbalance under hele seancen, hvilket i redigeringen viste sig, at variere helt vildt.
Så udover, at speede klippene op, lagde jeg det hele om til sort/hvid, så helhedsindtrykket blev ensartet.
For snart to år siden var jeg nede på jazzklubben The Standard i Havnegade og fotografere Niels Lan Doky og hans Oscar Peterson Legacy Quartet, der foruden ham selv på flygel består af Ulf Wakenius (guitar), Dave Young (bass) og Alvin Queen (trommer)
Kvartetten skulle indspille en række numre, som på et eller andet tidspunkt skulle udkomme i et endnu ikke fastlagt format.
Mit opdrag lød på, at producere en række stillbilleder og der udover en video.
Den eneste jeg kendte i forvejen, var Niels, som jeg havde fotograferet dengang jeg var i praktik på Jyllands-Posten.
Kendte og kendte er måske så meget sagt – jeg havde mødt ham før og syntes han var lidt kølig.
Men det skulle vise sig ikke, at være tilfældet denne dag.
Smilende og glad entrede han spillestedet og vi lagde ud med en kop kaffe og en snak om hvad der skulle ske.
Da de andre musikere dukkede op var det også glade mennesker jeg så.
Trommeslageren Alvin havde selv en Nikon D3 og vi fik en snak om fotografi og han tog en del pis på mig i løbet af dagen på den konto.
Jazz er ikke min stærke side, hvad angår dels navne på musikere (vidste dog godt hvem Oscar Peterson var) dels det at lytte til det.
Det er ikke så tilgængeligt, i hvert tilfælde når man sidder og hører det på et anlæg.
Men alle fordomme om kedelig jazz blev gjort til skamme så snart der blev fyret op i instrumenterne.
Jeg kunne bevæge mig frit sålænge de øvede og da der blev trykke record, kunne jeg også bevæge mig (roligt) omkring og fotografere.
Jeg var dog en smule mere koncentreret om hvor jeg stod og gik når det gjalt!
Jeg skulle som sagt også skyde noget video, så jeg satte min Zoom H4 op på et bord med nogenlunde lige stor afstand mellem instrumenter og forstærkere og efter et par omrokeringer og lidt justering på volumen, havde jeg en god lyd.
Optagelserne varede en 4-5 timer og vi sluttede af med bandbilleder udenfor i efterårssolen, inden vi grinende og småsnakkende gik mod de tre udlændinges hotel i nærheden hvor vi sagde farvel til hinanden.
Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælper vores team til at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Du kan justere alle dine cookieindstillinger ved at navigere i fanerne på venstre side.
Strengt nødvendigt cookie skal altid være aktiveret, så vi kan gemme dine præferencer for cookieindstillinger.
Hvis du deaktiverer denne cookie, kan vi ikke gemme dine præferencer. Det betyder, at hver gang du besøger denne hjemmeside, skal du aktivere eller deaktivere cookies igen.